• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Astrid Henning-Jensen

Oprindelige forfattere MeHa og PSch

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Astrid Henning-Jensen, 10.12.1914-5.1.2002, filminstruktør. Astrid Henning-Jensen begyndte efter realeksamen 1931 som teaterskuespiller, bl.a. på Alléscenen og i Riddersalen 1935–38. Fra 1941 arbejdede hun som assistent og medarbejder hos ægtefællen Bjarne Henning-Jensen hos Nordisk Films Kompagni. Dokumentarfilmene Skibet er ladet med og Dansk Politi i Sverige, begge 1945, var hendes første selvstændige instruktøropgaver. Hun assisterede på spillefilmene Naar man kun er ung, 1943, og Ditte Menneskebarn, 1946, begyndelsen til hendes og ægtefællens professionelle samarbejde hvor der i de følgende år snart var tale om fælles instruerede og skrevne film (som De pokkers Unger, Kristinus Bergman og Vesterhavsdrenge), snart om hendes medforfatterskab på hans film (Kort er sommeren), snart om hans medforfatterskab på hendes film (børnefilmene Ballettens børn, 1954, Paw, 1959, og De blå undulater efter H.C. Branners novelle, den sidste for TV 1965).

Hendes virksomhed som selvstændig instruktør og forfatter af spillefilm begynder med børnefilmen Palle alene i verden, 1949, med sønnen Lars (født 1943) i hovedrollen. 1950 og 1952 optog hun to film i Norge (af hvilke kun den første blev vist i Danmark), Kranes konditori (efter Cora Sandels roman) og Ukjent mann (efter Arthur Omres Flukten). Hendes film i 60'erne var præget af ikke videre vellykkede forsøg på at give en dybere psykologisk fremstilling af nære menneskelige relationer: Een blandt mange (som ægtefællen producerede 1961) om pubertetstidens usikkerhed, Utro, en trekanthistorie efter Tove Ditlevsens To som elsker hinanden, 1966, og den svenske MEJ och dej (dansk titel: MIG og dig) om svensk-dansk parproblematik. Inden for sit særlige felt børnefilmen lavede Astrid Henning-Jensen, med større held, de halvlange film Min bedstefar er en stok og Nille. 1967–79 instruerede hun den succesfulde radioserie Karlsens kvarter. Hun har desuden instrueret på teatret (Edward Albees Bessie Smiths død, Århus teater 1964) og i TV.

Efter en række urealiserede projekter, bl.a. Silas efter Cecil Bødker og Miriam efter Ole Sarvigs Havet under mit vindue, vendte Astrid Henning-Jensen tilbage til biograffilmen med filmatiseringen af Dea Trier Mørchs roman om kvinder på en fødeafdeling, Vinterbørn, 1978. Filmen der kombinerer en semidokumentarisk realisme med folkekomediens stereotyper og dramaturgi, blev ligesom bogen en stor folkelig succes. Vinterbørn opnåede en Sølvbjørn i Berlin. Hendes næste film, Øjeblikket, 1984, som hun både skrev manuskript til og instruerede, havde fokus på et ømtåleligt kvindeemne, nemlig brystkræft. 1986 fulgte filmen Barndommens gade, der bygger på Tove Ditlevsens roman af samme titel og havde musik af Anne Linnet. Hendes sidste film blev Bella, min Bella, 1996, som hun både skrev manuskript til og instruerede.

Astrid Henning-Jensen har modtaget adskillige priser og hædersbevisninger for sine film, både i Danmark og i udlandet. Ved Copenhagen film festival 1995 blev hun udnævnt til årets æreskunstner; hun tildeltes Staten kunstfonds livsvarige ydelse 1997. Filmen Ditte Menneskebarn blev i 2006 optaget i Kulturministeriets Kulturkanon; Palle alene i verden blev samtidig optaget i Børnekulturkanon.

Familie

Astrid Henning-Jensen døde på Frederiksberg. Forældre: fabrikant, senere direktør Ferdinand Smahl (1887–1950) og Ruth Hanner (1879–1974). Gift 10.8.1938 i København (borgerligt viet) med filminstruktør Bjarne Henning-Jensen, født 6.10.1908 på Frederiksberg., død 21.2.1995 samme sted, søn af grosserer Henning Jensen (1875–1942) og Ragnhild Selmer Hanssen (1882–1924).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Astrid Henning-Jensens erindringer: Da verden var vores, 1999. Foto.