Alice O'Fredericks

Alice O'Fredericks, Miszi Otha Alice O'Fredericks, født Frederiksen, 8.9.1900-18.2.1968, filminstruktør. Efter forældrenes skilsmisse flyttede moderen til København hvor Alice O'Fredericks gik i skole og derefter kom på kontor i Arbejdernes Ulykkesforsikring. 1921 var hun scriptgirl og statist i Benjamin Christensens Heksen, spillede i løbet af 20'erne nogle filmroller, bl.a. i Andreas Bloms Det store Hjerte og E. Gregers' Solskinsdagen, begge fra 1925. I 1926 vandt hun BT's konkurrence om manuskript til en Fy og Bi-film, Filmens Helte, instrueret af Lau. Lauritzen 1928. Hun blev derefter fast knyttet til Palladium som manuskriptforfatter og var medarbejder på en række af komikerparrets senere film, bl.a. Pas paa Pigerne, 1930, og Han, hun og Hamlet, 1932.

Som filminstruktør debuterede hun med farcen Ud i den kolde Sne, 1934 hvor hun havde Lau Lauritzen jun. som medinstruktør, et samarbejde der fortsatte gennem en lang række film. Da Lau Lauritzen jun. forlod Palladium og var med til at danne ASA 1938 fulgte Alice O'Fredericks med. Også i de fleste andre af de i alt 70 film, hun instruerede, arbejdede Alice O'Fredericks med en medinstruktør, foruden Lauritzen også Jon Iversen (1889-1964) og Robert Saaskin (f. 1920). Hendes film fra 30'erne og begyndelsen af 40'erne hører til tidens typiske populære og facile produkter, succeser som Panserbasse, 1936, og Frøken Kirkemus, 1941 bød på dansk folkekomedie, når den er mest behagesyg over for publikums formodede smag.

I 40'erne skiftede hun imidlertid med sikker situationsfornemmelse genre og lavede adskillige "problemfilm" der gav velment stof til eftertanke om tidens menneskelige og sociale problemer. Det blev bl.a. til Det brændende Spørgsmaal, 1943, om svangerskab, Elly Petersen, 1944, efter Mogens Klitgaards roman om en provinspige i hovedstaden, Affæren Birte, 1945, om seksualforbrydelse, Vi vil ha' et barn, 1949, om fødsel og moderskab, og I gabestokken, 1950, om den tuberkuloseramtes situation. Efter dette alvorlige - men kunstnerisk ikke meget mere værdifulde - intermezzo vendte Alice O'Fredericks tilbage til folkekomedien med De røde heste, 1950, den første filmatisering af en Morten Korch roman, der blev en af dansk films største kommercielle succeser. I resten af sin karriere instruerede Alice O'Fredericks en række Morten Korch-film, kun afbrudt af den lige så populære Far til Fire, 1953, og dens syv fortsættelser. Sine sidste film instruerede Alice O'Fredericks, der var stærkt gigtpiaget, fra rullestolen. 1958 fik hun bevilling til Grøndal teatret.

Alice O'Fredericks er med sin store og kommercielt succesrige produktion en central skikkelse i dansk populærfilm først og fremmest som eksponent for det ukomplicerede, eskapistiske hygge-lystspil der ombølget af publikumsyndest i årtier havde status som nationens filmiske specialitet.