Sam Besekow, Samuel Besekow, 26.1.1911-21.4.2001, sceneinstruktør, forfatter. Efter studentereksamen fra Johannesskolen i 1930 studerede Sam Besekow teaterhistorie i München og var instruktørelev hos Max Reinhardt og Erwin Piscator. Han var ansat som skuespiller ved Det kgl. teater 1933–36 og viste allerede på dette tidspunkt sin initiativrigdom i forsøget på oprettelse af en studiescene 1934. Fra 1936–38 var han instruktør ved Odense teater og fra 1938–40 samt i sommeren 41 direktør og instruktør ved Riddersalen.

På grund af sin jødiske herkomst – familien kom til Danmark som emigranter efter ophold i en russisk ghetto – flygtede Sam Besekow til Sverige under 2. verdenskrig, men vendte tilbage til Danmark efter krigens ophør. Siden da var han instruktør ved vekslende teatre. Mellem 1956–60 skabte han på Det ny teater nogle af sine lykkeligste forestillinger Kat paa et varmt Bliktag, 1956 og Toreadorvalsen, 1957 for i de næste årtier fortrinsvis at manifestere sig på Det kgl. teater. Med Sam Besekow kom nybruddet til dansk teater hvor han har været toneangivende inden for fornyelser i repertoiret, spillestilen og klassikerfortolkninger. På Riddersalen indledte han introduktionen af moderne amerikanske forfattere (Maxwell Anderson, John Steinbeck, Tennessee Williams) hvor fx High Tor 1938 blev sensationel gennem de stærke realistiske virkemidler. Endvidere fremdrog han fransk dramatik (Jean Giraudoux, Jean Anouilh) med Eurydike (Det kgl. teater 1946) som et iscenesættermesterværk, fortolket med en smertelig tro på bedre menneskelige vilkår. Kjeld Abells poetiske teater fik endelig gennem Sam Besekow en tiltrængt renæssance (Silkeborg, Det ny teater 1946) og engelsk dramatik (John Osborne, Harold Pinter) blev fængslende og foruroligende fremført med en spillestil hvis styrke lå i det tvetydige og uudsagte.

Moderne danske forfattere har ligeledes nydt godt af Sam Besekows indfølingsevne. Sejlads (Comediehuset 1974) blev således givet i en fantasifuld opsætning og Myterne (Det kgl. teater 1973) båret af den socialmytiske fortolkning. Sam Besekows klassikeropsætninger vakte ofte diskussion som fx den utraditionelle, let karikerede Maagen (Det ny teater 1960) og den afsentimentaliserede Kirsebærhaven (Det kgl. teater 1973). Til trods for at nyforsøgene faldt uheldige ud lå der dog betydelige kunstneriske hensigter bag. En mondæn, ydre pragt har undertiden hæmmet hans scenebilleder, men med årene er den enkle scenografiske løsning blevet et af hans kendetegn hvad enten det gælder en realistisk eller en symbolladet dekoration. Med sjælden musikalitet arbejdede Sam Besekow med dialogens rytmespil. Han kunne stemme et naturalistisk ensemble i fuldendt harmoni (Søskende, Det kgl. teater 1952) og forløse en moderne psykofysisk stil (Forbi, Det kgl. teater 1972). Tonen kunne få en gudbenådet intimitet hvor Sam Besekow som genial personinstruktør digtede videre på teksten. Eller det modsatte kunne ske – intentionerne faldt til jorden, og skuespillerne syntes at være svigtet totalt. I sidstnævnte tilfælde var modsætningen mellem en moderne fantasifuld stilisering og den naturalistisk-optrænede skuespiller for stor, som fx i Blodbryllup, 1956 og i Misantropen, 1963, begge på Det kgl. teater. Hans sidste opsætninger blev H. Pinters Fødselsdagssleskabet (Det kgl. teater 1993) og E. Albees Tre høje kvinder (det kgl. teater 1996).

Sam Besekow var en af vore mest spændende og særprægede instruktører internationalt anerkendt med succesrige forestillinger i Norge, Sverige, Tyskland, Finland, Australien og Israel. Utallige er de forfattere hvis værker han formidlede på scenen, og vidtspændende var hans eksperimenter inden for tidens mange ismer. Som modpoler kan her nævnes den absurdistisk-tegnede Leonardos sidste nadver (Comediehuset 1971) og den psykoanalytiske Gamle Dage (Det kgl. teater 1972).

Til trods for en intuitiv begavelse fulgte Sam Besekow traditionen og arbejder ud fra en gennemtænkt mise-en-scéne. Han siger således i Hecuba: "Iscenesættelsen begynder som et universitetsstudium af digterens værk, fortsætter som en besættelse, rendyrkes som et skrivebordsarbejde og skabes på prøverne med skuespillerne og teatrets øvrige medarbejdere gennem tænkte tanker og talte ord." Udover sin indsats som sceneinstruktør skabte Sam Besekow fremragende radio- og TV-iscenesættelser. Hans forfatterskab er inciterende læsning hvad enten det drejer sig om romaner, erindringsbøger eller teaterbekendelser. Han skrev bl.a. Hecuba, 1951, Violinen, 1953, Guds gøglere, 1954, Ild brænder, eng gror, 1958, Breve til en teatergal professor, 1959, Skrevet i vand, 1962 samt de tre erindringsbøger Skrædderens søn. Syvtallet og Komedianter.

Sam Besekow modtog Fr. Schybergs mindelegat 1957, Teaterpokalen 1958, Ingenio et arti 1961, og Wilhelm Hansen fondens hæderspris 1997. I 1994 modtog han Statens kunstfonds livsvarige ydelse.

Familie

Sam Besekow er født i København; begravet på Mosaisk vestre begravelsesplads, København.

Forældre: skrædder, senere herreekviperingshandler Leo Besiakof (1881–1966) og Sonia Haikowitz (født 1886). Gift 1. gang med Margot Francken; ægteskabet opløst 1941. Gift 2. gang 3.1.1942 på Frbg. med skuespiller Henny Christa Julius Lauring, f. Krause, født 28.7.1905 i Viborg, død 12.7.1980 på Frbg. (gift 1. gang med skuespiller Gunnar Lauring, 1905–68; ægteskabet opløst 1935), d. af skuespiller Bertel K. (1880–1924, gift 2. gang med sanger Anna Asmundsen, gift 3. gang med pianist Rigmor Elben) og Emilie Aakvist (død 1908), gift 3. gang 3.2.1982 på Frbg. (b.v.) med Jette Hecht-Johansen, født 8.12.1921, død 8.6.1999, d. af sg.pr. Anders Jensen (død 1970) og Elisabeth Stampe Andersen (død 1973), (gift 1. gang 7.9.1944 m. dir. cand.jur. Johan Erich Hect-Johansen, født 30.3.1920, ægtesk. opl.).

Udnævnelser

Ikonografi

Tegn. af Hans Bendix og af Carl Jensen, udst. 1936 og 1948. Scenebilleder (Det kgl. teaters bibl.). Foto.

Bibliografi

S. B.: Skrædderens søn, 1964; Samme: Syvtallet, 1966; Samme: Komedianter, 1969. – Torben Meyer i Jødisk familieblad, 1934 nr. 8 12f. H. Engberg: Teatret 1945–52. H. Engberg og H. Bendix: Dansk teater i halvtredserne, 1958. R. Neiiendam: Forlystelsernes allé, 1958. K. Krogh: i De musiske udsendelser 1925–75 II, 1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig