Jørgen Ryg

Jørgen Ryg, 11.8.1927-28.8.1981, skuespiller. Navneforandring 1980. Jørgen Ryg begyndte som tegner og jazzmusiker. Han var en glimrende jazztrompetist og havde midt i 50'erne sin egen kvartet. Samtidig fik han kontakt med teatret. Han virkede som regissør og skuespiller ved Dansk skolescene. Han optrådte også i et par revyer – i Nykøbing Falster 1955 og i Fiffer-revyen 1958 – og var 1956–57 knyttet til Riddersalen hvor han efter en tvivlsom start som den unge konge i Den sovende prins vakte opmærksomhed som "slaven" Lucky i Samuel Becketts Vi venter på Godot. Men virkelig kendt som skuespiller blev han først da Stig Lommer 1960 engagerede ham til ABC og Aveny. Fra begyndelsen dannede han par med Preben Kaas. De optrådte sammen i farcen Mr. Pennypacker, 1960 og blev i en række revyer 1961–66 – bl.a. Værsgo' og skyl, I al fjendskabelighed, Sextase og Bare for sjov – lanceret som en komisk duo, en slags arvtagere til 50'ernes Kellerdirk Bros. Ligesom Dirch Passer og Kjeld Petersen var de påvirket af crazy-komikkens stil og virkemidler, men var mere direkte satiriske i sigtet end forgængerne samtidig med at det musikalske islæt i deres numre var stærkt fremtrædende – fx Hvad skal vi med kvinder? og Lykke er –.

Via TV's Focus-udsendelser nåede parret Ryg og Kaas ud til hele landet. Men i revyerne viste Jørgen Ryg også sine evner som solist. I en række monologer udfoldede han sin specielle form for komik – sød, lidt sølle. Selv når han som en anden Kjeld Petersen hidsede sig mest op og kørte sig længst ud i det sindssyge og desperate, var der noget forsvarløst og hjælpeløst over ham.

Dette højst personlige og meget indtagende, ja, ligefrem rørende talent som komiker rakte langt ud over revyen, som Jørgen Ryg i øvrigt forblev trofast overfor til det allersidste – en enkelt sommer i Cirkus revyen og de sidste år i Tivoli revyen. To af sine største succeser fik han i Kjeld Petersens gamle glansroller i Harvey og Den grønne elevator. Og han fortsatte som farcør på Aveny og ABC – fx som den falske Teddy Roosevelt i Arsenik og gamle kniplinger og som godsinspektøren i Stamherren, hvor han spillede sammen med Dirch Passer og Ulf Pilgaard.

Men en anden og mere stilfærdig side af sit talent fik han lejlighed til at udfolde allerede i de år omkring 1960, da det absurde drama var den store mode i udlandet og herhjemme. I en række TV- og radioroller – fx i Automobilkirkegården, Skovtur på slagmarken og Næsehornet – så man pludselig en helt "ny" Jørgen Ryg der ikke uden videre var identisk med den populære revy- og farceskuespiller af samme navn. Fjernsynet gav ham i mange år de roller, han gik glip af på teatret – fra Leif Panduros første TV-spil En af dagene til ønskeopgaven som folkepensionisten Arntsen i TV-versionen af Sven Holms roman Syg og munter. Og i Knud Leif Thomsens film Selvmorderskolen fik han en af de roller der åbnede nye muligheder for hans talent. Alle disse muligheder blev næppe udnyttet på teatret, skønt flere gæstespil på Århus teater – fx i Joe Ortons Penge i kisten og som Thummelumsen i Livsens ondskab – faldt heldigt ud. Og på Gladsaxe teater vandt han en af sine største sejre i titelrollen i Erik Knudsens Nik Nik Nikolaj. Dobbeltheden i figuren – dens martyrium og dens ynkelighed – kunne næppe have fundet en vittigere og mere kongenial fortolker end Jørgen Ryg.

Sygdom var medvirkende til, at de sidste år af Jørgen Rygs karriere fik et umiskendeligt retrospektivt præg. Men på sin højde var han en af dansk revys mest originale komikere hvis talent ikke var begrænset til revyen og farcen alene. Også i den moderne danske og udenlandske dramatik ramte det på én gang noget centralt i tiden og noget tidløst. Det demonstrerede han bl.a. i sin sidste rolle – Schulze i radio-udgaven af Sven Clausens Bureauslaven – udsendt nogle måneder efter hans død.

Jørgen Ryg modtog adskillige priser og udmærkelser, bl.a. Kjeld Petersens mindelegat, Arosius-prisen (Århus) 1976, Aksel Bros mindelegat 1979.