Karl Stegger

Karl Stegger,  11.1.1913-13.4..1980, skuespiller. Født i Århus, død i København. Uden egentlig skuespilleruddannelse blev S. 1944 ansat som skuespiller og regissør ved Århus teater. Han forblev ved teatret frem til 1951 og tog bl.a. 1950 initiativ til oprettelse af Holbergspillene i Den gamle by. Bortset fra nogle gæstespil i provinsen var han derefter tilknyttet vekslende scener i Kbh. samtidig med at han var en flittig skuespiller ved revyen, radio, film og TV. S. kom forholdsvis sent i gang med sin skuespillerkarriere. Som medlem af Århus amatørteater fik han kontakt med instruktøren M. Makwarth der foreslog ham at blive professionel skuespiller. Han debuterede ved Århus teater i To Traade, 1944 og viste i de følgende år stor spændvidde i så forskellige roller som Arv i Jean de France. teaterdirektøren i Eurydike og den unge Mikkel Borgen i Ordet. I Kbh. fik han rige muligheder for at udfolde sig – især på Folketeatret hvor han blev indpasset i det lettere repertoire, fx i Kyskhedsbæltet, 1959, En skør en, 1963 og som redelig/uredelig tyv i En fod i hånden, 1966. Men han nåede også i samme periode at hævde sig inden for karakterfaget. Hans Biedermann i Biedermann og brandstifterne, 1963 var af glimrende virkning. Ligeledes blev titelrollen i F. Dürrenmatts Kejser Romulus (spillet i en blanding af ironi, vid og alvor) succesfuld – en succes der gentoges i det fine sammenspil med Ove Sprogøe i The sunshineboys, 1974. Gæstespil i Odense (1964–65) og i Århus (1970) blev fulgt op af gæstespil ved Ålborg teater hvor S. 1977 gengav en rørende, naiv Willy i En sælgers død. En genopdyrkelse af ungdommens Holberg-repertoire skete bl.a. med Per Degn i Erasmus Montanus der viste hvor langt S. var nået inden for karakterfaget (Det danske teater 1976). Hans Per lyste af snu selvhævdelse, men også af menneskelig varme der forlenede figuren med både anti- og sympati.

Nogle af sine største succeser fik S. i filmen, hvor han medvirkede i over 150 film, og han er således en af de mest produktive skuespillere i dansk film. Han var overordentlig anvendt især i småroller, fx som postbud, brandmand og fængselsinspektør. Han spillede dog også hovedroller, således titelfiguren i Præsten fra Vejlby med konstante skift fra hidsighed til mildhed, og han var en uimodståelig "far" efter Ib Schønbergs død 1955 i Far til fire-filmene. Han medvirkede i både den seriøse og mere underholdende genre, fx i Sult og i Olsenbanden. Som på teatret kom hans rutine og habile håndværksmæssige kunnen ham til gode. Hans evne til at lægge en maske forbundet med situationsfornemmelse gjorde det muligt at acceptere ham i såvel det alvorlige som mindre alvorlige repertoire. Hans popularitet fra filmen overførtes til TV hvor han bl.a. deltog i Hov-Hov-programmerne. I TV-serien Matador, 1978-82, spillede han konsul Holm. Han var tillige en flittig gæst i TV-teatret, fx som hofjægermesteren i En mindefest, 1971, som titelfigur i Tykke Olsen, s.å. og i Vores år, 1980. Evnen til at spille på modsætninger: det snu, joviale og farlige bevirkede at S. til det sidste var meget benyttet. Han vedblev at være eksponent for den jævne dansker som publikum let kunne identificere sig med. – Medlem af bestyrelsen for dansk skuespillerforbund 1965. Den gyldne spore, Bodilprisen 1971.