Henriette Jørgensen, Nicoline Thomasine Henriette Jørgensen, 19.6.1791-19.11.1847, skuespiller. Født i Kbh. (Fred. ty.), død i Ølstykke, begravet i Kbh. (Ass.). J., som var niece af hofdansemester Laurent d. y., havde vist så sikre evner ved udførelsen af forskellige roller i Borups selskab, så megen dannelse og åndelig modenhed at hun forlangte og fik kgl. ansættelse inden hun 7.5.1816 debuterede på Det kgl. teater som Clementine i Besøget. Forventningerne blev ikke skuffet. Skønhedens nådegave var J. nægtet, men hun førte sin smukke skikkelse med elegance og virkede intelligent med præg af forfinet kultur. Hendes dannelse og sprogkundskaber var dog kun grundlaget for et omfattende talent der blev af stor betydning for skuepladsen. Hendes diktion var overmåde tydelig og versfremsigelsen gennemarbejdet med forstand og smag, således at hendes dronning Elisabeth i Maria Stuart, Bera i Hagbarth og Signe, Lady Macbeth, dronningen i Hamlet, Ragnhild i Dronning Margareta og fru Guldborg i Svend Dyrings Hus virkede som mennesker med et bølgende sind bag et statuarisk ydre. Men disse skikkelser viste kun den ene side af J.s evne, den anden, for teatret endnu vigtigere, omfattede komiske roller som hun udførte med fyldigt lune og virkningsfuld karakteristik, såvel når det gjaldt om at aflure bourgeoisiet dets tone (Lady Sneerwell i Bagtalelsens Skole) som om at skabe levende og morsomme Holbergske figurer (fx Magdelone i Julestuen og i Det lykkelige Skibbrud) eller tidstypiske skikkelser som J. L. Heibergs Jomfru Trumfmeier i Aprilsnarrene og Malle i De Uadskillelige. Hos H. Hertz kreerede hun madam Rust i Sparekassen, og hos Oehlenschläger var hun den første der gav Morgiane i Aladdin scenisk liv. Generelt set besad hendes komik altid mere styrke og vid end naivitet. De yngre ved teatret kaldte hende "tante Jette" med en blanding af beundring for kunstneren og respekt for hendes menneskelige egenskaber. Mod fru Heiberg var hun "god, elskværdig, trofast og ærlig", og for den unge Ludvig Phister og Julie Rosenkilde (Fru Sødring) var hun en moderlig veninde der hjalp dem over de første forhindringer. Ud fra den motivering at "den sceniske Kunstner burde trække sig tilbage før han eller hun opfordredes dertil enten af de Foresatte eller af Publikum" tog hun sin afsked; den sidste optræden fandt sted 26.6.1845 som Else David Skolemesters i Barselstuen.

Familie

Forældre: bogholder ved den alm. enkekasse Gert Diderik J. (1735–1810) og Henriette Rose (1757–95). Ugift.

Ikonografi

Stik i rolle af C. V. Bruun, 1828. Tegn. (Teatermus.).

Bibliografi

Aug. Bournonville: Mit theaterliv II, 1865 (ny udg. I-II, 1979) 418f. H.C.Andersen: Mit livs eventyr II, 1877 (rev. udg. ved H. Topsøe-Jensen 1951, fot. optr. 1975) 156. Julie Sødring: Erindr. I, 1894 (ny udg. 1951) 60f 132f 151. Johanne Luise Heiberg: Et liv II, 1891 (5. udg. 1974). Louise Jacobson i Tilskueren, 1921 I 55.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig