Kjeld Petersen

Kjeld Petersen, 1.7.1920-24.5.1962, skuespiller. Kjeld Petersen var længe undervejs som skuespiller. Han fik sin første optræden på Betty Nansen teatret i Johnson over Jordan, 1939, kom 1941 til Vennelyst teater i Århus og spillede 1942 sommerkomedie hos Harald Stabehl i Esbjerg. 1942–43 var han knyttet til Frederiksberg teater (Aveny), men vakte først opmærksomhed da han 1943 dublerede Erling Schroeder som Joe i William Saroyans Livet er jo dejligt i Riddersalen. Han spillede senere rollen på Århus teater – hvor han var en enkelt sæson 1943-44 – samt på turné. Han medvirkede i Riddersalens opførelse af Shakespeares Hamlet, 1944 og fangede Frederik Schybergs interesse ("Han har ansigt"). Ellers var det især lystspillet og revyen han dyrkede – begge dele på Nygade teatret hvor han bl.a. var med i den vittigste og mest charmerende af Fiffer-revyerne Striber på Strøget, 1947. Men det var årene i Riddersalen under Meïr Feigenberg 1947-49, der for alvor satte skub i Kjeld Petersens udvikling. Han var senatorsønnen i Jean-Paul Sartres I anstændighedens navn og vennen Jim i Tennessee Williams' Glasmenageriet. Samtidig fik han sit afgørende gennembrud som revyskuespiller med et par viser i Hornbæk-Revyen, 1948 (En mand på 48, Svigermor) og fik tillige lejlighed til på film at vise et moderne, let flabet fysiognomi.

Man kan sige at Kjeld Petersen i 40'erne opdagede sine egne muligheder der måske var endnu større, end hans senere karriere viste – en konflikt, han selv var sig bevidst, og som ganske givet sled på ham. Men den bidrog også til at give hans komik den tone af melankoli, galgenhumor og desperation, som blev stadig tydeligere med årene. For det var i revyen og lystspillet hans fremtid kom til at ligge. Efter Fiffer-revyen på ABC-teatret 1949 – hvor han første gang spillede sammen med Dirch Passer – fortsatte han i de Lommerske revyer sammesteds. Og i Jens Lochers komedie Tre må man være på Nygade teatret i 1951 viste han sig i samspillet med de jævnaldrende Preben Neergaard og Birgitte Reimer som en af sin generations mest charmerende skuespillere i den lettere genre. Men det var i årene på Apollo teatret 1951-54 han fandt sin originalitet og fastslog sit format som komiker. Som den forvirrede portier i farcen Solstik, 1952, demonstrerede han temperamentet, tonen og rytmen i den desperate, harmfnysende crazy-komik der blev hans speciale indtil hans død ti år senere – han fortsatte denne linje i revyerne Her er vi igen og Robinson Crazy samt i lystspillet Legetøjskarrusellen. Her viste han sig i fuld udfoldelse som "den, der evnede at fremstille den mest hektiske aktivitet som en form for særligt fremskreden lammelse". Her placerede han sig suverænt som "vor sikreste og morsomste fremstiller af den helt fortvivlede store usikkerhed" (Viggo Clausen). Med denne nyvundne succes i ryggen vendte P. 1955 tilbage til Lommer-revyerne på ABC-teatret. Her kom han til at danne par med Dirch Passer, og i en række revyer 1955-58 - bl.a. Det lille ABC-hus, ABC for viderekomne, På slap line, Carmen Jensen og Spræl sprællemand, spræl – udviklede de det partnerskab der under firmanavnet Kellerdirk Bros. betegner et af højdepunkterne i den danske revys historie, og som tillige blev kulminationen af den crazy-komiske bølge inden for dansk teater. Det var ikke teksterne deres numre hvilede på, det var det gøgl og de gags de to komikere hidsede hinanden op til, samspillet mellem den Passerske uskyld og undselighed og Kjeld Petersens desperate, olme, ligesom stangende komik. I det "rigtige" lystspil – Lasede engle på Alléscenen 1956 – fungerede deres samspil derimod knap så godt. Og dertil kom at Kjeld Petersen efterhånden følte et behov for at frigøre sig fra revyen og crazy-komikken og prøve sine kræfter i den egentlige komedie. – Ganske vist lå Napoleon i folkekomedien Madame Sans Gêne på Scala 1958 i yderkanten af Kjeld Petersens område – spillet med en ganske effektfuld, spændt farlighed som en sveden proletar. Men i Den grønne elevator (Aveny 1959; også på film) og i Oscar (Folketeatret 1961) var han helt på hjemmebane – en komik ud over alle grænser, der i sin accellererende desperation lod sig afbalancere af en stilfærdig menneskelig humor. Denne humor rendyrkede Kjeld Petersen i nogle få roller fra den seneste fase: i Harvey (Alléscenen 1960) og i Tchin-tchin (Riddersalen 1961).

Kun et fåtal af Kjeld Petersens mange filmroller giver et begreb om originaliteten i hans komik: fx Helle for Helene, Pigen i søgelyset og Vi er allesammen tossede, alle fra 1959. I radio og tv var han kun lidt anvendt – nævnes bør dog faderen i Ernst Bruun Olsens radiospil Det victorianske lysthus, 1959 og hans samspil med Birgitte Reimer i tv-opførelsen af Noël Coward-enakteren Paprika, 1960. Kjeld Petersen døde natten efter premieren på ABC-teatret på den retrospektive revy Holder De af Brams, Passer og Petersen? hvor han spillede sammen med Dirch Passer og Ingeborg Brams – afslutningen på en fire ugers turné der genoplivede den gamle komikerduo Kellerdirk Bros.