Anna Nielsen

Anna Nielsen, Anna Helene Dorothea Nielsen, 4.9.1803-20.7.1856, skuespiller. Født i Kbh. (Nic), død i Fredensborg, begravet på Frbg. I et brudstykke af en selvbiografi har N. fortalt om sin uharmoniske barndom der begyndte i overflod og endte i fattigdom. Oplevelserne gav hende livserfaring, og skildringen deraf røber fantasi, et modtageligt sind, musikalitet og iagttagelsesevne, egenskaber der siden genfandtes i hendes kunst. Det var hendes smukke mezzosopran som efter syngemester L. Zincks råd førte hende til teatret hvor hun debuterede 10.2.1821 som O. J. Samsøes Dyveke. Hun videreførte her det nordiske kvindeideal som hendes lærer, madame Rosing (J. C. R.) havde skabt, og forlenede det med poesi. N. var høj, blond med dejlige arme og hænder, men i øvrigt ingen regelmæssig skønhed; hendes store blå øjne med deres dybe og begejstrede udtryk beherskede ansigtet og dækkede dets mangler. Blid sikkerhed og renhed prægede hende, og verset fik både klarhed og stemning gennem hendes klangfulde og nuancerede behandling deraf. Da hun i debutåret spillede Sophie i Erik og Abel, blev det umiskendeligt for alle at den Oehlenschlägerskuespiller der skulle afløse Eline Heger var fundet; "hun lagde den yndige, følsomme Natur for Dagen, som vi siden rørtes ved", skrev digteren; "hendes Genie for Skuepladsen viste sig snart i stort Omfang". Ikke alene de nordiske ungmøer, Valborg i Axel og Valborg, Helga i Stærkodder, og dertil Thora i Hakon Jarl udførte hun, men vidt forskellige karakterer som Maria i Væringerne, Miss Harriet i Tordenskiold, dronning Bera i Hagbarth og Signe, dronning Margaretha og Morgiane i Aladdin. Men er N.s navn end uløseligt knyttet til Adam Oehlenschlägers gennem de 30 af hans kvindeskikkelser hun levendegjorde, blev hendes gerning dog af langt mere omfattende natur. Til hendes endnu kendte roller hørte den muntre, stolte Elisabeth i Elverhøj, den golde Ulrika i Søstrene paa Kinnekullen og fru Helvig i Svend Dyrings Hus, hvori hun greb ved den kraft og ophøjede ro der også udmærkede hendes lady Macbeth. Thomas Overskou og med ham samtiden beundrede hendes hjertelige bådsmandskone i Pak, jævn og københavnsk, med et varmt følelsesliv, hvorimod hendes fremstilling af madam Mortensen i Tordenvejr, også efter C. Hostrups mening totalt mislykkedes, fordi N. – ligesom Johanne Luise Heiberg -manglede det landlige element og kendskab til dialekt.

For syngestykket og operaen havde N. også stor betydning. Agathe i Jægerbruden og Anna i Den hvide Dame som hun begge sang første gang på vor scene, blev yndefulde unge kvinder, præget af romantisk stemningshengivelse, men ikke operafigurer; også Adelaide i Røverborgen og Donna Elvira i Don Juan sang hun med bravour og gav disse skikkelser en sjælfuld karakteristik, og skønt intrigante damer ikke harmonerede med hendes natur traf hun på kornet sådanne typer som den devote, herskesyge fru Chopin i Ude og Hjemme og den listige fru Vaubert i Slottet i Poitou, mens hun som hertuginden i Et Glas Vand fint og overlegent beherskede situationen. Men det var som fremstiller af hustruen og moderen at N. ydede sin personligste kunst. Triste erfaringer fra hendes første, ulykkelige ægteskab betingede, at hendes sjæleskildring her blev realistisk-nuanceret (fx F. Schillers Maria Stuart og Hortensia i Familien Riquebourg som J. P. Mynster beundrede), og da hun havde mistet sit eneste barn fik hendes moderskikkelse en dybde og varme, en smerte, som ingen før havde kunnet udtrykke på vor skueplads. Griffenfelds mor i Prinsessen af Taranto betegnede her højdepunktet. De Oehlenschlägerske idealbilleders fremstiller endte som en virkelighedens skuespiller. N. var den eneste kvinde på datidens teatre der kunne sidestilles med fru Heiberg, for hvis udvikling i ungdommens dage hun havde stor betydning. Men hendes kunst tindrede ikke i så mange farver som fru Heibergs; hun virkede hverken pikant eller koket, men inderligere og mere sanddru. Hun var, skrev August Bournonville, "mindre den forelskede end den elskende, den elskelige". Men hun evnede ikke, som fru Heiberg, at ægge digterne til at skrive for sig og efterlod derfor ingen perlekrans af roller som hun selv havde fremkaldt. Ved sin blidhed, sin klogskab og sin tilkæmpede ro var hun ikke alene et midtpunkt på scenen, men også i sit hjem der – modsat Heibergs – var samlingsstedet for kunstnerisk begavet ungdom med M. Wiehe og Fr. Høedt i spidsen. De var hendes riddere i den opposition mod det Heibergske teaterstyre som de rejste, men hun døde netop da de havde overvundet Heiberg, og bragte derved hans frue en stor indirekte sejr. De to fruers ry kan ikke sammenlignes; der stod aldrig strid om N.s navn, men det lyser i teatrets historie med en egen renhedens glorie som underbygges af tonen i hendes efterladte fine og stilfærdige breve og af Søren Kierkegaards karakteristik, hvori han lod hendes kunst rumme "det væsentlig kvindelige som Resultat af Ro og tilforladelig Sjælfuldhed, der forsmaaede alt ydre Væsen". Hendes værd for ham lå i det etiske. N. optrådte sidste gang 31.5.1856 som grevinden i Kongens Læge.