Dansk Biografisk Leksikon

Johannes Poulsen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Johannes Poulsen,  17.11.1881-14.10.1938, skuespiller, sceneinstruktør. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet på Hulsig strand. P. havde altid villet være skuespiller. Allerede som lille purk røbede han dramatiske evner. Fru Heiberg (Johanne Luise") lagde mærke til hans skiftende udtryk når han sang sine små viser, og faderen nærede heller ikke tvivl om hans talent. Privat og på kostskole spillede P. dilettantkomedie, bl.a. sammen med broderen Adam, og da de 1899 var blevet studenter fra Birkerød og n.å. havde taget filosofikum, forberedte faderen dem til debut på Dagmarteatret (9.11.1901) hvor P. spillede Filippo i Renaissance. Heldigere valg kunne næppe være truffet. Som en fole sprang "Dag" gratiøst omkring; P. var slet ikke teknisk dygtig, og hans skæve mund skulle publikum først vænne sig til, men han interesserede alligevel ved ungdommen og charmen i sit væsen og den stil der var i hans krop. Festlig og musikalsk var denne yngling som ikke blot kunne synge, men også foredrage en sang, bedst, når han akkompagnerede sig selv til lut. Først virkede han som en kåd studenterskuespiller (Peter Ravn i En Spurv i Tranedans), men det viste sig snart, at han ejede dybere toner og kunne karakterisere og træde ud af sin egen individualitet. Moltonen i hans sceniske begavelse fik et smukt udtryk i William Taylor i Bjørnstjerne Bjørnsons Maria Stuart, den blide resignation var bud fra hans eget bløde sind, og der kan fra foredraget af sangen Hver Glædesstund du fik paa Jord betales maa med Sorg drages relationer til mange af hans senere skikkelser, først og fremmest Vilhelm i Adam OehlenschlägersAxel og Valborg og Antonio i Correggio. Hans figurdannende evne var i hans første periode overordentlig rig og fornem stilfærdig: lagerist Sørensen i Tante Cramers Testamente var i sin lette komik et andet menneske end den sjælsfine typograf i Haardt imod Haardt, og dristighed og sandt lune viste han som den forkælede Frida i Ranke Viljer (To Gange To er Fem), en nyskabning på vor scene. Andre vittigt sete hovedstadsfigurer fra de forskelligste miljøer var fuldmægtig Christensen i Hr. Christensen og soutenøren Ferdinand i Brødrene Hansen. I de syv sæsoner P. tilhørte Dagmarteatret (1905-06 turnerede han som medlem af "de Otte" i Skandinavien) spillede han ca. 50 roller i hastigt skiftende forestillinger, hvorved han fristedes til, støttet af Martinius Nielsens diktion, at gå mere i bredden end i dybden. Sagamennesket Hallfred Vanraadeskjald og troubadouren Bertran de Born var typiske for det højttalende i hans fremstillingsform, den han siden anvendte hyppigt, fx som Calliban i Stormen. Hvad han bød sin sonore stemme af kraftudfoldelse indtil råben var imponerende, men sjæleligt gik meget tabt under denne spilleform, og de roller hvor sprogets brusen var ham vigtigere end den fantasifulde inderlighed hørte ikke til de interessante fremstillinger i hans repertoire.

Som tidens ypperste scenetalent blandt de unge ansattes P. 1909 ved Det. kgl. teater hvor en del af faderens og onklens yngre roller ventede ham (fx prinsen i Der var engang – og Ludvig Holbergs Henrik), men generelt sagt blev det de figurer han selv nyskabte der gav ham plads og rang i teaterhistorien. Narrens tragiske poesi i Helligtrekongers Aften var et budskab fra hans egen følsomme sjæl, mens hans spil siden hen som Tobias Hikke i samme komedie og Rendegarn i En Skærsommernatsdrøm kun var støjende reminiscenser fra Olaf Poulsen. Ligheden mellem de to kunstnere var kun af ydre art; han ejede hverken onklens vis comica eller hans skolede replik, men levede på fantasien og sin billeddannende evne. Derfor blev det hverken Henrik eller Harlekin, som knyttede ham til Holberg, men hans vittige, elegante Jean de France der sigtede mere på adelen end på borgerskabet, og hvormed han skaffede den gamle farce en tiltrækning som den aldrig før havde kendt. Han trak hovedlæsset ved skuepladsens 200-års fest 1922, da det første gang lykkedes at gennemføre en Holberg-uge, til hvilken lejlighed han skabte sin virtuose Vielgeschrey i Den Stundesløse og satte intermediet til Kilderejsen fantasifuldt i scene som en litterær lystrejse fra Holbergtiden til romantikken. Men Oehlenschlägers poesi lå hans stemningsbevægede sind nærmere, og det skyldtes da også P.s indsats, at digteren, hvis værker næsten var forsvundet fra nationalscenen, fik to store successer i begyndelsen af dette århundrede: Aladdin og Tordenskjold (begge 1919). Han udførte selv titelrollerne; den saltvandsfriske søhelt, B. Denners portræt levendegjort, talte med klædelig og forsvarlig norsk accent, og da P. gentog indfaldet over for frasemageren Stensgaard i De Unges Forbund fulgte heldet ham atter; for øvrigt havde Henrik Ibsen godkendt eksperimentet, da den ældre Wilhelm Wiehe vovede det ved stykkets fremkomst. Stensgaard var dog ikke P.s ypperste skikkelse hos Ibsen. Det var Peer Gynt (1913). Den norske Aladdin lykkedes ham bedre end den danske. De havde fantasi og tankeflugt og vovemod tilfælles. I sine 37 skuespillerår skiftede P. ham i ca. 250 roller. Replikkens nuancering var ikke det væsentlige for ham, men at figuren stod klart for tilskuerne i få, karakteristiske træk. Han var en genial maskør med et stort kostumekendskab, erhvervet på talrige studierejser til alverdens museer. De maskebøger, han efterlod, er enestående i deres rigdom; det vil synes fremtiden utroligt, at alle disse forskellige ansigter skabtes af ét menneske. Ægte i elegance og stil var især hans skikkelser fra 1700-tallet (Charles i Bagtalelsens Skole; Esteban i Madame); i mange tilfælde nøjedes han med skitsen, men hvis figurens indre væsen smeltede sammen med masken, opstod en rig og personlig skuespilkunst der ved sin fantasi og sin indre varme sejrede over al kold teknik og scenisk beregning. På grænsen mellem klogskab og afsind var P. en mester; derfor blev August Strindbergs Erik XIV og Carl Gandrups dr. Vitus i Munken gaar i Enge store kunstværker som ikke kan kopieres. Det samme gjaldt Fedja i Det levende Lig, billedet af et fint menneskes undergang i drik og karaktersvaghed, udført med flere sjælelige nuancer, end der fandtes i Alex. Moissis lyriske udgave af rollen. Billedets modsætning var grosserer Jacob Levin i Indenfor Murene, vital i sin selvopholdelsesdrift, forretningsmand og jøde, på en gang københavner og international. P. tog figurens miljø med ind på scenen og belyste den fra alle sider, var geskæftig og simpel, men også en god søn og en lykkelig far. Til mesterværkerne hørte Arlechino i balletten Pierrettes Slør hvor han, skønt ordløs, skabte et uforglemmeligt billede af latent uhygge. Indre myndighed og vælde prægede hans Julius Cæsar; modsat har få kunnet fremstille slap, elegant dekadence så træfsikkert som P. Hans Henrik VIII i Cant hjalp Kaj Munk til hans første succes, et renæssancemenneske, brunstig, skarp og grov indtil tåbelighed, men også listig og myndig. Af figurer fra de sidste år var skuespilleren i En Sjæl efter Døden en overlegen og elskværdig udlevering af han-primadonnaens psykologi, og bedsteborgeren Jeronimus i Jean de France viste P. afklaret, besindig, konservativ. Dermed sluttede rækken af hans menneskeskikkelser; hans kunstnerliv var til ende i samme tidlige alder som faderens; uden at ane at han var syg til døden, optrådte han sidste gang 31.5.1938 som Christian IV i Elverhøj.

Som sceneinstruktør har P. sin særlige plads i teatrets historie. I en artikel til et amerikansk teaterværk skrev han engang, at skuespilkunsten var meget mere end ordet, og at han som iscenesætter havde bestræbt sig for at få teatrets mange strenge til at klinge i harmoni: "Min Far saa sin Opgave i paa Scenen at gøre Menneskers daglige Liv virkeligt, men jeg ser min Opgave i at gøre Menneskers Drømme virkelige". Han var som instruktør en absolut modsætning til W. Bloch hvis kunst forekom ham grå og bundet til realismen. P.s epoke begyndte 1914 med Det gamle Spil om Enhver, en hos os ukendt malerisk pragtudfoldelse der stammede fra Max Reinhardt, hvis formidler på dansk teater P. blev. Opførelsen var mere en kirkegang end en teaterforestilling. Hvad han så og lærte på sine rejser, gik igen i hans scenerier; hans bog Gennem de fagre Riger-, 1916, blev baggrunden for opførelsen af Aladdin med al den østerlandske kolorit som mange mente tog livet af Oehlenschlägers poesi. Hans eksperimenter bragte ham også store nederlag, fx Ulysses von Ithacia, 1934 og Hamlet, 1937, men også store sejre, og da navnlig inden for operarepertoiret. Her var han en nybygger. Han tog malerne Agnes Slott-Møller, Kay Nielsen og Svend Gade i sin kunsts tjeneste og gav Liden Kirsten, Drot og Marsk, Carmen og andre operaer livfulde scenerammer af stor skønhed. Han oversatte tonebilledet til maleri, var, som Henri Nathansen skrev, "nærmere beslægtet med Musik, Maleri og Plastik end med Drama". Det internationalt betonede i hans væsen gjorde ham til teatrets vindue ud mod Europa; han fik Jean Sibelius til at skrive musik til Stormen, han modtog fremmede kolleger, fx Moissi og H. George, storstilet i sit hjem og bevægede Gordon Craig til at iscenesætte Kongs-emnerne (1926), hvad der gav anledning til skriftet A Production (1926), en af de meget få verdensberømte bøger om dansk teater og et forsvar for Craigs banebrydende modernistiske ideer med vægt på lyd, lys og bevægelse samt på de vertikale linjer i scenebilledet. 1927 fik P. gennemført opførelsen af Erasmus Montanus i Paris, spillet af Det kgl. teaters kunstnere, og i tre år (1927-30) i hvilke han ikke var knyttet til Det kgl. teater, turnerede han bl.a. i Nederlandene med De Usynlige. På nordiske scener færdedes han husvant og havde stor ære af sin opførelse i Stockholm og Oslo af Bagtalelsens Skole, og 1936 iscenesatte han med succes Det gamle Spil om Enhver på Hollywood Bowl i Californien. Derfor kaldte Max Reinhardt ham "einen der stärksten Träger der internationalen Kunst und Geistesgemeinschaft".

Edv. Brandes skrev engang: "I Johs. P.s Sind og Sjæl og Aand flyder, strømmer, jager, ildner, springer og danser Stemning og Indtryk, Set og Lært og Oplevet i en kalejdoskopisk Farvehvirvel". For så vidt mindede han ikke om faderen. Dennes særkende var klarhed og ro, mens P. derimod var mystiker og fuld af overtro. Men der kunne drages paralleller mellem ikke få af deres figurer, og stemmerne havde toner fælles. P.s mandige styrke var ikke ringere, men hans fantasi mere frodig, og der var i hans sind et festligt moment, som faderen savnede. Det var denne festivitas han tilførte nordisk teater, noget farverigt og gyldent som forsvandt med ham.

Familie

Forældre: kgl. skuespiller Emil P. (1842-1911) og Anna A. D. W. M. Næser (1849-1934). Gift 1. gang 27.2.1908 i Kbh. (Helligg.) med Ingeborg Maria Hauge, født 17.7. 1880 i Kristiania (gift 2. gang med grev Barrelet de Ricou, Paris), d. af grosserer Carl Andreas H. (1837-1900) og Anna Abelone Kloed (1843-1902). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 30.6.1917 i Birkerød med Sylvia Mizpah Pio, født 29.11.1878 i Chicago, død 24.4.1932 i Hellerup (gift 1. gang 1903 med lensgreve Eggert Christopher K. til Knuthenborg, 1882-1920), d. af socialistføreren Louis P. (1841-94) og Louise A. H. Jørgensen (1853-1924). Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 31.5.1924 i Kbh. (Garn.) med solodanser Ulla Iversen (Ulla Poulsen Skou), født 2.5.1905 i Kbh., d. af snedker, senere kontorassistent Søren I. (1863-1940) og Laura Christiane Hansen (1864-1927). – Bror til Adam P. og Svenn P.

Ikonografi

Mal. af Margrethe Svenn Poulsen, 1903. Buste af Elise Brandes, 1908, marmor 1909 (Teatermus.). Malet i rolle af N. V. Dorph, 1909. Karikatur af Vald. Andersen, s.å. Træsnit af L. B. Hansen, 1910, efter foto. Malet i rolle af Marie Sandholt, 1911 (Teatermus.). Flere rolletegn. af Vald. Møller, bl.a. 1912, 1916 og 1920 (sst.). Karikatur af J. Nørretranders, 1913, af Sven Brasch, 1916 og talrige andre. Flere statuetter i roller af Axel Locher, bl.a. 1919 (Teatermus.; Det kgl. teater). Tegn. af Kay Nielsen, 1926. Tegn. af H. Jensenius udst. 1928, 1931, 1933 og 1938 (bl.a. i Teatermus.). Tegn. af B. Bülmann Petersen udst. 1930. Linoleumssnit af K. J. Almquist 1930 og 1939 og i karikatur. Litografi af H. Bendix udst. 1930, tegn. af samme udst. 1936. Tegnet i rolle af Gerda Ploug Sarp, 1931 (Teatermus.). Tegn. af Ivan Opffer, 1932 og 1939 (sst.). Buste af Axel Locher udst. 1932. Mal. med portr. og rollebillede af J. F. Willumsen, 1933 (Det kgl. teater). Tegn. af H. Isenstein, 1938 (Kgl. bibl.). Selvportr. i akvarel (Teatermus.) og i mal. Bronzemaske af Elna Borch. Tegn. af Viggo Thomsen. Tegnet i rolle af Sophus Jürgensen (Teatermus.), af E. Krause (sst.), af H. E. Melchior (sst.) og akvarel af Svend Johansen. Tegn. af Olav Gullbransson (Teatermus.). Silhouet i rolle af Kirsten Wiwel. Foto.

Bibliografi

Henri Nathansen: J. P. og Poul Reumert, 1918. Samme: J. P., 1946. Anna Poulsen: En skuespillers liv, 1925 398-401. Festskr. til J. P. 1901-26, 1926 (billedhæfte). Edv. Brandes i Teatret XXVI, 1926 59-62. Edv. Agerholm sst. 62-64. Einar Christiansen: Nogle træk af mit liv og af da. teaters hist., 1930 325-27. Rob. Neiiendam i Ord och bild XLVII, Sth. 1938 643-51. Et galleri af J. P.s figurer 1901-38, ved samme, 1938. Politiken 15.10.1938. Berl.tid. og Nationaltid. s.d. Michael Neiiendam: Rampelys og stjerneskær, 1941. Bogen om Johannes, red. samme, 1945. Ulla Poulsen Skou: På rejse med J. P., 1946. Samme: Skuespilleren og danserinden I-II, 1958-59.

Læs også om Johannes Poulsen i Gyldendals Teaterleksikon og i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Johannes Poulsen
Johannes Poulsen
1881-1938, dansk skuespiller og instruktør. S ...Artikel i Gyldendals Teaterleksikon
Johannes Poulsen
1881-1938, dansk skuespiller og sceneinstruktør, ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Californien
... California , stat i det vestlige USA mo ...Artikel i Den Store Danske
Henri Nathansen
1868-1944, dansk forfatter. Henri Nathansen, der ...Artikel i Den Store Danske
Aladdin
figur fra eventyret om Aladdin og den vidunderl ...Artikel i Den Store Danske
Erasmus Montanus
komedie af Ludvig Holberg , trykt 1731. Som ung ...Artikel i Den Store Danske
Dagmarteatret
Københavns tredje privatteater, åbnet i 188 ...Artikel i Den Store Danske
Agnes Slott-Møller
1862-1937, dansk maler, uddannet på Tegne- og ...Artikel i Den Store Danske
Drama
by og bjergrigt amt i Nordgrækenland på grænsen til ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
RNeii
18/07/2011
  • Læst 997 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki