Jacob Jacobsen, Jacob Jørgen Jacobsen, 24.5.1865-12.11.1955, skuespiller, teaterdirektør. Født i Kbh. (Frue), død på Frbg., urne på Skagen ass. kgd. J. blev 1883 student fra Metropolitanskolen og n.å. cand. phil., begyndte at studere jura, men opgav det for journalistikken og blev Pariskorrespondent til københavnske aviser; omkring 1890 tilhørte han den litterære kreds (Ove Rode, Johan Knudsen) der skrev og udgav dagbladet København og interesserede sig for den danske aflægger af théâtre libre i Paris som studentersamfundets frie teater var; det dannede for ham overgangen til en debut på Folketeatret 14.12.1891 som konsul Bøje i Sportsmænd. Til 1898 virkede J. ved denne scene og var derefter til 1905 ansat ved Dagmarteatret. I opposition mod Martinius Nielsens direktorat ledede han "de otte"s gæsteturné i Norge og Sverige den følgende sæson, men da det ikke lykkedes at rejse disse fra Dagmarteatret udvandrede kunstnere et selvstændigt skuespilhus i Kbh. blev J. instruktør ved Århus teater hvor han 1908–13 var direktør efter grundlæggeren, Benjamin Pedersens død. Han søgte med held at vedligeholde publikums interesse ved hyppig optræden af gæster, endog som noget nyt med gæstespil af den kgl. opera, og forberedte klogt det statstilskud som rigsdagen tildelte den jyske hovedscene ved hans afgang. Senere (1914–20) virkede J. som instruktør ved Casino og rejste med eget selskab i provinserne og var turnéleder indtil han 1924 på eget initiativ startede biografen Colosseum ved Nørrebros runddel. J. var en intelligent skuespiller der kunne nå sikre kunstneriske virkninger ved pålidelig karakteristik og et eget mut lune, fx som rideknægten i Tjenestefolk og vicevagtmesteren i Tappenstreg; hans overmåde livfulde og dristige fremstilling af journalisten Piene i Paul Lange og Tora Parsberg godkendtes af Bjørnstjerne Bjørnson og blev J.s mest særprægede figur. Han oversatte og bearbejdede adskillige skuespil af hvilke især Agnes Jordan, Tappenstreg og den engelske folkekomedie London i Lygteskær gjorde stor lykke.

Familie

Forældre: overretsprokurator Johan Herman J. (1824– 95) og Adelgunde Georgine Marie de Svanen-skiold (1841–1912). Gift 1. gang 30.6.1896 i Skagen med skuespiller Olivia Johanne Margrethe Jørgensen, født 22.11.1869 i Kbh. (Johs.), død 7.11.1945 sst. (gift 2. gang 1909 med teaterdirektør William Norne, 1866–1946), d. af instrumentmager Jørgen Adolf J. (1822–1900) og Christiane Pouline Engelund (1835–90). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 24.5.1911 i Farum med skuespiller Christel Julie Emanuela Holch, f. Frost, født 2.4.1886 i Ålborg (Budolfi), død 8.3.1969 i Skagen (gift 1. gang 1907 i Kbh. med cand. jur. Jens Augustus Holch, 1884–1909), d. af købmand Christian F. (1842–91) og Emma Klöcker (1847–1931).

Ikonografi

Mal. af Jacob Sømme, 1890. Rollebilleder tegnet af Albrecht Schmidt, 1890 og 1901 (Teatermus.). Mal. af Paul Graf, 1892 (Skagens mus.) og N. V. Dorph, 1893. Tegn. af P. S. Krøyer, 1894, mal. af Einar Hein, 1895, tegn. af E. Krause, 1904 samt af Michael Ancher. Foto.

Bibliografi

Albert Bayer: Århus teater, 1925 221–82. Em. Sejr og Sv. Gundel: Århus teater gennem 50 år, 1950. Gunnar Sandfeld: Teaterkunst på små scener, 1969.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig