Anna Borg, Anna Gudmundina Gudrun Borg (Borgþorsdottir), 30.7.1903-14.4.1963, skuespiller. Født i Reykjavik, død ved Oslo, begravet i Kbh., Mariebjerg kgd. Som datter af Islands største skuespillerinde der tillige var chef for teatret i Reykjavik, voksede B. op i et hjem hvor teatret hørte med til hverdagen. Hun kom tidligt på scenen i barneroller, var med sin mor på turneer i USA og Canada. Da Adam Poulsen 1925 gæstede Island og spillede prinsen i "Der var engang -" var hun prinsessen med det resultat at han opfordrede hende til at søge videreuddannelse på Det kongelige teaters elevskole i Kbh. Samme efterår begyndte hun så elevskolen, utvivlsomt med henblik på en senere tilknytning til islandsk teater. Hun sled med det danske sprog og havde det de første år svært. Men talentet var evident. Hun fik tilbudt et tredie elevår og engageredes derefter til teatret fra 1928. Hun var med i små roller og fik sin egentlige – og opsigtsvækkende – debut som Maria i Galgemanden 22.3.1929 i samspil med Poul Reumert. For første gang slog hendes særlige evner igennem: den poetiske udstråling, det rene sind og den stærke vilje. Intet under at hun gennem årene fik en række Oehlenschlägerroller, deriblandt Valborg i Axel og Valborg, Maria i Væringerne i Miklagaard, Sophia i Erik og Abel og Frøkenen i Sankt Hansaften-Spil. Det afgørende gennembrud kom med Margarete i Goethes Faust 1931 der fastslog hende som dansk teaters mest poetiske kunstnerinde i sin generation. Hun havde nu den fulde beherskelse af det danske sprog og dog helt sin egen klang i dansk teater. Da hun den følgende sommer ægtede Poul Reumert under et besøg hos sin familie i Island knyttedes hun yderligere til Danmark hvor hendes videreudvikling fandt sted. Stadig dog inden for det poetiske og unge fag med en ny markant præstation som Anne Boylen i Cant. 1934 gik hun til Dagmarteatret hvor Reumert havde spillet nogle sæsoner og fandt nye toner i samspil med ham, blandt andet som hans hustru i Karl Schlüters Nu er det Morgen. Efter en enkelt rolle på Folketeatret – i Kaj Munks Sejren – vendte hun 1938 tilbage til Det kongelige teater hvor hun var engageret til sin død. Det kneb lidt med nye roller, så hun vegeterede som unge og yngre klassiske piger, men med Indras datter 1940 i Et Drømmespil viste hun sig atter som den sjældne ener af eget særpræg og med særlig udstråling, mens Niels Ebbesens hustru 1945 lod moderlige toner høre og Regine Giddens i De små ræve viste hende vej ind i karakterfaget. I begyndelsen af 1950erne holdt en alvorlig stofskiftesygdom hende tre sæsoner væk fra teatret. Da hun vendte tilbage, var den poetiske skønhed forsvundet med hendes energi usvækket. Hun tog chancen som lærer i dramatik for operapersonalet og satte senere en række operaer op; hun genvandt sin position på scenen med den iskolde Elizabeth i Maria Stuart, en præstation af udsøgt karakterkunst og megen effekt. Hendes sidste rolle blev Dronning Bera i Hagbarth og Signe hvor hun endnu en gang viste sig som sin generations betydeligste Oehlenschlägerskuespillerinde. Endnu ikke fyldt 60 omkom hun ved en flyveulykke uden for Oslo på vej til Reykjavik. – Ingenio et arti 1941.

Familie

Forældre: kæmner Borgþór Jósefsson (1860–1934) og skuespiller Stefania Guðmundsdóttir (1876–1926). Gift 5.8.1932 i Reykjavik med skuespiller Poul Reumert, født 26.3.1883 i Kbh. (Johs.), død 19.4.1968 i Kbh., s. af skuespiller Elith R. (1855–1934) og Athalia A. H. Flammé (1858–1952).

Ikonografi

Tegn. af Victor Thomsen, 1931 og af Otto Christensen, 1956 (Fr.borg). Statuette af Axel Locher (Teatermus.). Foto.

Bibliografi

A. B. Erindringer, udg. Poul Reumert, 1964. – Politiken og Berl.tid. 14.-15.4.1963.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig