Dansk Biografisk Leksikon

Henning Carlsen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Henning Carlsen, 4.6.1927-30.5.2014, filminstruktør. Henning Carlsen har studeret film bl.a. i Frankrig. Var tilknyttet Minervafilm 1948-53 hvor han 1949 lavede kortfilmen I formerlære. 1953-57 hos A/S Nordisk film junior hvor han løste bestillingsopgaver inden for den dokumentariske kortfilm. 1961 kom gennembrudsfilmen De gamle som i en semifiktiv form der var præget af den franske cinéma vérité-stil skildrede pensionistens problemer. Den udgør sammen med Familiebilleder, 1964 og Ung, 1965, en trilogi om livet i 60ernes Danmark, et hovedværk i nutidig dansk film. Hans første spillefilm, Dilemma. 1962, blev illegalt optaget i Sydafrika og skildrer med fin realisme racekonflikter i det sydafrikanske diktatur. Efter de svagere Hvad med os? ,1963, og Kattorna, 1965 (dansk titel Kvindedyr) fik Henning Carlsen et internationalt gennembrud med Hamsunfilmatiseringen Sult, 1966, en dansk-svensk-norsk coproduktion. I asketiske sorthvid billeder og med Per Oscarssons dygtige hovedrollespil blev filmen et overbevisende, om end ikke meget vitalt, bidrag til den ikke alt for righoldige danske filmkunst. Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet, 1967, forsøgte uden større succes at fabulere over livsglæde og poesi efter Jens August Schades erotiske roman. Efter Sandemosefilmatiseringen Klabautermanden, 1969 og Er I bange?, 1971, en prætentiøs dokumentarfilm af spillefilmslængde, fik C. et nyt gennembrud med den melankolske, ærkedanske folkekomedie Man sku' være noget ved musikken, 1972, som efter manuskript af Benny Andersen fortalte om almindelige mennesker i et københavnsk værtshusmiljø. Samarbejdet med Andersen fortsatte i de mindre betydelige Un divorce heureux 1975 (dansk titel En lykkelig skilsmisse) og Da Svante forsvandt, 1975. Af hans nyere film kan nævnes den engelsksprogede film Oviri fra 1986 om maleren Paul Gauguin med Donald Sutherland i hovedrollen. I 1998 filmatiserede han endnu en Hamsunroman, denne gang Pan. I wonder who's kissing you now?, 1998 er et kærlighedsdrama. Filmen Erindring om mine bedrøvelige ludere, 2012 bygger på en roman af Gabriel Garcia Marques.

Henning Carlsen har desuden virket som teaterinstruktør (Hochhuths Stedfortræderen på Århus teater 1964), som tv-instruktør (Henning Ipsens serie Regnvejr og ingen penge, 1964) og har undervist på Den danske filmskole 1966. 1968 fik han bevilling til Dagmar-biografen i København (efter Carl Th. Dreyers død), og en række af tidens betydeligste film har haft deres Danmarks-premiere her. Han var leder af biografen frem til 1981. Fra 1981 har han været direktør i Dagmar-filmproduktion ApS. Henning Carlsen var medgrundlægger af Den europæiske filmhøjskole i Ebeltoft 1990 samt medlem af bestyrelsen fra 1990, formand 1996-2000. Han udgav 2000 bogen Flyvske billeder : en i princippet sandfærdig beretning om de levende billeders historie.

1995 tildeltes han Statens kunstfonds livsvarige ydelse. Han modtog en Æresrobert 2012.

Familie

Henning Carlsen er født i Ålborg (Frue sogn).

F: repræsentant, senere grosserer Svend Julius C. (1892-1945) og Karen Margrethe Pauline Ellemann (1897-1958). Gift 1. gang med Hjørdis Wirth Jensen, født 5.7.1928. Gift 2. gang 26.6.1975 i Kbh. (b.v.) med filmarbejder Else Heidary, født 4.9.1939 i Oslo (gift 1. gang med Houchi Etezad, født 24.5.1936), d. af overlæge Axel Christensen (1879-1943) og sygeplejerske Adelheid Margrethe Storsteen (1898-1981).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Henning Carlsens erindringer: Mit livs fortrængninger, 1998.

Læs også om Henning Carlsen i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Henning Carlsen
Henning Carlsen
4.6.1927-30.5.2014, dansk filminstruktør. Hennin ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Sydafrika
republik i det sydlige Afrika. Landet er opdelt ...Artikel i Den Store Danske
coproduktion
se koproduktion . ...Artikel i Den Store Danske
spillefilm
fiktionsfilm af normalt 90-120 minutters længde. Det ...Artikel i Den Store Danske
filminstruktør
person, der har overordnet ansvar for alle kreative ...Artikel i Den Store Danske
Benny Andersen
Benny Allan Andersen , f. 7.11.1929, dansk f ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
MeHa
13/07/2012
PSch
13/07/2012
  • Læst 1007 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki