William Bloch

William Bloch, William Edvard Bloch, 30.3.1845-1.11.1926, sceneinstruktør, forfatter. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Vestre). B. blev student fra Borgerdydskolen i Kbh. 1864, og efter i 1871 at have taget juridisk embedseksamen blev han ansat som assistent i Landbygningernes almindelige brandforsikring. Året efter foretog han sammen med H. C. Andersen en lang udenlandsrejse der fik betydning for hans udvikling. B. havde allerede i studieårene i samarbejde med Nicolaj Bøgh skrevet nogle studenterkomedier der senere gik over på Folketeatrets repertoire. I 1872 opførte Det kgl. teater lystspillet De hvide Roser, ligeledes med Bøgh som medforfatter, men større opsigt vakte skuespillet Lygtemænd (1875) hvis angreb på tidens umodne samfundsreformatorer medførte alvorlige tumulter i teatret og fremkaldte Edv. Brandes' parodi Søgte Mænd. B.s næste dramatiske arbejde Naar Møbler flyttes blev opført på Det kgl. teater 1879 og Konsekvenser (i samarbejde med Richard Kauffmann) 1881. Hans mest personlige skuespil Frøken Nelly, hvis titelrolle var, skrevet til hans senere hustru, blev spillet 1886. Som skribent var B. epigon og påvirket af fransk litteratur, hvorfra han oversatte en del skuespil, hvorimod han som instruktør besad en særegen medfødt begavelse. En begavelse der allerede viste sig i hans skuespil, hvor redegørelsen for miljø, stemning og pauser var mere interessant end stykkets handling og dialog. Dette var medvirkende til at han på teaterchef Fallesens initiativ juli 1881 blev ansat som instruktør på Det kgl. teater hvor han samme år fik sit kunstneriske gennembrud med En Folkefjende. Hans virksomhed faldt i to afsnit; det første strakte sig til juni 1893 og var især viet arbejder af samtidens forfattere, H. Ibsen (Vildanden), B. Bjørnson (Geografi og Kærlighed), H. Drachmann(Der var engang -) og G. Esmann(Den kære Familie). Det andet afsnit varede fra 1899 til 1909 og var fortrinsvis koncentreret om fornyelsen af Holbergs komedier.

Instruktionsformen undergik med B. en radikal ændring. Det blev et videnskabeligt skrivebords-arbejde hvor hver lille del var fastlagt inden arrangementsprøven, og hvor det forhøjede prøveantal (ca. 25 prøver pr. nyindstudering) gjorde det muligt af forene kostumer, dekorationer og spillestil til en helhed og derved skabe det der for B. var det højeste mål: stemning og atmosfære. "Det er denne Situationsfornemmelse, det er Sceneinstruktørens Opgave at genskabe paa Scenen", mente B. (Politiken 28.9.1922), "saa at i samme Øjeblik Tæppet gaar, saa føler man sig netop – uden at tænke over det – paa Raadhuspladsen eller ved Nordpolen, hvor Digteren nu har forlangt det." Mens der tidligere kun var tale om en bestemt placering af skuespillerne på scenen, en henvisning til passende ind- og udgange, en arrangør der overværede prøverne fra tilskuerpladsen, var der fra nu af en fast hånd der tog sig af alt vedrørende forestillingen. Der blev skabt en iscenesættelseskunst der krævede et indgående studium af de enkeltes roller, en minutiøs udarbejdelse af alle detaljer og et kendskab til stykkets historiske placering, så selv den mindste ubetydelige rekvisit blev rigtigt valgt. B. oplærte skuespillerne i ensemblekunst og fik dem til at individualisere og gennem pauser, minespil, håndbevægelser at udtrykke personens indre liv, samtidig med at hver enkelt skuespillers tone blev afpasset helheden. De scenebilleder han skabte, dels fra provinsen, dels fra det borgerlige miljø i hovedstaden, var karakteristiske for de mennesker som levede deri. Han kunne fx træffe tonen eller stemningen i en villahave lige så fint og sikkert som vi kender den fra Carl Blochs raderinger. B.s område var skue- og lystspillet. Det tragiske drama magtede han derimod ikke at levendegøre, ligesom hans kunst kunne virke lille i format. Da han første gang tog sin afsked sendte de nordiske dramatikere ham en hyldestadresse. Deres uforbeholdne anerkendelse af hans betydning opvejede de angreb han havde været udsat for, fordi han ikke satte dramaet i højsædet. I sin sidste periode iscenesatte B. også en del af samtidens skuespil, fx Skærmydsler og Forretning er Forretning, men fornyelsen af Holbergs komedier, bl.a. Erasmus Montanus (1900), Jeppe paa Bjerget (1903), Barselstuen (1904) var dog hans største indsats. Med B. blev Holberg logisk og hans neutralscene individuel og karakteristisk. Gamle udslidte dekorationer forsvandt til fordel for nye naturalistiske, og skuespillerne blev iklædt kostumer fra Holbergtiden. Hjulpet af kostumieren Pietro Krohn og teatermalerne Valdemar Gyllich og Thorolf Pedersen blev komedierne til kulturbilleder fra 1700-tallet. Selv om Holberg og naturalismen ikke tilhørte samme stilperiode var fornyelsen særdeles betydningsfuld og B.s gennemarbejdede og endnu bevarede instruktionsbøger (Det kgl. bibl.) er fremdeles en støtte som iscenesættere gør brug af. – Gennem sin instruktions-virksomhed og som lærer ved den elevskole han sammen med Fallesen oprettede 1886 grundlagde og befæstede B. dansk scenenaturalisme hvis instruktionsprincipper man fortsat anvender selv om naturalismen som stilretning i dag er forældet. – Tit. professor 1893.