Palle Kjærulff-Schmidt

Palle Kjærulff-Schmidt, 7.7.1931, instruktør. Palle Kjærulff-Schmidt blev student 1949, debuterede som teaterinstruktør 1953 med børneforestillingen Gøngehøvdingen på Nørrebro teater. 1953–57 var han formand for Studenterscenen hvor han bl.a. satte stykker af Aristofanes og Frank Jæger op. Blandt hans betydeligste teateropsætninger er Samuel Becketts Vi venter på Godot (Århus teater 1956), Kj. Abells Dage på en sky (Århus teater 1958), Klaus Rifbjerg, Jesper Jensen og Leif Panduros Gris på gaflen (Studenterforeningen 1962), Rifbjergs Hva' skal vi lave? (Fiolteatret 1963), Bert Brechts Svejk i anden verdenskrig (Det kgl. teater 1968), August Strindbergs Dødedansen (Ålborg teater 1975).

Fra 1959 lavede Palle Kjærulff-Schmidt også radioteater, bl.a. Leif Panduros Lollipop, 1960, og fra 1960 har han arbejdet med TV-teater hvor han både har instrueret klassikere som Plautus, Shakespeare, Racine, Anton Tjékhov, Henrik Ibsen og Strindberg og modernister som Beckett, Harold Pinter, Rainer Werner Fassbinder og (for norsk TV) Brendan Behan.

Det er dog især som formidler af moderne dansk, originalskrevet TV-dramatik, Palle Kjærulff-Schmidt har ydet en betydningsfuld indsats: Klaus Rifbjergs Harlekin ægtemand. 1963 og den panoramiske serie om Danmark i 70'erne Vores år, fire afsnit, 1980, Leif Petersens Kommunisten, 1971, Erik Knudsens Hvem har bolden?, 1977 og især Leif Panduros TV-spil, af hvilke Palle Kjærulff-Schmidt har realiseret hovedparten i kongenialt samarbejde med forfatteren: En af dagene, 1963, Et godt liv, 1970, Hjemme hos William, 1971, Rundt om Selma, 1971, I Adams verden, 1973, Bertram og Lisa, 1975, Anne og Paul, 1975 og Louises hus, 1977. Disse TV-spil, der alle kredser om det velstående borgerskabs eksistentielle og moralske problemer, udgør en af de store bedrifter i moderne dansk dramatik, en syntese af tidstypiske holdninger og tendenser som et massepublikum kunne spejle sig i. Tv-føljetonen Vores år 1-4 (1980) efter manuskript af Klaus Rifbjerg fokuserede på samme tematik.

Palle Kjærulff-Schmidt begyndte sin filmkarriere som instruktørassistent ved ASA 1952 og debuterede som instruktør 1957 med Bundfald, et socialt melodrama om trækkerdrenge i storbyen, ligesom den følgende film instrueret i samarbejde med Robert Saaskin. De sjove år, 1959, en tyndbenet folkekomedie om det muntre studenterliv, havde manuskript af Rifbjerg, og samarbejdet fortsatte i Palle Kjærulff-Schmidts følgende seks film. Weekends skildring af de trediveåriges løse moral og livslede var dristig 1962, og filmen, der vakte stor debat, gav dansk film et tiltrængt pust fra de nye strømninger der florerede i udlandet. Den afslappede hverdagsrealisme fortsatte i To, 1964, og – efter den stiliseret lyriske Sommerkrig, det danske bidrag til episodefilmen Nordisk kvadrille, 1965 – i Der var engang en krig, 1966 der med sin poetisk sensitive og eksakt erindrende skildring af en halvstor drengs oplevelse af besættelsestiden, puberteten, familien, kærligheden blev et af moderne dansk films vigtigste værker. Det fælles manuskript er udsendt i bogform. Historien om Barbara, 1967, om krisen i en skuespillers liv i det kunstige teater- og filmmiljø, blev en fiasko, og farvefilmen I den grønne skov, 1968, en erotisk komedie med Dyrehavsbakken som kulisse, lykkedes heller ikke. Palle Kjærulff-Schmidts film, Tænk på el tal, 1969, efter Anders Bodelsens thriller-roman, pegede på at instruktørens talent er for den indforståede skildring af den usikre dansker mere end for afviklingen af et dramatisk handlingsforløb. Når Palle Kjærulff-Schmidt – som i de bedste Rifbjergfilm og Pandurospillene – har kunnet dyrke dette talent, har han ydet sit bedste. Hans seneste film som Tukuma, 1987, og Peter von Scholten, 1992, har stået svagere.

Ud over erindringsbøger har Palle Kjærulff-Schmidt skrevet rejsebøger, bl.a. Den fortryllede dal: på opdagelse i Toscana, 2008. Han har desuden afholdt flere fotoudstillinger med fotos fra sine rejser. 1997 modtog han Statens kunstfonds livsvarige ydelser.