Ib Schønberg

Ib Schønberg, Ib Christian Albert von Cotta Schønberg, 23.10.1902-24.9.1955, skuespiller. Uden egentlig uddannelse debuterede Ib Schønberg som skuespiller på Sønderbro teater 1920 og turnerede 20erne igennem i provinsen med Gerda Christophersen og Otto Jacobsens teaterselskaber. 1930 blev han sekretær ved friluftsteatret i Dyrehaven, kom næste år som skuespiller og forretningsfører til Det ny teater hvor han 1934–37 var meddirektør sammen med teatrets mangeårige leder Ivar Schmidt. Her fik han 1932 sit gennembrud som komisk skuespiller – først som herren fra tilskuerpladsen i Soyas Hvem er jeg? og umiddelbart derefter som bobby'en i operetten Mr. Cinders. Han skabte sig hurtigt et image som komiker - ved sin runde elskværdighed og kvikke slagfærdighed lignede han et muntert forstørret idealbillede af den typiske dansker. Med en større evne til at lancere end at fastholde en scenisk figur befæstede han denne position i årene på Det ny teater bl.a. som onkel Tobias i Verdens rigeste pige – som han spillede flere gange senere – og som smedesvend Madsen i Genboerne, en af hans få helt vellykkede teaterroller.

Men det var filmen der gjorde ham populær – en popularitet han med årene udvidede og befæstede ved hele sit udadvendte væsen, sin utrættelige idé- og initiativrigdom og sin sikre sans for publicity. Han blev en "figur" også uden for scenen, kendt og elsket af hvert barn i landet. Men skønt han livet igennem opretholdt forbindelsen med teatret - og ikke mindst med revyen - var det filmen der skabte hans enestående popularitet. Hans filmkarriere gik helt tilbage til begyndelsen af 20erne. Men først efter hans gennembrud på teatret blev filmen opmærksom på hans muligheder som komiker. Han slog straks igennem i Københavnere (1933) – rund, trivelig, vennesæl. Og succes'en blev hurtigt fulgt op med bl.a. Ud i den kolde sne (1934), Barken Margrethe af Danmark (1934), Kidnapped (1935), Snushanerne (1935) og Panserbasse (1936) – i de fleste af dem dannede han "par" med den lille tynde Arthur Jensen. Ib Schønbergs teaterkarriere blev meget urolig. På Apollo teatret vandt han 1938 en stor sejr som titelfiguren i Ludvig Brandstrup og Poul Henningsens revykomedie Hvemsomhelst. Han var Christian II i Kjeld Abells Dyveke i Riddersalen s.m. Liva Weel (1940) og spillede i begyndelsen af 40erne en række operetteroller på Nørrebros teater bl.a. i Valsedrømme og Zigeunerbaronen.

Han startede 1945 Cirkus Ib i Fælledparken og medvirkede mange gange i Cirkusrevyen som han ledede tre somre fra 1953 til sin død. Han optrådte sidste gang som millionæren i Du kan ikke ta' det med dig på ABC-teatret 1954. Men ellers var det på filmen hans rastløse virke som skuespiller faldt. Han indspillede henved 100 film, og skønt der var mange ligegyldige lystspil- og folkekomedieroller imellem var hans evne til at være til stede i situationen og til med få, sikre midler at skabe en figur meget betydelig – det har gensynet med mange af disse film efter hans død bevist. Dertil kom at filmen formåede at udnytte de mørke, farlige sider af hans talent som ikke kunne komme til udfoldelse på teatret. Den "anden" Ib Schønberg – tilsyneladende væsensforskellig fra hele Danmarks Ibbermand – blev første gang helt synlig som stikkeren Jammerherren i Bodil Ipsens Afsporet (1942). Og denne linje videreførte han bl.a. som den fordrukne redaktør i Ta', hvad du vil ha' (1947), forbryderen i Mani (1947), værnemageren i Tre år efter (1948), børnehjemsforstanderen i Kampen mod uretten (1949) og alkoholikeren i Café Paradis (1950). Det patologiske eller psykopatiske sinds tragedie, det menneskelige og moralske forfald, magtmennesket som en kolos på lerfødder – på hele dette felt åbnede der sig i 40erne og 50erne nye uanede muligheder for Ib Schønberg som skuespiller som han vel næppe fik lov til at udnytte fuldt ud. Det betød imidlertid ikke at lunet og menneskevenligheden trådte i baggrunden – det viste sig bl.a. i titelrollen i Avismanden (1952) og som faderen i Far til fire-filmene af hvilke Ib Schønberg nåede at medvirke i to. Set under ét giver hans mange film et godt begreb om hans enorme spændvidde som filmskuespiller – hvad man måske ikke var opmærksom nok på mens han levede. Som offentlig festfigur kom Ib Schønberg utvivlsomt til at skygge for den spændende og mangesidige skuespiller han på filmen efterhånden viste sig at være.