Thorvald Nielsen

Thorvald Nielsen, 14.1.1891-26.8.1965, violinist. Født i Kraghave, Tingsted sg, død i Tisvilde, begravet Tibirke kgd. N. viste allerede som dreng musikalske evner og fik til at begynde med undervisning hos landsbyspillemanden Peter Hansen, senere hos førstelærer Olsen der var så velbevandret i musikteori, at N. efter at han 16 år gammel var optaget på musikkonservatoriet i Kbh. følte sig teoretisk sikker i flere år. Han gik på konservatoriet 1907-10 med Anton Svendsen som den højt beundrede lærer. Han dygtiggjorde sig her både på violin og bratsch og blev efter konkurrence ansat i Det kgl. kapel 1914. Her virkede han indtil 1936, da en nervelidelse i højre arm tvang ham til at opgive sit violinspil, også som kammermusiker på førstepladsen i den strygekvartet han havde dannet 1924 sammen med violinisten Erling Bloch, bratschisten Hans Kassow og cellisten Johan Hye-Knudsen, alle kolleger fra Det kgl. kapel. Året efter blev Hye-Knudsen udnævnt til kgl. kapelmester og afløstes i kvartetten af Louis Jensen. Dette ensemble kom til at indtage en førende plads i dansk musikliv og regnedes for en videreførelse af de store traditioner fra Nerudakvartettens tid. At N. måtte opgive sit violinspil gjorde dog intet skår i hans øvrige virksomheder. Tidligere havde han (1921) stiftet musikforeningen Ny Musik sammen med kolleger som Chr. Christiansen, Sv. Chr. Felumb, Knud Jeppesen og Rudolph Simonsen m.fl. og havde her skabt et forum for opførelser af samtidens mest avancerede musik. Denne virksomhed vakte flere gange stor forargelse hos det mere konservative publikum og dets talsmænd. Efter nogle år blev denne virksomhed videreført af Det unge tonekunstnerselskab. 1928 blev N. ansat som lærer ved Det kgl. danske musikkonservatorium som efter hans eget udsagn blev hans andet hjem. Han blev medlem af bestyrelsen 1947 og professor 1949, samme år konservatoriet blev overtaget af staten, og tog sin afsked med udgangen af 1961. Han har desuden været bestyrelsesmedlem af Kammermusikforeningen fra 1926, senere formand, af Bachforeningen og Koncertgiverringen og var formand for Musikpædagogisk forening 1939-49. Fra sin ungdom havde han været nært knyttet til Carl Nielsen og gav et værdifuldt og meget personligt billede af denne i det festskrift der udkom i 100-året for Carl Nielsens fødsel. Som konservatorielærer fik N. stor betydning for en hel generation af violinister, ikke alene på det tekniske område men også gennem sine fine menneskelige egenskaber og sin alsidige, dybt musikalske indfølelse i alle musikkens genrer. Hans store pædagogiske erfaring gjorde ham selvskreven til en over 10-årig virksomhed som formand i Musikpædagogisk forening hvor hans indsigt i samtidens problemer og deres indflydelse på den musikalske uddannelse kom til at præge foreningens arbejde på afgørende måde. Trods sit travle liv fik N. også tid til at komponere. For orkester og forskellige instrumentalensembler skrev han nocturne (1934), allegro (1936), symfonisk ouverture (1942), taffelmusik (1945), Quaestio hominis for mandskor og orkester (1937), desuden fire sange (1957), vignetter til Sapfo for klarinet og harpe (1959). Han har tillige udgivet et par kadencer til violinkoncerter af Mozart.