A.W. Sandberg, Anders Vilhelm Wilian Sandberg, 22.5.1887-27.3.1938, filminstruktør. A.W. Sandberg var tre år da familien flyttede til København. Efter endt skolegang i Gammelholm latin- og realskole var han i boghandlerlære hos Lehmann og Stage 1904–08 og derefter, til 1913, journalist og pressefotograf, en af landets første. Især teaterfotografering interesserede ham, og han specialiserede sig snart i skuespillerportrætter. Dette speciale bragte ham 1913 i forbindelse med Benjamin Christensen ved hvis filmselskab, Dansk Biograf Kompagni, han blev ansat som fotograf. Året efter engageredes A.W. Sandberg som fotograf og instruktør ved Nordisk Films Kompagni hvor han tillige 1922–26 var kunstnerisk leder efter August Blom. A.W. Sandberg virkede fra 1927 i nogle år som instruktør ved forskellige filmselskaber i Berlin hvorefter han vendte tilbage til Danmark. Indtil 1936 var han instruktør ved Palladium Film mens han de to sidste år af sit liv udelukkende var beskæftiget med reklame- og oplysningsfilm.

A.W. Sandberg har en omfattende filmproduktion bag sig. Fra farcen bevægede han sig hurtigt til den dramatiske genre, fx Manden med de ni fingre, 1915, og Klovnen, 1916, med selskabets mandlige hovedkraft, Valdemar Psilander. Efter første verdenskrig iscenesatte A.W. Sandberg en række Dickens-film, især med henblik på det udenlandske marked, bl.a. Vor fælles Ven, 1919, og David Copperfield, 1922. Trods national succes blev de imidlertid ikke populære i udlandet, hvad der dels skyldtes deres manglende overensstemmelse med den, især i England, herskende Dickens-tradition, men også rent filmiske svagheder som mangel på et dramatisk bevæget billedforløb og dynamik, svagheder som A.W. Sandbergs sikre håndelag og sans for komposition og belysning ikke kunne opveje. Heller ikke Fra Piazza del Popolo, 1925, efter Vilhelm Bergsøes roman blev helt vellykket, til trods for at den som Dickens-filmene var et stykke kultiveret, filmisk godt håndværk.

Efter endnu nogle delvis svage film (Maharajaens Yndlingshustru, 1925, og en ny indspilning af Klovnen, 1926, med hhv. Karina Bell (Karen Parkov) og Gösta Ekman i hovedpartierne) forlod A.W. Sandberg Nordisk Films Kompagni og blev efter et længere Berlin-ophold ansat ved Palladium hvor han bl.a. instruerede lystspillet Fem raske Piger, 1933. Efter endnu et par film i samme genre indskrænkede A.W. Sandberg sin produktion til et rent sagligt emneområde, fx oplysningsfilmen Vikingerne, deres Forfædre og Efterkommere.

Familie

A.W. Sandberg blev født i Viborg (Søndre sogn), død i Nauheim, Hessen, begravet København (Vestre). Forældre: brænderibestyrer Otto Carl Sandberg (1852–1926) og Anna Mathilde Wilian (1864–1956). Gift 1. gang 26.9.1911 i København (Helligånds) med skuespiller Karen Kragh Møller (Karen Caspersen), født 20.8.1890 i København (Trinitatis), død 14.5.1941 samme sted, datter af garderobeforvalter og sufflør ved Folketeatret William Hugo Kruse (1853–91) og skuespiller Augusta Mathilde Kragh (1857–1942). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 4.10.1916 i Kgs. Lyngby med skuespiller, senere biografejer Eli Marie (Else) Frølich, f. Thaulow, født 31.8.1880 i Vester Åker præstegæld, Norge, død 15.9.1960 i København (gift 1. gang 1903 med operasanger Louis de la Cruz Frølich, 1872–1952), datter af kunstmaler Johan Frederik (Frits) Thaulow (1847–1906, gift 2. gang 1886 med Alexandra Lasson, 1862–1955) og Ingeborg Charlotte Gad (1852–1908, gift 2. gang 1887 med dr.phil. Edvard Brandes, 1847–1931). Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 28.12.1935 i København (borgerligt viet) med skuespiller, senere kabaretsanger Ruth Helweg Jacobsen, født 3.4.1912 i Mannheim, Tyskland (gift 2. gang 1941 med kontorchef, cand.jur. Svend Erland Grundtvig (1899–1976); gift 3. gang 1948 med revisor Viggo Christensen Lambek (1903-ca. 77)), datter af ingeniør Poul Levin J. (1882–1917) og Alice Amalie Ehrenstein (født 1887).

Ikonografi

Tegning af Ivan Opffer, 1931 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Harald Engberg: A.W. Sandberg og hans film, 1944. Knud Overs: A.W. Sandberg 1887–1938, 1944.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig