Christopher Pauli Rose

Christopher Pauli Rose,  10.10.1723-30.10.1784, skuespiller, instruktør. Født i Kbh, død sst. (Nic), begravet sst. (Nic. k.). Sammen med Iver Als blev R. 1744 student fra Kbh. og da teatret i foråret 1747 skulle genopstå, var han blandt de akademikere der meldte sig til tjeneste ved interimsscenerne, hvorfra han n.å. og til sin død virkede ved komediehuset på Kongens Nytorv. Allerede på åbningsaftenen 18.12.1748 spillede han Valerius i Dobleren og markis Lisimon i De tre Rivaler, og rimeligvis fremsagde han også prologen. F. D. de Pilloy, M. de Montaigus elev, gav ham vejledning i fransk teaterstil. Et portræt af R. skildrer ham bedre end mange ord, et ungdomsbillede fra 1752, malet i C. G. Pilos skole, der forestiller ham som skuespilleren Leander i Hexeri eller Blind Alarm. Hans fremtræden var selvbevidst og elegant, velegnet til at kreere Plutus, rigdommens gud (1751); ansigtets træk var små, men øjnene levende, og han bar sit hoved smukt. Et sådant kavalerydre kvalificerede R. til at spille elskerroller, og det blev da særlig i komedier af Moliére, J. F. Regnard og Ludvig Holberg, at han udfoldede sin charme, sit vindende smil og sit overfladevæsen der uden for scenen ikke behagede Holberg. Han kaldte R.s liv "en Kiede af Uordentligheder" og fandt det forargeligt, at han vovede at "catechisere" sine kolleger. Det var mod R.s indflydelse Holberg advarede, da han skrev "at Comoedien aldrig kand komme i Stand, hvis man skal dependere af to eller tre Personers Capricer, som hverken vil have bequemme Personer eller som kand dømme om deres Bequemhed". R. var af samme skuespillertype som N. P. Nielsen i 1800-tallet, opfarende og lidenskabelig og med en lignende blød mandighed i stemmen der i A. C. Destouches' rørende komedier kunne fremkalde tårer, men kyndige som F. Schwarz fandt ham "svulstig og opblæst" i helteroller, fx Orosman i Zaire, og teaterchef H. W. Warnstedt kaldte ham "modbydelig" og daterede først hans periode som navnkundig skuespiller fra det øjeblik, "da jeg næsten tvang ham til at gaa ind i de ædle Fædres Roller". Forinden havde han dog som Tellheim i Minna v. Barnhelm, vejledt af N. K. Bredal, forsøgt en naturligere spillemåde, og i de borgerlige sørgespil Beverley og Den værdige Fader blev R. beundret af alle for sin troværdige og følsomme samtaletone; biskop J. P. Mynster erindrede endnu, mere end tres år senere "den simple Værdighed, der var i Rosés Spil", og K. Lyne Rahbek der dyrkede ham sentimentalt, satte symbolsk Vigilius Erichsens borgerligt fornemme portræt af R. i sin bog Breve fra en gammel Skuespiller til hans Søn, hvorved han socialt og moralsk ville hæve standen. R.s personlige udvikling svarede til hans kunstneriske; elegancen blev til legemlig fylde, og han endte som en konservativ, mere følelsesbetonet end lunerig pére noble der ikke ville finde sig i den unge Peder Rosenstand-Goiskes kritik, men hvis ærlige optræden i datterens bortførelsesaffære gjorde et meget tiltalende indtryk. Ungdommen kaldte ham "Fader Rose", og som sådan gik han over i teaterhistorien, skønt han ikke ved sin instruktørgerning dannede skole. Han optrådte sidste gang 23.9.1784 som Melac Fader i De to Venner, og efter hans død afholdt teatret sin første mindefest for en aktør til hans ære.