Buster Larsen

Buster Larsen, egl. Axel Landing, 1.9.1920-18.12.1993, skuespiller. Via Politikens børneteater blev Buster Larsen opdaget som barneskuespiller og optrådte fra begyndelsen af 30'erne på Nørrebros teater, Betty Nansen teatret, Folketeatret, Det ny teater samt på Dansk skolescene og rejste desuden som artist. 1940–43 gennemgik han Det kgl. teaters elevskole og placerede sig derpå hurtigt både på teatret og ved filmen. Bl.a. som avisdrengen i Livet er jo dejligt på Riddersalen 1943 og som lømlen Dude i Tobaksvejen på Allé scenen 1945 viste han et talent for at lade et menneske træde direkte ud af hverdagen der forblev grundlaget for den efterhånden meget store popularitet han skabte sig i revyen, operetten-musicalen og fjernsynet. Buster Larsens styrke var fra starten, at han lignede og var på bølgelængde med det folk der betragtede ham som en af sine egne. Og denne folkegunst som den personificerede gennemsnitsdansker kastede atter lys over de moderne og klassiske komediefigurer han særlig i årene omkring 1970 spillede på teatret.

Men det var som revy- og operetteskuespiller han slog igennem i publikums bevidsthed. Han spillede revy bl.a. i Hornbæk og i Cirkus revyen – et højdepunkt var visen om Harry Motor, 1955. Han var hovedstadsredaktør Halvvind i PH-revyen Kom frit frem på Bornholm og senere på Frederiksberg teater 1948. Og han spillede dobbeltrollen som lektoren-skuespilleren i musicalen Solstik på Apollo teatret 1952 s.m. Birgitte Reimer og Kjeld Petersen. På Nørrebros teater udfoldede han sig fra 1948 gradvis som operette-komiker – bl.a. i Gadeprinsessen, Oklahoma, Show Boat, Kys mig, Kate og senere hen på Det ny scala som Jupiter i Orfeus i underverdenen og som Celestin-Floridor i Nitouche – en linje i hans karriere der fandt sin foreløbige kulmination som Lillemand i den ikke helt vellykkede opførelse af Stop verden på Tivoli teatret 1963.

Han optrådte desuden på Frederiksberg teater (Oh mein Papa) og i Riddersalen (Tobias og englen), men der er ingen tvivl om, at det var fjernsynet der gjorde Buster Larsen til nationens måske mest folkekære komiker – med børneprogrammet Cirkus Buster, 1959–60 og de satiriske lørdags-revyer Hov hov og Uha uha, 1968ff., hvor Buster Larsen i Lorteland-monologerne skabte selve monumentet over Glistrup-tidens, velstands- og velfærdssamfundets småborgerligt kværulantiske gennemsnitsdansker. Den samme virkning af komisk uhygge opnåede Buster Larsen i sine på én gang eviggyldige og tidstypiske figurer i Leif Panduros TV-spil: den desperate nyskilte livsløgner Thomas i Farvel, Thomas. 1968 og den flossede, fordrukne journalist i Rundt om Selma, 1971.

Disse år fra midten af 60'erne til midten af 70'erne blev i det hele taget de mest ærgerrige i Buster Larsens karriere. Efter et par mindre forsøg tog han nu for alvor springet over i den klassiske komedie med Tartuffe, 1966 og Jeppe på Bjerget, 1971, på Det ny teater, Den indbildt syge, 1975, på det danske teater og Per Degn i TV-teatrets udgave af Erasmus Montanus. 1973. Hans Jeppe blev en dansk "normal-Jeppe", sølle, godmodig, men ikke helt ufarlig. Komedie og socialrealisme i ét – en realisme der blev yderligere forstærket da han 1981 spillede rollen på film. Figuren viste ligesom i en sum jævnheden, styrken og bredden i Buster Larsens talent – nogle af de samme egenskaber der kendetegnede hans spil som faderen, den socialdemokratiske arbejder i Bal i den borgerlige på Det ny teater 1966.

I mange henseender er det arven efter Osvald Helmuth Buster Larsen tog op som folkelig revy- og operette-komiker med frugtbare afstikkere til den klassiske komedie. Det viste sig bl.a. da han 1973 spillede Helmuths gamle glansrolle som skraldemanden Doolittle i My Fair Lady på Scala, til hvilket teater han siden fortrinsvis var knyttet. Her spillede han et omfattende komisk repertoire der snarere udnyttede hans popularitet end udviklede hans talent. Hans komik kunne i sådanne roller ofte løbe risikoen for at virke udvendig og stereotyp. Også i denne fase af sin karriere måtte han søge til fjernsynet for at få bekræftet og delvis fornyet sig selv kunstnerisk og folkeligt – fx som grisehandleren i TV-serien Matador, 1978-82.

Buster Larsen medvirkede endvidere i over 50 film, bl.a. som onkel Anders i Far til fire i højt humør, 1971, som krematoriearbejderen i Det parellelle lig, 1982 samt som vicevært Svendsen i Krummerne, 1991 og Stakkels Krumme, 1992.

Buster Larsen fik 1981 en Bodil for bedtse mandlige hovedrolle, det var som Jeppe i filmatiseringen af Jeppe på Bjerget.