Jacob Texière

Jacob Texière, Jacob Seligmann Texière, 3.2.1879-1.5.1944, skuespiller. Født i Kbh. (Mos.), død i Uppsala, urnen overført til Kbh. (Mos. Vestre). T. var elev af Emmanuel Larsen og spillede i sæsonerne 1900–02 nogle mindre roller af fantastisk art på Casino (fx i Dr. Nicola) og var i øvrigt et bytte for karikering og vittighedsmageri i en vis del af pressen. Herimod protesterede Ove Rode virkningsfuldt da T., som 1902 var blevet optaget i elevskolen, 20.1.1903 havde en opsigtsvækkende debut på Det kgl. teater som Jerusalems skomager i Genboerne der i hans fremstilling blev en eventyrlig skikkelse med indre myndighed, forlenet med østerlandsk fantasi og mystik som løftede digtningen op over dens borgerlige miljø. I de følgende sæsoner udførte T. en del roller som gennem ham blev ejendommelige, fx den onde lilake i Ole Lukøje, den selvretfærdige Loyal i Tartuffe og navnlig Gotfred i H. Nathansens skuespil Daniel Hertz, en poetisk personifikation af det jødiske hjems ubegavede, men brave søn. T. evnede at skabe typiske figurer, selv hvor stoffet kun rummede antydninger (fx skovtrolden i Hr. Oluf, han rider), men netop som han var i færd med at fæstne sin interessante særstilling i repertoiret, brød han af og lod sig 1910 knytte til Folketeatret hvor han bl.a. levendegjorde den russiske flygtning i Uglereden og Rosiflengius i Det lykkelige Skibbrud. Fra 1913 helligede han sig helt sin 1907 påbegyndte virksomhed som fortolker af H. C. Andersens eventyr; det var Georg Brandes der først slog til lyd for hans fortjenstfulde, siden af staten påskønnede indsats på dette område. I modsætning til samtidens betydeligste H. C. Andersen-fortæller, Sophus Neumann, hos hvem naiviteten og lunet var det bærende, lagde T. vægt på refleksion og karakterisering. Med rig fantasi gjorde han ordene levende, gav dem lyd der svarede til det begreb de dækker, uden at gøre brud på digterens tekst. Tingem; talte, dyrene havde deres eget sprog, loppen sprang, hønsene kaglede, flagermusen peb, strygejernet gik over flipperne, så man oplevede damptromlen. Praleri, sladder og komisk selvretfærdighed havde T. sikre udtryk for; vemod klædte ham bedre end medfølelse. Skulle man sammenligne hans fortolkning med fortidens, måtte F. Høedts navn nævnes; også hos ham var nuanceringen og det dramatiske element alfa og omega, mens satiren opløstes i et godmodigt skælmeri når H. C. Andersen selv foredrog sine historier. T. blev en fremragende fortolker af Danmarks berømteste digter. Hans gengivelser var ikke recitation, men skuespil og menneskelig fremstilling, livskunst og inspireret fantasi med mere humør og ironi end varme.

T. indstuderede 70 eventyr på dansk, 40 på tysk og to på engelsk. Han optrådte i hele Norden og efter at han 1914 var brudt igennem i Berlin lå de tysktalende lande ham åbne, indtil de politiske forhold ændrede sig. USA gæstede han også, helt ud til Stillehavet. 1929 var han gæst på Casino som faderen i Lille Rose Marie; 1935 spillede han gamle Hertz i Daniel Hertz på en landsturné. Under anden verdenskrig var T. som jøde nødsaget til at flygte til Sverige. Her begik han 1944 i desperation selvmord i Uppsala.