Caroline Walter, Caroline Fridericha Walter, 5.2.1756-17.11.1826, skuespiller, operasanger. Født i Kbh, død i Stockholm, begravet fra Hedvig Eleonora kyrkan. W. var født uden for ægteskab, og hjemmets sociale kår var yderst dårlige. Det var stedfaderen der tog hende seks år gammel til Komediehusets danseskole. Han havde selv et bijob ved teatermaskineriet og håbede åbenbart at brødføde plejedatteren ved teaterarbejde. På A. Comos og P. Laurents danseskole lærte hun dans, mimik og plastik. Teatermesteren I. Als har bevidnet at hun daglig fik spark og slag, men hurtigt lærte mere end de andre. På trods af det hårde miljø, og selv om der knapt var råd til klæder var hun altid "af en lystig Naturel". Hendes første rolle blev Laidronette i Aesopus ved Hoffet (17.10.1762), og hun fortsatte hurtigt i en række barneroller. H. W. Gerstenberg havde hende i tankerne da han som den første 1765 foreslog oprettelsen af en dansk skuespillerskole. Den blev ikke realiseret, men W. fik C. D. Biehl som lærer i deklamation og E. C. Bøttger (Rose) i skuespilkunst. Teaterdirektionen forsvarede ovenikøbet W.s kunstneriske uddannelse i en sag for Kbh.s magistrat. Her krævede hendes mor ejendomsret over datteren, men teatrets inspektør karakteriserede hjemmet med ordene "dette virkelige Helvede". De nærmest Dickenske kår ødelagde ikke hendes sprudlende humør. Ved den egentlige debut 1.12.1769 som Pernille i Den Stundesløse måtte jf. Bøttger fra logen advare hende mod at blive for kåd. W. blev uddannet i den oprindelige Holbergtraditions mesterlære, derfor var hendes rappe Pernille en fransk tjenestepige med en løbende tunge og et kløgtigt blik (K. L. Rahbek). I "Den dramatiske Journal" fortæller P. Rosenstand-Goiske at den unge W. var snaksom og lattermild på scenen. Han angreb de barokke teatertraditioner i hendes spil, de unuancerede monologer, den alt for fine påklædning og kontakten med publikum i logerne. Derimod roste han hendes meddigtende fantasi i komedien, men efter hans mening magtede hun slet ikke den høje stil.

G. Sarti var den første der gjorde brug af W.s sangstemme. Hun var først lyrisk sopran men blev heftigt kritiseret for sin manglende skoling. Stemmen blev for alvor udviklet i Hofteatret på den første danske syngeskole fra 1773 under Michel Angelo Potenza. Da havde hun allerede overtaget rollefaget som den følsomme elskerinde i komedien og syngespillet. I "Kritiske Efterretninger" blev hun for Rosenstand-Goiske ganske enkelt dansk teaters "bedste Actrice". Han skildrede hendes kloge, vittige ansigt med de levende øjne, den smukke skikkelse og de graciøse bevægelser, men det vigtigste var den "Ild og Følelse" hvormed hun besjælede rollerne. I Sartis Soliman den Anden (8.10.1770) gjorde hun som den franske Roxelane i tyrkiske bukser et uudsletteligt indtryk på datiden. P. Cramer har i en række scenetegninger (Soliman den Anden, De tvende Giærrige, Kiøbmanden i Smyrna, Bondepigen ved Hoffet) givet eftertiden et indtryk af hendes popularitet i syngespillene. Komedien Aglae eller Støtten med musik af Sarti (16.2.1774) fremkaldte en gouache af C. Høyer; den blev i 1777 stukket i kobber af T. Kleve med et digt af Johannes Ewald hvori han hyldede hende med ordene "Thalias Caroline". Stemmen var nu blevet den lyrisk-dramatiske sopran, og i Ewalds og Johann Hartmanns heroiske syngespil skabte hun Nanna i Balders Død (30.1.1779) og Birthe i Fiskerne (31.1.1780). Oprindelig var den blide Lises rolle i stykket tiltænkt hende, men H. H. v. Eickstedt gjorde sin indflydelse gældende som medlem af teatrets overtilsynskommission. Generalen fik udvirket at den bedste rolle med de fleste arier blev givet til hans veninde den 17-årige debutant Catharine Møller (Frydendahl). Det hele var et udtryk for den regulære magtkamp mellem W. og "lille Møller", General Eickstedt vandt ved klar magtmisbrug. Han landsforviste violinvirtuosen C. F. Müller som W. var forelsket i. Hun søgte øjeblikkelig sin afsked, og da den blev nægtet hende flygtede hun 28.4.1780 over Sundet forklædt i mandsdragt. Hun medtog hele tre måneders løn som hun havde modtaget i kvartalsforskud og nærede åbenbart ingen skrupler når det gjaldt om at følge den hun elskede, og at forsvare sin kunstneriske udvikling. På den måde mistede Danmark sin betydeligste skuespillerinde i 1700-tallet.

I Stockholm fik W. sit sceniske gennembrud som Alceste i C. W. Glucks opera på Bollhuset (26.2.1781). Digteren J. H. Kellgren, Sveriges første begavede teaterkritiker, skrev: "Man kan sige at man tidligere hverken har set noget skuespil eller nogen actrice i Sverige. Hele parterret hulkede". Nu havde hendes stemme udviklet sig til den dramatiske sopran. Den havde et betydeligt omfang med en sikker og brillant højde, men hendes force lå i hendes fuldendte musikdramatiske udtryk. Med sin omfattende uddannelse havde hun alle muligheder for at realisere Glucks operareform med vægt på det passionerede affektudtryk og den nyklassiske harmoni på scenen. Året efter forlod W. pludselig Stockholm. Hun var blevet udsat for Gustav IIIs "krænkende strenghed" som følge af hendes sammenstød med hans yndlinge, de adelige pager. Ved sin flugt til Kristiania gjorde hun det umuligt at opføre J. M. Kraus' opera Aeneas i Cartago som Gustav III selv sammen med Kellgren havde skrevet til åbningen af det nye og pragtfulde operahus. W. søgte nu (6.4.1782) om tilladelse til at vende tilbage til Danmark, og da det blev hende nægtet rejste hun over Hamburg til London hvor hun optrådte som den første danske scenekunstner. Hun opnåede intet scenisk eller musikalsk gennembrud, men hun må have oplevet Londons rige musik- og teaterliv der netop i den sæson bød på Sarah Siddons sceniske triumfer på Drury Lane. Ved en storslået forbedret kontrakt af 15.1.1783 kaldte Gustav III W. tilbage til operaen i Stockholm. På hjemvejen optrådte hun med succes i Göttingen, men hun blev forment adgang til Kbh. Hendes venner fik kun i nogle timer lov til at hylde hende på skydebanen uden for voldene. I Stockholm udmærkede hun sig særlig i de ædle dronningeroller i opera seria (Glucks Ifigenia og Armide) samt i syngespillene af N. Dalayrac og A. Grétry. Hendes berømteste rolle blev Christina Gyllenstierna i J. G. NaumannsGustaf Wasa (19.1.1786) der med tekst af Gustav III og Kellgren blev den svenske operas største succes. W. blev personligt instrueret af Gustav III selv på Stockholms slot, og J. T. Sergei skabte samme år et elegant relief af hende. Samtidig tegnede han W. ved sin side på den spirituelle tegning En ståjande middag. Hendes humør, musikalitet og livfuldhed passede godt til den Sergel-Bellmanske kreds der også helt kunne dele hendes sorgløshed over for private økonomiske trivialiteter. 1791 fik W. lov til at vende tilbage til Kbh. fordi hun skulle føde. 3.6. overværede hun på Det kgl. teater beneficeforestillingen for E. C. Rose og blev modtaget med demonstrativt bifald som den gudbenådede og længe savnede kunstner. Hendes venner, hvoriblandt P. A. Heiberg, K. L. Rahbek, Fr. Schwarz og Marie Christine Bjørn, afholdt kort tid efter en fest på skydebanen til hendes ære, og samtidig skabte Jens Juel et portræt af hende (nu i Nationalmuseum i Sth.). Det er et af Juels bedste billeder og taler i dag om W.s ynde og charme, men også om hendes frejdige friskhed og beslutsomhed. Gustav III skænkede hende både en sommerbolig i Drottningholms slotshave og et hjem på Djurgården. Hun var ikke alene "premier-aktris" men blev også "hovsångerska" og medlem af Det kgl. svenske musikakademi. Hendes sidste optræden fandt sted 9.11.1810 hvor hun gav sin glansrolle i "Gustaf Wasa" ved festforestillingen for tronfølgeren Carl Johan Bernadotte. Hun stod som den betydeligste kvindelige repræsentant for den store gustavianske teaterepoke hvor hun musikalsk havde samarbejdet med Naumann, Kraus, G. J. Vogler, F. A. Uttini og E. Du Puy. Fra 1.4.1812 til 24.3.1817 virkede hun som elevinstruktør i aktion og deklamation for sangerne ved operaen og fik derved betydning for den næste generation af sangere. Men hendes betydeligste elev blev Lars Hjortsberg, en af de største svenske skuespillere der som ung havde boet i hendes hjem og modtaget undervisning i skuespilkunst.

W. er den første scenekunstner i Norden hvis hele livsforløb eftertiden kan danne sig et indtryk af. Hendes liv rummede tre dramatiske opbrud der hver gang gik imod datidens sociale normer. Moderen, en gehejmestatsminister og en enevældig monark var nærmest uangribelige institutioner. Det var hendes faste karakter og stejle sind der bød hende at byde dem trods, og det var hendes store sceniske og musikalske evner der gjorde det muligt. Fra at tilhøre den usle skuespillerstand der henviste de kvindelige skuespillere til prostitution endte hun med at blive hyldet som den gudbenådede kunstner. Hun var med sin skæbne med til at bryde nye veje for den sociale respekt for udøverne af scenekunsten. Derfor er der grund til at tro på hendes sidste bevarede brev hvori hun til Rahbek skrev: "Gud ved at misundelse inte findes i min Sjæl. Jeg elsker min kunst overalt i verden".

Familie

Forældre: fænrik ved "Sjællands gevorbne Infanteri Regiment" Christian Frederik Halle (født 1730) og Johanne Christine Hansdatter (senere gift Thomas Jespersen, død 1770; som enke kaldet Lindgreen) (ca. 1730-efter 1802). Gift 1. gang 4.10.1774 med kammersekretær, musikinstruktør og komponist Thomas Christian W., døbt 12.2.1749 i Kbh. (Trin.), død 18.11.1788 i Tranquebar, s. af klædekræmmer Thomas Saur og Edele Margrethe Walter. Ægteskabet opløst 24.4.1780. Gift 2. gang 28.5.1780 i Göteborg med violinist, senere koncertmester ved Stockholms opera Christian Friedrich Müller, født 28.12.1752 i Brandenburg, død 21.12.1827 i Stockholm. – Halvsøster til Ferdinand Lindgreen.

Ikonografi

Tegnet i roller af P. Cramer 1770-80 (Teatermus.; kobberstiksaml.; Engelholm). Rolletegn. af W. A. Müller (kobberstiksaml.), to tegnede udkast hertil af samme, 1776 (sst.). Tegn. af Cornelius Høyer, 1777 (Fr.borg; St.mus.), efter denne kopi malet på glas (Det kgl. teater) og stik af T. Kleve, 1777, træsnit 1874 og efter tegn. af K.. Gamborg, 1884. Afbildet på mal. af P. Cramer, 1779 (St.mus.; depon. i Teatermus.). Mal. formentlig af Erik Pauelsen (Norsk folkemus., Bygdøy). Tegn. af Høyer før 1780 (Teatermus.). Tegnet i rolle af W. A. Müller, 1786 (sst.), rolletegn. af samme (Fr.borg). Voksrelief af J. T. Sergei, 1786 (.Nationalmus., Sth.), afbildet på tegn. af samme (sst.). Mal. af Jens Juel, 1791 (bl.a. Nationalmus., Sth.), gentagelse (Det norske selskab, Oslo), kopi af Nine Zetterberg, 1944 (Teatermus.) og kopi med ændret dragt af C. Probsthayn (Det kgl. teater). Mal. af Juel fra slutn. af 1790erne. Tegnet silhouet (Fr.borg). Afbildet på scenebilleder af Per Hilleström (Kungl. teatern, Sth.). Stik efter tegn. af Le Clerc og stik af A. Flint, 1807, efter mal. af C. Horneman. Relief af F. Zuschlag. Tegn. af F. Westin (Nationalmus., Sth.). Tegn. af L. H. R. af Hjelmsäter, ætsning af samme, 1824. Tegnet som ældre (Fr.borg). Fremstillet på skitse af Poul Corona (Teatermus.).

Bibliografi

Breve fra da. skuespillere og skuespillerinder, udg. Rob. Neiiendam I, 1911 30-32. – K. L. Rahbek i Lommebog for skuespilyndere, 1788 252-74. P. Rosenstand-Goiske: Kritiske efterretn...., udg. Chr. Molbech, 1839 74-80 94-97. Samme: Den dramatiske journal, udg. Carl Behrens I–II, 1915-16. H. Weitemeyer i Hist. medd. om Kbh. II, 1909 148-68 (optr. i forf.s Kulturskildr. fra Kbh., 1916 101-24). Nils Personne: Svenska teatern I-III, Sth. 1913-15. Fra J. L. Heibergs ungdom, 1922 (fot. optr. 1972) = Memoirer og breve XXXVII. A. H. Winsnes: Det norske selsk., Kria. 1924. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm II, 1925-30 198. Torben Krogh: Danske teaterbilleder, 1932. Rob. Neiiendam i Danm. i fest og glæde, red. Jul. Clausen og T. Krogh III, 1935 311-14. Sten Høgel i Musik og forskn. VI, 1980 116-21. Klaus Neiiendam: C. W., 1983.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig