Emma Thomsen

Emma Thomsen, Emma Alice Thomsen,  21.11.1863-15.1.1910, skuespiller. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., begravet sst. (Ass.). Den norske maler Christian Krohg kaldte 1893 T. "verdens skønneste kvinde". Hun havde da i en halv snes år tilhørt Det kgl. teater hvor hun 14.9.1883 debuterede som Johanne i Eventyr paa Fodrejsen og som hun tilhørte til hun døde. Hendes harmoniske skønhed betingede, at man stillede de mindst mulige krav til hendes uddannelse og gav hende et større repertoire end det ellers er begynderes lod at få. Hun sang net, var sød og indtagende som vaudevillernes unge piger hvis empirekostume klædte hende (Margrethe i Abekatten, Lise i Køge Huskors, Constance i Aprilsnarrene. Sophie i Nej), men sejrene var for letkøbte, og hun undgik ikke at virke fersk ved idelig gentagelse af den samme type. Skønheden havde vel banet hende vej, men hindrede hende længe i at opnå kunstnerisk anerkendelse. Selv var hun ikke tilfreds med bestandig at være "yndig", men stræbte mod karakterrollerne, og allerede da hun spillede den overfladiske Fanny i En Skandale, 1884, den beregnende Elise i Kærlighed og den giftelystne Klara i Under Snefog, røbede hun sikker iagttagelse af københavnerinden uden ånd. Efterhånden blev hun en af teatrets nyttigste skuespillere med den tekniske form i orden, også når hun optrådte i Shakespeare (Helena i En Skærsommernatsdrøm, Portia i Købmanden i Venedig) eller i Adam Oehlenschläger (Gulnare i Aladdin, Maria i Væringerne). Hos J. L. Heiberg udførte hun tolv roller, deriblandt Elisabeth i Elverhøj endog 250 gange. Men sit store gennembrud fik hun først ved en velgørenhedsforestilling på Folketeatret (6.12.1900) da hun ud fra de erfaringer, livet havde bragt hende, forsvarede hustruen Maria i Edv. Brandes' skuespil Under Loven med en lidenskabelig kraft som ingen havde tiltænkt hende. De brillante toiletters skuespiller der med elskværdighed på scenen beherskede det elegante selskabsliv og kunne virke både besnærende (Ildfluen i Da vi var enogtyve-) og let komisk, forvandledes her fra lam til løvinde og fandt i de følgende år sandfærdige og ærlige udtryk hos kvinder som segner under skuffelser, eller hvis liv er bestandig opofrelse. Blandt de mest interessante af de ca. 170 roller hun spillede var Henriette i Skyldig – ikke skyldig, Maria i Paa Storhove, Akulina i Mørkets Magt, den af elskov både dybt fornedrede og højt ophøjede Katuscha i Opstandelse og den halvdannede kunstner-boheme i Johan Ulfstjerna. I sin sidste periode følte hun sin stilling truet af teatrets engagement af Betty Nansen og kæmpede med sygdom; hun optrådte sidste gang 22.12.1909 som den blide og forstandige jødinde Gerda Sommer i Daniel Hertz.

T.s kunstneriske udvikling var ualmindelig. Den unge pige fra vaudevillerne blev ikke alene repræsentanten for damen fra det gode selskab men karakterskuespiller på et bredt område. Hun var ærgerrig, overmåde flittig og aftvang respekt ved sin naturalistiske stræben. Hendes kunst var hverken særpræget eller interessant, men udsprang fra et jævnt og ærligt sind, og hendes medfødte gave, skønheden, for hvilken hun modtog megen hyldest, forvandlede ikke hendes væsens ligefremme naturlighed. Hendes tidlige død betød et virkeligt tab som ikke kunne erstattes. Skulle man sammenligne T. med en ældre tids skuespiller måtte det blive Josephine Eckardt, og en epigon fik hun i Ingeborg Middelboe (1887–1931). Sammen med Emma Gad, til hvis skuespil T.s navn også var knyttet, deltog hun ivrigt i det københavnske bourgeoisis velgørenhedsarbejde.