Clara Pontoppidan

Clara Pontoppidan, 23.4.1883-22.1.1975, skuespiller. Født i Kbh. (Matth.), død i Hellerup (Dyssegård sg.), begravet Ordrup kgd. Uddannet på Det kgl. teaters balletskole debuterede P. i skuespillet 1901 som jomfru Tove i Gurre og gennemgik siden teatrets skuespilskole. 1905-14 var hun ansat ved Dagmarteatret hvor hun især udmærkede sig i det poetiske og følsomme rollefag. Efter nogle år på Betty Nansen-teatret tilhørte hun atter Dagmarteatret indtil 1925. Herefter virkede hun på nationalscenen hvor hun 1966 fejrede 65-års jubilæum i Indenfor Murene og 1971 70-års jubilæum, bl.a. som Tante To i Skærmydsler. – P. bevarede hele livet sin naturalistiske spilleteknik med sans for den psykologiske og individuelle figurtegning. Men inden for denne stil gennemgik hun en stærk personlig udvikling. Hun startede som ung i det romantiske repertoire, men viste allerede på Betty Nansen-teatret som Wenda i Vaarbrud en moderne anelsesfyldt uro med psykologiske modsætninger. Ligeledes opgav hun i Dyrehaven, 1910, den traditionelle fremstilling af Puk for i stedet at skabe en blanding af Faun og bukkefod, en fortolkning hvorfra Ingeborg Brams senere hentede inspiration. I årene på Det kgl. teater modnedes P. og blev tidens ypperste karakterskuespiller. Til trods for at Stormen i Johannes Poulsens iscenesættelse, 1926, blev givet i et pompøst pragtudstyr med brug af utallige tekniske hjælpemidler formåede hun at bevare Ariels poetiske luftighed. Modsætningen til denne figur var Salome i En Idealist, 1928, hvor det sære, forkrøblede og onde på naturalistisk vis blev forsvaret.

Men ikke alene poesi og dæmoni ejede hun. Som karakterskuespiller forløste hun flere hovedskikkelser inden for moderne dansk dramatik. Hun har spillet så forskelligartede roller hos Kjeld Abell som Kathrine af Nederbayern i Eva aftjener sin Barnepligt, 1936, titelrollen i Anna Sophie Hedvig, 1939, en af de mest blændende psykologiske fremstillinger i tiden og Isabella de Creuith i Den blå Pekingeser, 1954. Hendes karakteriseringsevne var vidtfavnende, hvor hun inden for de individuelle særpræg hævede figuren op på almengyldigt plan. Som enkefru Tang i En Kvinde er overflødig, 1942, blev hun prototypen på lidelsen i hverdagens små skæbner. Med en blændende teknik, der dog i de senere år kunne give sig udslag i en vis manierisme, og en blid melodisk stemmeføring var hun en af tidens mest markante skuespillere. Som Poul Reumert, med hvem hun havde et lykkeligt samspil, evnede hun at lade individets særpræg afspejle sig i maskeringen, ligesom hendes gestik og mimik var af en usædvanlig levende art. P. manglede erotisk glød og sans for det patetiske men kunne nå uanede højder gennem sin fantasi, lune og stille karakteriseringsevne. Fru Gruesen i Parasitterne, 1945, udstyrede hun med glimt af sygt sjæleliv og ingen gengav bedre end hun den småbekymrede fru Levin i Indenfor Murene, rig på menneskeerfaring og vemodsiune. Træfsikre var ligeledes den strikse Tante Et i Skærmydsler og senere den blide Tante To. – Flere af P.s teaterroller er overført til TV-teatret, fx enkefru Tang, 1955, fru Gruesen, 1958, og fru Levin, 1963. Hun har ligeledes haft en fremskudt plads inden for filmen, bl.a. som Rachel i Kirke og Orgel, 1932, og i Carl Dreyers film, ligesom hun har været flittigt anvendt i Radioteatret. Hendes erindringer Eet liv – mange liv I-IV, 1949-63, er et betydningsfuldt memoireværk. Grammofonindspilninger fra bl.a. Barselstuen, Skærmydsler og Indenfor Murene. – Stifter af Clara Pontoppidan-legatet. Olaf Poulsen-legat 1969. Første modtager af Ole Haslunds æresbolig (fra 1972).