Elga Sinding

Elga Sinding, Anna Elga Augusta Sinding, 18.3.1859-16.3.1936, skuespiller. Født i Kbh. (Helligg.), død i Paris, begravet sst. (Père Lachaise). S. havde prøvet for fru Heiberg (Johanne Luise") og læst med F. L. Høedt inden hun første gang (10.3.1875) stod på Det kgl. teaters scene som Angélique i Advokat Pathelin, og hun gjorde straks et frisk og sundt indtryk, egenskaber som hun bevarede sit kunstnerliv til ende. Da hun n.å. med held havde spillet Madam Schoppen i En Kone, der springer ud af Vinduet, blev hun ansat, og teatret havde dermed vundet sin bedste fremstiller i den nyere periode af de klassiske tjenestepiger. Mens hendes forgænger fru Hilmer (Camilla Elisa) agerede på den Phisterske tradition og for øvrigt beholdt sine unge roller alt for længe, var S. en nyskaber der med usnerpet lune og opfindsom frejdighed varierede typerne, især hos Ludvig Holberg, så moderne tilskuere fik indtryk af den gamle komedieskrivers saft og kraft. Hendes kåde og varmhjertede pige i Pernilles korte Frøkenstand var et andet menneske end skøgen Pernille i Jacob v. Tyboe, som både var gusten og fræk, et mesterværk i Hogarthsk stil, og modsat udstrålede Henriks partnerske i Henrik og Pernille af delikat lystighed ligesom hendes navnesøster i Den Stundesløse eller som Columbine i De Usynlige. Grundbilledet for alle hendes Perniller var Dorine i Tartuffe, så frodig og frisk i sin replik hvor hvert ord kom til sin ret, så munter og sikker i sin legemlige yppighed og afparerende Tartuffes skinhellighed med sit brede smil og sin smittende latter. Hvad enten rollernes borgerlige raptungethed skulle være komisk (Mine Tokkerup i En Spurv i Tranedans, Amalie i Genboerne) eller bidende (Regine i Gengangere), virkede S. aldrig simpel det djærve i hendes natur reddede hende derfra og gjorde fx Lona Hessel i Samfundets Støtter så overbevisende. Men hvis kravet var at fremstille stilfærdige, mere sammensatte karakterer, ældre mennesker der skulle resignere eller være moderlige hindredes hun af stemmens nasale klang og en bred hvilen i vokalerne som let forrykkede tonelejet og dermed stemningen. S. var ingen dramatisk natur, der spillede alting lige godt, men inden for sit område var hun en mester, både klassisk og moderne, stilfuld og livfuld, ikke overgået af nogen senere Pernille-fremstiller. Da hendes mand, med hvem hun levede i et lykkeligt ægteskab, ønskede at bosætte sig i Paris tog hun stilfærdigt sin afsked. 7.5.1907 stod hun sidste gang på scenen i Den politiske Kandestøber som den kåde pige Anneke, der 1er når hun går. Netop således burde S. forlade sin kunst. Hun fulgtes til dørs af vemodsblandet bifald fra et publikum der forstod at Holbergs scene i hende mistede et muntert-spillende lyspunkt, kongenialt med mesterens ånd.