Bodil Udsen

Bodil Udsen, Bodil Birgitte Udsen, 12.1.1925-26.2.2008, skuespiller. Født i Kbh. (Grøndal), begravet på Bispebjerg kirkegård, ny fællesgrav. U.s karriere var længe om at komme i gang. Hun blev 1944 student fra Rysensteen gymnasium og bley, s.å. optaget på Det kgl. teaters elevskole, men måtte forlade skolen efter et år. Hun fik kontakt med Studenterscenen og viste afgjort talent, bl.a. som Sigbrit i Kjeld Bjerkes Kongelig nåde (1950). Men det var revyen der gradvis gjorde det professionelle teater opmærksom på hendes muligheder. Hun fik små opgaver hos Stig Lommer på ABC-teatret, optrådte også på varieté på Dyrehavsbakken. Men i et par revyer i Helsingør midt i 50erne demonstrerede hun sin drastiske komik og sin evne til at foredrage en vise (Fløjtetønden Victoria). Hun var med i Tivoli revyen og i Cirkus revyen, spillede også et par "rigtige" roller i TV-teatret og på turné. På Ålborg teater var hun en glimrende Meg i Gidslet (1962), og s.å. brød hun afgørende igennem som Winnie i Samuel Becketts Glade dage på Fiolteatret. Hun spillede rollen med tydeligt eftertryk på komikken og galgenhumoren, men også med en usentimental, nøgtern ømhed der pegede hen imod helt andre muligheder end dem hendes talent indtil da var blevet identificeret med. Bekræftelsen på U.s nye kunstneriske status kom da hun efter et par komiske roller på Det ny teater (i Victor og i Tartuffe) kom til at spille Martha i Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf? med Bendt Rothe som ægtemanden George og iscenesat af Erling Schroeder der i det hele taget var hendes foretrukne instruktør gennem næsten 20 år. Figuren havde en hensynsløshed i karakteristikken og en beherskelse af de ydre og indre virkemidler som hun ikke helt bevarede, da hun senere spillede rollen igen (på Gladsaxe teater 1977 med Preben Neergaard), men som i virkeligheden blev forudsætningen for at tragedien fra nu af kom til at ligge hende lige så nær som komedien. Ganske vist forblev U. en meget stor kvindelig komiker, i sine bedste roller på højde med Bodil Ipsen - det viste hun bl.a. i Svend, Knud og Valdemar i Riddersalen og som Madam Rust i Sparekassen på Ålborg teater og senere på Allé scenen. Hun bevarede også en varm folkelig linje til det store publikum, som hun ellers skridt for skridt havde distanceret sig fra – hendes mest folkeelskede figur er nok værtshusholdersken Emma i Rottehullet i TV-serien Huset på Christianshavn , 1970-77. I TV-serien Matador, 1978-82, var hun murermesterinde Jessen. Og nogle af hendes bedste figurer hører hjemme i grænselandet mellem tragedie og komedie – fx den formidable kvindelige hovedfigur i Storhertugindens afsked som hun 1972 spillede på Ålborg teater s.m. Olaf Ussing og senere på året gentog på Det kgl. teater. Noget lignende gælder titelrollen i det italienske skuespil Filumena, den bedste af de få roller hun spillede i de to sæsoner 1979-81 hun var knyttet til Det kgl. teater. Den tragiske side af sit talent udviklede og uddybede hun i årene omkring 1970 i en række roller på Allé scenen – fx i Bryllupsgæsten, Alle mine mennesker. Balladen om den sørgelige café og Stormvarsel. På Det ny teater spillede hun Medea, men gjorde måske et endnu stærkere indtryk som Mutter Courage på Det danske teater. Og alt dette gik ligesom op i en højere enhed da hun 1981 på Ålborg teater spillede den store dramatiske monolog Gertrude Stein som hun senere gentog på Allé scenen og året efter på turné. 1995 genopsatte Den ny teater forestillingen til U.s 50-års-jubilæum. Gertrude Stein var nok U.s originaleste sceniske figur – format, fantasi, en drastisk humor, der ophæver alle grænser mellem komisk og tragisk, og som bliver et vidnesbyrd om både livskraft og lidelse. Mennesket som et på én gang beundringsværdigt og naragtigt væsen. I det hele taget var U.s karriere en af de mærkeligste i nyere dansk teater. Og hendes talent kan i sin forening af fint og folkeligt, lyst og mørkt egentlig ikke sammenlignes med nogen andens.

Også i sine senere roller spillede U. store kvindeskikkelser: Maria Callas i Masterclass på Betty Nansen teatret 1997 og Selma Lagerlöf i P. O. Enquists Billedmagerne. AF andre store roller kan nævnes Olga i Søstrene, 2000, ligeledes af Enquist og Philinte i Molières Misantropen begge på Betty Nansen teatret, 2002-04. U. optrådte desuden som oplæser, især af H.C. Andersen og Karen Blixen.

U. medvirkede i over 40 film i større og mindre roller, ofte i folkekomedier som Støv på hjernen-serien, 1961-63. Hun havde hovedrollen som farmoren i Min farmors hus, 1984; for denne rolle fik hun en Bodil. Også i filmen Slægten, 1978, spillede hun en stærk kvinde. U. modtog talrige legater og hædersbevisninger, bl.a. Teaterpokale 1962, Henkel-prisen 1970, Tagea Brandts rejselegat 1973, Holger Gabrielsens mindelegat 1989, Bikubens hæderspris 1998, H. C. Andersen-prisen og medalje 2001. I 2005 blev hun udnævnt til H. C. Andersen ambassadør.