Ferdinand Lindgreen

Ferdinand Lindgreen, Ferdinand Ludvig Wilhelm Lindgreen,  10.4.1770-18.6.1842, skuespiller, instruktør. Født i Kbh. (Holmens), død sst. (Holmens), begravet sst. (Ass.). L. var halvbror til Caroline Walter der med hjælp fra arveprins Frederik fik ham anbragt i latinskolen i Roskilde. Han var begavet med lune og iagttagelsesevne, og den brede, sjællandske sprogtone der aldrig helt forlod ham stammede fra disse ungdomsår i Jeppes formentlige hjemstavn. Men flittig var han ikke, og det kneb med at blive student; teaterlysten lå ham i blodet, og søsterens rige historie har vel bidraget dertil. 1788 blev han korist ved Det kgl. teater hvor han fik Fr. Schwarz til lærer; alligevel opgav han ikke eksamen, men tog den privat 1790 på teaterkassens regning. Frontin i Den forliebte Autor og Tjener blev 19.11. s.å. hans debut, og kort efter spillede han titelrollen i Den pantsatte Bondedreng der indledte hans 50-årige overordentlig betydningsfulde virksomhed for den holbergske komedie. Bondedrengen Per var tossedum og drævende, men få dage efter viste L. sig mundrap og kåd som Henrik i Maskeraden, og et prøvekort for hans evne der røbede frodig naturlighed var dermed givet; 1792 blev han kgl. ansat. L. var en lille, kraftigt bygget, førladen mand med et bredt, jovialt ansigt hvori talende øjne og et godmodigt smil lyste. Dette ansigt var "hans sceniske Sjæls Spejl", skrev dr. J. C. Ryge der indrømmede sin kollega en høj rang i kunstens rige som "komisk Mime". Han optrådte i de fleste, snart i store, snart i små roller, virkede altid frodig og naiv i sin komik, ikke meget forskellig og tidligt afsluttet, men sanddru og original. Henrik'erne, Chilian, Troels, Harlekin, Gert Westphaler, Per i Jacob von Thyboe, Jacob i Erasmus Montanus. Arv'erne, især de sjællandske, var hans kunstneriske område. Ikke alene bondens fiffighed og dumhed, men også hans sorg kunne han fremstille som ingen anden. Derfor blev Jeppe hans ypperste mesterværk (1805). Han overtog rollen efter A. Gielstrup, udførte den i 33 år og gav den videre til L. Phister. Disse tre nationalkomikere udfyldte et århundrede. Gielstrup besad den skarpeste ironi og Phister det mangfoldigste forvandlingsgeni, men ingen af dem nåede L. i lunets brede strøm, i komisk ro og enfold. Mange træk fra Gielstrups spil bevarede han og føjede dertil hvad han selv havde iagttaget. Selv Phister, der som Henrik var mere springsk og havde større verve, indrømmede siden at L.s Jeppe aldrig blev erstattet. "Fra Indtrædelse på Theatret til dette Øjeblik har jeg været blandt dem, der arbejdede mest. Rolig og uden Bram har jeg dyrket min Kunst" skrev L. 1811. Størstedelen af det repertoire han spillede uden for Holberg er nu glemt, forvalteren i Gulddaasen kan undtages, men om det hele galleri gælder at L. var en åndfuld skuespiller i det lavkomiske, netop fordi han aldrig forbrød sig mod smagen. Til held for helhedsbilledet var hans medspiller, den elegante komiker J. P. Frydendahl, hans modsætning, og da de begge var store kunstnere fik scenen den størst mulige gavn af deres forskellighed. Figurer af rang og stand kunne L. slet ikke fremstille, og han nærere ingen højtflyvende aspirationer, men var urdansk og jævn, og da han engang bad direktionen om en rejseunderstøttelse til udlandet skete det ikke med ønsket om at lære noget, men for at betragte det fremmede Væsen, der tager sig saa sælsomt ud, naar det kommer frem ved Siden af vor gamle danske Maner". Som instruktør (fra 1817) var Phisters kunstneriske opdragelse hans væsentligste fortjeneste, og gennem ham og hans elev Olaf Poulsen levede mindet om L. langt ned i tiden. Den respekt for Holbergs tekst som Phister lærte sin efterfølger havde han selv taget i arv fra L. hvis læresætninger til de unge "Kan du spille Holberg, kan du spille alt" eller "Naa, saa du vil være vittigere end Holberg?" blev gentaget af Olaf Poulsen til han 1916 forlod elevskolen. L. var opslidt da han 1.1.1838 fejrede sit 50 års jubilæum som den gamle skrædder i Den hjemkomne Nabob hvor Phister var sønnen der trækker faderen ind på scenen med disse til lejligheden passende ord: "I Galop, Fatter! Alt, hvad jeg kan, har jeg lært af Jer!" 6.12.s.å. optrådte L. sidste gang som Broder Sup i Bødkeren og fra juli 1841 blev han entlediget med sin gage i pension, en tak for hvad han i sin lange tjenestetid havde ydet som kunstner.