Dansk Biografisk Leksikon

Frederik Schwarz

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Frederik Schwarz, Friedeich Schwarz, ved dåben Schwartz,  15.6.1753-13.7.1838, skuespiller, scenisk pædagog. Født i Kbh. (Petri), død sst. (Heligg.), begravet sst. (Ass.). Det blev af betydning for S.s udvikling at han, hvis fattige forældre tilhørte den tyske menighed, efter faderens tidlige død blev opdraget i huset hos præsten ved Petri kirke, den lærde E. D. Hauber, et midtpunkt i den tyske kulturkreds hvor S. traf digteren Fr. Klopstock som han siden besøgte i Hamburg. Men da dr. Hauber døde før hans konfirmation nåede han ikke at blive student. For hurtigt at få et erhverv gik han 1766 ind på Den danske skueplads' danseskole hvor Pierre Laurent blev hans lærer, og endnu purung begyndte han selv at undervise. I denne egenskab traf han løjtnant H. W. v. Warnstedt, den senere kammerherre og teaterdirektør, og lette møde udviklede sig til et venskab, der betød et intellektuelt og socialt fremskridt for S., der endog som den første fra teatret blev medlem af frimurerordenen. På scenen gjorde han sig bemærket i komiske partier og avancerede til balletdanser, især på hofteatret i dets franske periode, og da Gert Londemann var død, opfordrede direktionen S. til at forsøge sig i tjenerrollen. S. var velskabt og adræt. Han havde et regelmæssigt ansigt med smukke øjne der ikke som Londemanns lyste af skalkagtigt lune, men af klar forstand. Henrik i Den uformodentlige Hjemkomst af Reynard blev 19.3.1773 indvielsen til hans fortjenstfulde livsgerning. Han gjorde lykke, men P. Rosenstand-Goiske bebrejdede ham at hans "hele Aktion var en Kopi af Hr. Belleroches, en slet Aktør ved Hofteatret" og rådede ham til hellere at kopiere naturen. S. var den af de danske scenekunstnere, som mest omgikkes med Chr. VII's franske hoftrup, og da den blev afskediget drog han (1775) på studierejse til Paris. Hjemkommen derfra høstede han megen ros for sin Figaro i Beaumarchais' Barberen i Sevilla som han selv oversatte. Hans spil var formentlig en kopi af Prévilles fremstilling som han beundrede på "Théâtre Français". I den følgende tid udførte S. et stort repertoire af Crispin'er og Holbergske tjenere foruden Jean de France og Jacob v. Tyboe. Hans flid og kunststudier overgik hans naturbegavelse; især efter N. H. Clementins død stod han som teatrets mest akademiske skuespiller med beherskelse af alle sine virkemidler. Også på anden måde fik rejsen betydning. S., som talte de tre hovedsprog, holdt efter hjemkomsten læseøvelser over udenlandsk dramatisk litteratur med sine jævnaldrende på teatret, en forberedelse til hans oprettelse af Det dramatiske selskab (1777) hvis formål var at være sine medlemmer en på gensidig belæring hvilende skole og ved mønsterforestillinger at blive et forbillede for teatrets ledelse. Inden dette idealistiske, men kortvarige foretagende blev undergravet af indre uoverensstemmelser, gav førsteopførelsen af "Balders Død" (Hofteatret, 1778) i overværelse af digteren Johs. Ewald selskabet en vis navnkundighed, og for S. betød det at han i en meget ung alder blev teatrets instruktør med den særlige opgave at vejlede de yngre skuespillere. S.s talent for at udnytte en situation politisk kom især til udtryk da han gav ideen til teatrets overtilsynskommission af 9.3.1778 og henledte dens præses, general H. H. v. Eickstedts opmærksomhed på sin ven, kammerherre Warnstedts kvalifikationer til direktørstillingen. Ved denne ordning fik hver sine interesser tilfredsstillet: generalen kunne nu bedre beskytte sin veninde, "den lille Møller" (Catharine Frydendahl), Warnstedt fik et længe næret ønske opfyldt, og S.s stilling som en af teatrets førstemænd blev sikret. Men i sin kunst var han ikke dybt original som flere af sine jævnaldrende: Adam Gielstrup gennem sit danske lune og Michael Rosing gennem sit norske temperament. S.s teoretiske kundskaber var større, men hans talent ringere; han mestrede kunstens teknik således at J. C. Tode med en vis ret kunne kalde ham "vor største dramatiske Proteus", og han evnede på glimrende måde at imitere hvad han så på udlandets scener med hvilke han var vort teaters vigtigste bindeled. Efter sin franske periode blev han gennem studieophold i Hamburg en elev af Fr. Schröder. Året før studerede han i England, hidtil et ukendt land for danske scenekunstnere; D. Garrick var død, men han besøgte enken og må have optrådt for forfatteren George Keate der i hans stambog kaldte ham "Master in all!". Da stod S. på sin kunstneriske højde som en meget benyttet skuespiller der med intelligens og smag udførte opgaver "fra de mest komiske til de mest tragiske Roller, fra den unge Mands til Oldingens" (P. H. Haste). Fransk forlorent føleri og udvendig komik havde han for længst ombyttet med solid naturlighed som passede til dansk mentalitet. Foruden Figaro'erne hørte den dæmoniske Loke i Balders Død og den fine, godmodige Sir Peter i Bagtalelsens Skole til hans ypperste skikkelser, og han kunne både virke snedig og brav. 1802 skabte han sit Holbergske mesterstykke, Herman v. Bremen, og man kan af J. L. Lunds portræt fra S.s senere år gøre sig et begreb om at hans ydre var som skabt til kandestøberen; derimod måtte hans 234. og sidste nye rolle, Oehlenschlägers Palnatoke (1809), mislykkes fordi S. i udpræget grad var bundet til 1700-tallets skuespildigtning og stod fremmed over for den nye dramatiske poesi. Oehlenschläger beundrede ham ikke desto mindre som værdig fader men de nordiske helte kunne han ikke spille.

S.s evne til at lære roller blev tidligt svækket, og allerede 1810 tog han, kun 58 år gammel, afsked i Sir Peters rolle, men vedblev at virke som instruktør i hvilken egenskab han 1812 (sammen med M. Rosing) udnævntes til ridder, en anerkendelse, ingen skuespiller tidligere havde modtaget. Efter 50 års tjeneste forlod han 1816 teatret med sin gage i pension. Ved den lejlighed optrådte han sidste gang 2. juledag i en af sine tidligere glansroller, v. Rosenau i Hververne, og sagde farvel i en epilog. Th. Overskou beundrede især hans evne til at individualisere "sine Oldinge af alle Stænder og under alle Forhold". Han var S. meget taknemmelig, fordi han livfuldt fortalte ham sine mange oplevelser, og på disse minder, understøttet af S.s papirer og optegnelser, byggede Overskou hovedsagelig sin skildring af den danske skueplads i det 18. årh. Sine historiske interesser havde S. længe forud godtgjort da han (1784–86) udgav tre årgange af "Lommebog for Skuespilyndere", hvori han selv skrev den første beretning om den danske skueplads' oprindelse. For øvrigt udnyttede han flittigt sine sprogkundskaber til oversættelser hvoraf ikke færre end 34 blev opført. Der var et pædagogisk element i S.s sind ud fra hvilket han nærede trang til at højne sin stand og forbedre dens kår. Den navnkundigste af hans elever var Ferdinand Lindgreen. S. ville, at forbedringen skulle ske gennem oplysning og dygtiggørelse ved foredrag og "dramatiske Planteskoler". Selv om ikke alle hans ideer nåede at sætte frugt bidrog de til tjenestebeneficernes gennemførelse hvert femte år (fra 1797), og 1802 fik han bevilling til at oprette en ambulant scene under navn af Kgl. privilegeret provinsialteater. Der kunne være en afgørende afstand mellem S.s hensigt og hans praktiske håndelag; uden at følges af økonomisk held gav hans selskab en del forestillinger på Helsingørs teater, og en rejse til de jyske byer i sommeren 1804 kan betegnes som den første turné der udgik fra Det kgl. teater. I sine bestræbelser for den faglige højnelse og drevet frem af sin ærgerrighed forsøgte S. også at bevæge teaterdirektionen til at lade valget af repertoiret, rollebesætningen og den daglige kunstneriske ledelse overgå til Rosing og ham selv, men dette forslag, der fremsattes 1794 og formentlig var en lokal udløber af den franske revolution, mødte et skarpt afslag. Derimod indså direktionen det berettigede i hans og Rosings forslag (fra 1800) om "ikke for ofte" at opføre de Kotzebue'ske modeskuespil da de havde "en meget skadelig Virkning paa Aktionens Sandhed og rette Aand". Men da disse komedier gav gode penge vedblev de alligevel i mange år at beherske scenen.

S. var på teatrets område en typisk repræsentant for oplysningstiden. "Jeg har virket til den sande Dramaturgis Udbredelse i mit Fædreland" skrev han engang til kongen, og det var sande ord. Han var på mange måder en foregangsmand med store forbilleder i Frankrig, Tyskland og England. Selv om S. ikke var et dybt originalt talent, beherskede han sit fag i alle dets afskygninger. Hans udseende kender vi bedst gennem Jens Juels mesterlige portræt (kunstmuseet, deponeret på Teatermuseet). Stoltserende med sin runde mave står han her med sin dominerende røde vest som en apoteose for den borgerlige rationalismes veltalenhed.

Familie

Forældre: skomager Gottfried S. ca. 1722–58) og Cecilia Sørensen (ca. 1725–802). Gift 13.11.1779 i Kbh. (Trin.) med Anna Sophia Mayes, født 15.7.1750 i Kbh. (Trin.), død 24.10.1824 sst. (Helligg.), d. af engelsk båndvæver, senere båndfabrikant George M. (ca. 1712–801, gift 1. gang 1739 med Marie Becket, ca. 1714–44, gift 1. gang med Samuel Wilkens) og Else Marie Johansdatter (død senest 1762).

Udnævnelser

R. 1812.

Ikonografi

Mal. af E. Pauelsen, 1779 (Det kgl. teater), efter dette træsnit af J. F. Rosenstand, 1880, efter tegn. af H. Tegner. Mal. af Jens Juel (St. mus.), efter dette stik af Marie-Jeanne Clemens, og efter dette træsnit 1874. Akvarel af G. J. Keate efter hukommelsen (Kgl. bibl.), stukket af J. F. Clemens, 1794. Mal. af Juel (St. mus.), efter dette kopi af V. Henriques (Teatermus.). Tegn. af Cornelius Høyer ca. 1800 (Fr.borg). Satirisk stik af M. W. Schmidt efter tegn. af J. Wiedewelt. Stik af A. Flint, 1811. Mal. af C. A. Lorentzen (Fr.borg). Mal. af J. L. Lund (Det kgl. teater), efter dette kopi eller gentagelse (Teatermus.) og litografi af J. Friedlænder. Rollestik af Kloss efter tegn. af P. Cramer. Tegn. af N. J. Bredal (Teatermus.) og af C. C. Andersen (sst.). Buste af A. W. Saabye, 1900 (Teatermus.; Det kgl. teater). Afbildet s.m. Ewald o.a. på mal. af V. Neiiendam udst. 1912. – Nær og Fjern nr. 410 og 411, 1880.

Bibliografi

Breve fra da. skuespillere og skuespillerinder, udg. Rob. Neiiendam I, 1911 178–201. – Nytårsgave for skuespilyndere, udg. P. Foersom, 1805. P. Rosenstand Goiske i Theone II, 1811 17–41 (jfr. sst. 1–16). Samme: Kritiske efterretn., udg. Chr. Molbech, 1839. Th. Overskou: Den danske skueplads II-IV, 1856–62. Samme: Af mit liv og min tid, udg. Rob. Neiiendam II, 1916 (ny udg. 1962). Ludv. Holberg: Samtlige comoedier, ved F. L. Liebenberg. Jubeludg. III, 1888. K. L. Rahbeks ungdomskærlighed, 1911 (fot. optr. 1968) = Memoirer og breve XV. Adam Oehlenschläger: Ungdomserindr., ved L. Bobé, 1915 (ny udg. 1963). Danm. i fest og glæde, red. Jul. Clausen og T. Krogh IV, 1935 399f. W. Ørbæk: Hans Wilh. Warnstedt, 1936. Jan Neiiendam i Danske museer IV, 1954 47–58. – Papirer i Kgl. bibl.

Læs også om Frederik Schwarz i Gyldendals Teaterleksikon og i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Frederik Schwarz
Frederik Schwarz
1753-1838, dansk skuespiller og teaterpædagog. Debut ...Artikel i Gyldendals Teaterleksikon
Frederik Schwarz
1753-1838, dansk skuespiller. Især i det borgerlige ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Sevilla
provins i Andalusien i Sydspanien; 14.001 km ...Artikel i Den Store Danske
individualisere
(af lat.), anvende en almen regel på et enkelt tilfæ ...Artikel i Den Store Danske
Ferdinand Lindgreen
1770-1842, dansk skuespiller. Lindgreen var oplært i ...Artikel i Den Store Danske
intelligens
udtryk om potentialet for eller kompetencen t ...Artikel i Den Store Danske
Michael Rosing
1756-1818, dansk skuespiller. Den norskfødte Rosi ...Artikel i Den Store Danske
instruktør
se filminstruktør og sceneinstruktør .   ...Artikel i Den Store Danske
Hamburg
(da. Hamborg ), storby i Nordtyskland ved El ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
RNeii
18/07/2011
  • Læst 508 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki