Per Knutzon

Per Knutzon, Per Thor Brockdorff Knutzon (egl. Knutzen), 22.4.1897-1.9.1948, sceneinstruktør. Født i Odense (Sct. Knud), død i Bagsværd (Gladsaxe), urne på Søllerød kgd. K. blev uddannet ved Det kgl. teaters elevskole og optrådte derefter som skuespiller på Folketeatret og Det ny teater. Det var dog som iscenesætter han fik sin store, ja skelsættende betydning for sin tids teater. Allerede i begyndelsen af 1920erne satte han eksperimenterende og socialt prægede stykker op på akademiske forsøgsscener, således da han 1924 iscenesatte det sovjetiske skuespil Sjælens Scene for Studentersamfundets forsøgsscene der havde til huse i et lille lokale i en tagetage på Vestre boulevard (nu H. C. Andersens boulevard). I de efterfølgende år (1920erne og begyndelsen af 1930erne) førte han på eksperimentalscenerne an i kampen for to retninger inden for det nye teater: ekspressionismen – med dens opløsning af de gamle konventioner og dens hang til typisering – og det sociale skuespil med dets ofte socialistisk-agitatoriske præg. Undertiden smeltede de to retninger sammen og nåede fremragende aktuelle, slagkraftige virkninger. Det var nok i Weimar-periodens tyske dramatik at K. hentede den vægtigste del af sit repertoire, og i to centraleuropæiske iscenesættere, tyskeren E. Piscator og tjekken E. F. Burian havde han sine nærmeste forbilleder. Et foreløbigt højdepunkt nåede han med sin iscenesættelse af Friedrich Wolffs gribende foster-drabsstykke Cyankalium med dets rå, sociale realisme. Men det var også ham der indførte den højtbegavede, franske dramatiker Marcel Achard med et af hans første stykker Malborough s'en vat-en guerre. Andre bedrifter fra disse år var K.s iscenesættelse af Bertolt Brechts Trommer i natten, C. E. Soyas Parasitterne og Sven Clausens Bureauslaven. Den forestilling der for alvor fastslog hans navn i teaterkritikkens og offentlighedens bevidsthed var Kjeld Abells Melodien, der blev væk som havde sin urpremiere i Riddersalen september 1935. K. var netop blevet leder af det lille teater. Abells komedie var et revolutionerende gennembrud, både for ham selv som teaterdigter og i K.s instruktion for dansk sceneliv som helhed. Der var frækhed, lune og fantasi i denne poetiske forestilling. Året efter opførtes den ved en lang række fagforeningsforestillinger, og for det indkomne overskud – 10 000 kr. – arrangerede Social-Demokraten to opførelser på Comédie des Champs-Élysées i Paris ved verdensudst. 1937.

I de tre år K. ledede Riddersalen 1935–38 vandt han udover Melodien der blev væk kun en enkelt større sejr med Laser og pjalter, en fintfølende iscenesættelse, tilpasset den lille scene og med Erling Schroeder som en personlig og skarpt tegnet Mac Heath. Men i slutningen af 1930erne satte han det amerikanske agitationsskuespil Ned med krigen op på Nørrebros teater for endelig at nå et højdepunkt med Soyas Brudstykker af et mønster på Folketeatret (1940). Her var hans professionalisme blevet til mesterskab. Han havde dog i højere grad sit hjerte med i iscenesættelsen af William Saroyans Livet er jo dejligt i Riddersalen som han på ny ledede 1941–43. 29.8.1943 blev K. arresteret af tyskerne og indsat i Horserødlejren et par måneder. Siden rejste han sammen med sin kone og deres to børn til Sverige. Ved hjemkomsten blev han direktør for Alléscenen hvor han bl.a. opførte Jean-Paul Sartres Døde uden grave og Jean Anouilhs Rejsende uden bagage. I disse forestillinger viste han sin professionelle indsigt i teatrets væsen. Det kgl. teater engagerede ham nu til at iscenesætte Vildanden. Men forestillingen nåede først at komme op efter hans død. Henrik Ibsens strenge, dramatiske struktur og mejslede replikkunst var ikke ganske K.s sag. Inden sin død satte K. på ny nogle forestillinger op i Riddersalen, nemlig Tennessee Williams' Glasmenageriet og Anouilhs version af Euripides' Medea. Efter premieren på Medea døde han under en fest hos digteren Paul la Cour i hans hus i Bagsværd.