• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johanne Sophie Knudsen

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Johanne Sophie Knudsen, 31.3.1742-31.3.1796, skuespiller. Født i Hillerød, død i Kbh. (Nic.), begravet sst. (Ass.). Et ikke almindeligt kunstnerliv begyndte da K. 2.10.1765 debuterede som Leonora i Den Stundesløse. Skønt hendes ydre ikke passede til sådanne ædle tragiske skikkelser som Voltaires Zaïre og Rethea i J. N. Bruns Zarine, klarede hun dog disse opgaver, og hun deklamerede vers "paa den rette Maade" hævdede P. Rosenstand-Goiske, ved at inddele "Perioderne efter Meningernes Slutning, og ikke efter Fødderne eller Stavelserne". Samtidig gjorde hun det kunststykke som vor første Grethe i Kjærlighed uden Strømper at parodiere det stof hun til daglig måtte arbejde med. Rosenstand-Goiske bemærkede at hun derved tabte noget af sin tragiske evne, men tabet pegede fremad mod de borgerlige hustruer og mødre som blev K.s egentlige område, såvel klassiske typer som Magdelone, Gedske og Nille som koner og kællinger fra samtiden, fx madam Plump i P. A. Heibergs Forvandlingerne. Sådanne typer kunne hun karakterisere og forskelliggøre, lunet var ægte og grundtonen altid godmodig. K. L. Rahbek vidner at Holbergs krav om korrekthed i diktionen havde en udmærket repræsentant i K. Hun optrådte sidste gang 12.5.1795 som madam Prim i De fire Formyndere. – Hendes mand, Lars K., blev 1754 student fra Frue skole og studerede sprog og musik, men tog ingen embedseksamen. Ca. 1758 blev han sufflør og 1762 debuterede han som Claus i Kaffehuset, men da hans sceniske evner ikke svarede til hans kundskaber, blev han på ny sufflør (til 1796) og virkede fra 1781 sammen med Johan Herman Wessel som fast ansat oversætter af skue- og syngespil, hvoraf adskillige blev trykt. Teaterdirektionen satte det unge geni Caroline Halle (Caroline Walter) i pension i K.s hjem, da dets "ordentlige Levemaade og ærlige, anstændige Selskab" var den bekendt. Rahbek mente at L. K. som Rosenstand-Goiskes ven havde ikke ringe del i Den dramatiske Journals tilblivelse og domme. Et udsagn der bestyrkedes af at L. K. bl.a. oversatte Joh. Fr. Löwens skrifter som i modsætning til G. E. Lessings indeholdt en skarp kritik af skuespillernes præstationer i Hamborg på samme måde som Rosenstand-Goiskes der var den første egentlige danske teaterkritik. –

Familie

Forældre: rytter Henrik Hansen Bergman og Petronille Hoffgaard. Gift 30.8.1769 i Kbh. (Frue) med sufflør Lars K., født ca. 1736, død 7.3.1818 i Kbh. (Frue).

Ikonografi

Rollebilleder fra Kærlighed uden Strømper (kobberstiksaml.).

Bibliografi

Breve fra da. skuespillere, red. Rob. Neiiendam I, 1911 4 40 214. W. H. F. Abrahamson i Pers. hist. t. 6. r. IV, 1913 246f (brev). – K. L. Rahbek i M. C. Bruuns Svada, 1796 273–82. P. H. Hastes Thalia, s.å. 175 196. P. Rosenstand-Goiske: Kritiske efterretn., udg. Chr. Molbech, 1839 72f. H. Weitemeyer: Kulturskildringer fra Kbh., 1916 106. Kl. Neiiendam i Kulturminder VI, 1969 180–82.