Jørgen Roos, 14.8.1922-13.9.1998, filminstruktør. Efter præliminæreksamen 1938 kom Jørgen Roos i lære som fotograf, arbejdede som filmfotograf ved selskabet Minerva Film. 1948 var han fotograf på Theodor Christensens Her er banerne og Carl Th. Dreyers novellefilm De nåede færgen. Han arbejdede som instruktør, producent, fotograf, klipper og manuskriptforfatter og var impliceret i mere end 200 kortfilm. Allerede tidligt i 1940erne markerede han sig som instruktør af de højst originale eksperimentalfilm Flugten, 1942, Hjertetyven, 1943, Det definitive afslag på anmodningen om et kys, 1949 og Spiste horisonter, 1950, i samarbejde med bl.a. Albert Mertz, Børge Høst, Robert Jacobsen og Wilhelm Freddie. Disse film er vigtige pionerværker inden for den ellers sparsomme danske avantgardefilm.

Jørgen Roos' hovedindsats ligger dog inden for den dokumentariske kortfilm. Den lange række dokumentarfilm han instruerede siden slutningen af 1940erne behandler i vekslende stilarter vidt forskellige emner. En hovedgruppe udgøres af de biografiske portrætfilm såsom J. F. Willumsen, 1951, Ellehammer-filmen, 1957, Carl. Th. Dreyer, 1966, Monarki og demokrati, 1977, om regentparret, Carl Nielsen 1865–1931, 1978, den fine Mit livs eventyr, 1955 der efterfulgtes af flere film om H. C. Andersen, samt mesterværket Knud, 1966, om polarforskeren Knud Rasmussen, en film der indleder den store række af Grønlandsbilleder som Jørgen Roos stod for; Sisimiut, 1966, En fangerfamilie i Thuledistriktet, 1967, To mænd i ødemarken om Ejnar Mikkelsen, 1972, Slædepatruljen Sirius, 1980, og Grønland, en stor historisk fremstilling, 1981, er de vigtigste. Jørgen Roos dyrkede desuden den ikonografiske genre (Kalkmalerier, 1954), byskildringen (En by ved navn København, 1960), den oplysende reklamefilm (Den strømlinjede gris, 1952), den engagerede problemfilm (Slum, 1952), den tidskritiske satire (Vi hænger i en tråd, 1962). Den eventyrlige udforskning af nye områder af virkeligheden er emnet for den fantasifulde I den store pyramide, 1974. Blandt hans seneste kortfilm kan nævnes De unge gamle, 1984, om at blive ældre og Lille cirkus, 1984, der er henvendt til børn. Kun en enkelt gang forsøgte Jørgen Roos sig inden for spillefilmen, nemlig med Seksdagesløbet, 1958 der kombinerede dokumentariske sportsoptagelser med elementer fra det folkelige lystspil.

Jørgen Roos modtog en lang række udmærkelser og festivalpriser, bl.a. Guldpalmerne i Cannes (for En by ved navn København) og Guldbjørnen i Berlin (for Knud). Siden 1965 producerede han selv sine film for selskabet Jørgen Roos Film, undertiden i samarbejde med amerikansk TV, BBC eller Statens film central der distribuerer en række af filmene.

1985 blev han medlem af Kunstakademiet. Han tildeltes LOs kulturpris 1986, Eckersberg-medaillen 1995 og statens livsvarige ydelse 1995.

Jørgen Roos er den væsentligste viderefører og fornyer af den dokumentariske tradition i dansk film.

Familie

Jørgen Roos blev født i Gilleleje; begravet på Søndermark kirkegård, Frederiksberg.

Forældre: skoleinspektør Christian Thomas Roos (1887–1961) og Ane Herskind Pedersen (1884–1975). Gift 27.3.1957 med Noemi Silberstein, født 28.10.1923 i Wien, datter af advokat Leopold Silberstein (død 1955) og Fanny Sussmann.

Udnævnelser

R.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Jørgen Roos i Kosmorama VI, 1960 126–31. – Ib Monty i Almanak I, 1966 10–16.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig