Hans Kurt

Hans Kurt, Hans Kurt Jensen,  23.2.1909-19.10.1968, skuespiller, sanger. Født i Kbh, død i Rågeleje, urne på Mariebjerg kgd. K. voksede op i Kbh. og blev 1928 student fra Gl. Hellerup Gymnasium, dengang kendt for sine gode skolekomedier, og her gjorde han sine første sceniske erfaringer. Efter studentereksamen læste han privat hos Eyvind Johan- og 15.3.1929 debuterede han på Folketeatret (under Poul Gregaard) som Remigius von Sternheim i Sven Langes dramatisering af J. P. Jacobsens Marie Grubbe. Indtil 1933 var K. nu ansat på Folketeatret, og her videreudviklede han sit naturlige skuespillertalent, gjorde nyttige erfaringer og forbløffede alle med sin charme og sit scenetække, bl.a. som en fortræffelig Nicolai i Nøddebo Præstegaard. Fra Folketeatret gik turen til Dagmarteatret (1933–34), herfra til Casino (1934–35) og derpå tilbage til Folketeatret hvor han som Romeo måtte spille op til Else Skouboes Julie (1936). Men snart skulle det vise sig, at det var hans sangstemme, en varm tenorbaryton, der skulle skaffe ham en førsteplads inden for dansk teater, nemlig som operettesanger og -skuespiller. Stemmen havde en køn, lys klang, den lå fast, og K.s tekstudtale var forbilledlig. I samspil med først og fremmest Else Marie ('Hansen) skabte han i årene 1938–50 en fornyelse af operettens kunstart som er bemærkelsesværdig i dansk teaterhistorie. Det begyndte okt. 1938 på Nørrebros teater med operetten Balalaika og fortsatte – i første omgang til 1944 -med hele striben af berømte operetter, hvoraf kan nævnes: Bajaderen, Grevinde Maritza, Forår i Heidelberg, Czardasfyrstinden, Dollarprinsessen, Zigeunerbaronen, Greven af Luxembourg m.fl. Efter disse år på Nørrebros teater fulgte et par sæsoner på Det ny teater (1944–46) hvor K. og Else Marie fejrede deres livs største triumfer som grev Danilo og Hanna Glawari i Den glade enke. Bedre kunne operette ikke spilles og synges. Deres ry som landets førende operettepar blev yderligere befæstet ved landsomfattende koncertturneer og talrige radioudsendelser og grammofonindspilninger. Ved et gæstespil i Odense 1948 vovede K. for en enkelt gang springet over i operaen og sang Rodolphes parti i Boheme (med Else Marie som Mimi). Fra 1948 var K. igen knyttet til Nørrebros teater, afbrudt af et par sæsoner på Frederiksberg teater 1952–54. Da operetterne i slutningen af 40erne blev til musicals fik K. en ny lejlighed til at vise sine evner for en musikalsk genre der er svær, fordi den skal være let. Navnlig skal fremhæves hans præstation – både humør-, sang- og skuespilmæssigt – i Kiss me, Kate, 1951, på Nørrebros teater. -Det blev i årenes løb også til en hel del gæstespil, ikke alene i Danmark (Århus og Odense), men også i vore nabolande: Hippodromteatret, Malmö 1937, Oscarsteatern, Stockholm 1946 (som Eisenstein i Flagermusen), Nationaltheatret i Oslo (som grev Danilo). Også Det kgl. teater havde bud efter K. 1958–69 spillede han Kalkas i Den skønne Helene, 1960 Ludvig XV i Féte galante. – K. nåede også med stort held at medvirke i revy, fx Dagmarrevyen 1950 (med Gaby Stenberg: Vi ser for lidt til hinanden). 60erne gav skuespilleren K. en udvikling inden for karakterfaget som med god grund indbragte ham Bodil Ipsen-legatet, ikke mindst for hans præstationer i radioteatret. Fra de senere år stammer en række storartede grammofonindspilninger med K. som visesanger: Nu går våren gennem Nyhavn, Mandalay, Tørresnoren, Den gamle skærslippers forårssang m.fl. – Filmen havde tidligt fat i denne kultiverede skuespiller med det fordelagtige ydre og den gode sangstemme. Det blev til mere end 25 film, heriblandt: Skal vi vædde en million, 1932, Alle går rundt og forelsker sig, 1941, Tordenskjold går i land, 1942, Mød mig på Cassiopeia, 1951, Ingen tid til kærtegn, 1957, Gøngehøvdingen, 1961, Frøken Nitouche, 1963, Landmandsliv, 1965. – Få teaterfolk har været genstand for større folkeyndest end K. Hans flid, hans talenter og hans fine menneskelige egenskaber gjorde denne yndest berettiget og velfortjent.