Inge Hvid-Møller

Inge Hvid-Møller,  6.10.1912-18.2..1970, skuespiller. Født i Kbh. (Andreas), død pÃ¥ Frbg. (GodthÃ¥b), begravet sst. (Søndermark). H.-M. indtog indenfor sin tids teater en særstilling ved sin stærke, ejendommelige personlighed. Hun var bÃ¥de erotisk skuespillerinde og karakterkunstnerinde. Hendes mørke ydre, uregelmæssige, men skarpe profil og slørede, hæse stemme gjorde fra begyndelsen indtryk. Uden at hun havde noget egentligt jødisk ansigt, syntes der at være noget i hendes sind som henviste hende til jødiske roller. SÃ¥ledes spillede hun i begyndelsen af sin karriere Esther i Indenfor Murene og frk. Schmidt i Han sidder ved smeltediglen. Andre roller fra denne tidlige del af hendes karriere var Viola i Helligtrekongersaften og Eliza i Pygmalion. Men ejendommeligt nok (og i grunden typisk for hendes talent) blev hendes store populære gennembrud den patologiske morderske Emmy i Og derfor dræber jeg. en genial præstation i en forvreden folkekomedie. Med Ã¥rene udviklede H.-M. sig under sin vandring rundt om pÃ¥ de danske privatteatre til en af sin tids ejendommeligste og stærkest virkende skuespillerinder. PÃ¥ Alléscenen spillede hun den kvindelige hovedrolle i Døde uden grave og friherreinden i BÃ¥ndet. Ikke mindst den sidste præstation (i sammenspil med Eyvind Johan Svendsen) gjorde indtryk ved sin desperate lidenskab og sit kærlighedshad. Særlig betydningsfulde præstationer efter denne periode var Alice i Vetsera blomstrer ikke for enhver, Rebecca i Rosmersholm, Sabina i Den tatoverede rose og Babette i Lukretia. Men det helt store udbrud af talent var Eliza Gant i Englen pÃ¥ torvet. Denne præstation røbede for tilskuerne lidenskaben bag den klart tegnede karakter som det fundamentale i H.-M.s talent. I de sidste Ã¥r af sin karriere spillede denne sjældne skuespillerinde bl.a. Anouilhs version af Antigone og Medea og Brechts Mutter Courage, alle tre skikkelser, hvor lidenskaben brødes med karakteren og intelligensen. Og alle tre store kunstneriske præstationer. I de senere Ã¥r af sin karrière virkede H.-M. ogsÃ¥ som iscenesætter. Hendes væsentligste force var personinstruktionen, indlevelsen i de enkelte roller, evnen til at se nye muligheder hos en skuespiller, atmosfæren. Ved sin død 1970 stod H.-M. midt i en udvikling der kunne have ført hende til nye højder.