Lily Weiding, døbt Lili Vejding, 22.10.1924, skuespiller. Uden at have gennemgået nogen elevskole blev Lily Weiding optaget i skuespillerforbundet 1941 og debuterede som datteren i Vor By, 1942 på Frederiksberg teater. Hun gennemgik Det kgl. teaters elevskole 1943-45 og debuterede her som Solveig i Peer Gynt, 1944. 1947 forlod hun teatret pga. manglende opgaver, hvorefter hun var ansat på vekslende københavnske scener. 1958-66 var hun atter tilknyttet nationalscenen for dernæst at spille hovedroller i flere teatersuccesser på privatteatrene. Da Morten Grunwald 1973 blev leder af Bristolteatret tilknyttedes hun dette hvor hun yderligere påtog sig enkelte instruktøropgaver.

Lily Weidings naturtalent og poesi vakte allerede ved debuten opmærksomhed. Som Hedvig i Vildanden, 1942 på Frederiksberg teater illuderede hun fuldkomment som den 14-årige Hedvig. Hun tog dog det fornuftige parti at gennemgå Det kgl. teaters elevskole. Fra barnlig renhed som bærende element i sine tidlige præstationer udviklede Lily Weiding sig i de følgende år til også at kunne administrere moderne sammensatte kvindetyper; således tolkede hun præstedatteren Alma i Flyvende Sommer, 1949 på Riddersalen med en medfølelse over for figurens angstfyldte komplekser og jomfrunalske bundethed. Disse frustrerede kvindetyper blev med tiden hendes speciale hvor hun forenede en vis ynde med det destruktive fx som Ersilia i Nøgen på Riddersalen 1956. Hun udviklede samtidig sin diktion der blev rig på nuancer og kunne skifte mellem rå kulde og blid varme. Fortryllende var hun i Den sovende prins, 1956 (Riddersalen) og helt frigjort som Rosalinde i Som man behager, 1958 (Odense teater), en rolle hun gentog s.å. på Det kgl. teater.

De følgende roller forløste ikke nye sider af talentet, og selv om hun forsøgte at nyfortolke Célimene i Misantropen, 1964, lykkedes intentionerne ikke. Da hun forlod nationalscenen havde hun bevæget sig fra romantisk pige over klassiske kvinderoller til moderne karakterroller. Hun var således årsag til moderne dansk dramatiks succes på Det ny teater hvor hun som arbejderkonen Ellinor i Bal i den borgerlige, 1966 gav en sandfærdig præstation i alle afskygninger, og i titelrollen i Hvor gik Nora hen, da hun gik ud?, 1968 henrev hun med sin varme kvindelighed og sit overlegne spil.

På Bristolteatret har hun som teatrets førstedame klogt administreret sit talent gennem såvel klassiske som moderne roller. Alice i Play Strindberg, 1973 blev spillet med vid og smerte. Hun var uhyggelig som den skizofrene frk. Reardon i Frk. Reardon drikker for lidt, 1974 og leverede en kraftpræstation i titelrollen i Frøken Marguerite, 1976 med klar redegørelse for personens underliggende driftsliv. I Ibsen- og Strindbergrepertoiret har hun ligeledes leveret glimrende præstationer, fx fru Alving i Gengangere, 1974 og Hedda i Hedda Gabler hvor hun lagde vægten på intelligens, mens hun som hustruen i Faderen, 1976 viste den kvindelige intuitions overlegenhed over for manden.

Efter Morten Grunwalds overtagelse af Betty Nansen teatret havde Lily Weiding også her betydelige roller, fx produceren i Prometeus i saksen, 1981 og titelrollen i Virginia, 1982. Blandt hendes senere roller kan nævnes moderen i P.O. Enquists Tupilak, 1993 ligeledes på Betty Nansen teatret. På Husets teater leverede hun en fornem præstation i Astrid Saalbachs to skuespil: Morgen og aften og Aske til aske - støv til støv, 1996-1998.

Med sine begrænsninger inden for den rumlige figurtegning er Lily Weiding en spændende skuespiller. I forsøget på at fjerne sig fra naturalismen og inddrage psykoanalytiske aspekter er hun i dybeste forstand en moderne skuespiller. Mens det i de ganske unge år var filmen der benyttede Lily Weiding gjorde hun sig senere især gældende i radioteatret. Hun filmdebuterede i Damen med de lyse handsker, 1942, hvor hun spillede hovedrollen; siden har hun spillede mindre roller, bl.a. i Det forsømte forår, 1993, hvor hun spillede fru Ellerstrøm, og i De grønne slagtere, 2008. I TV-teatret har hun leveret fremragende præstationer, fx Nøgen, 1964, Et godt liv, 1970 og som hustruen i I Adams verden, 1973.

Lily Weiding modtog Kammerherre Fallesens legat 1945, Gösta Ekman-prisen 1950, Teaterpokalen 1956, Holger Gabrielsens æreslegat 1956, Fr. Schyberg-legatet 1961, Treschows legat 1962, Läkerol-prisen 1963, Bodil Ipsens legat 1964, Henkel-prisen 1969, Tagea Brandts rejselegat 1970, Ingrid Jespersens legat s.å., Olaf Poulsens legat 1973. Årets Reumert 1999 og Bodil Ipsens jubilæumslegat 2006.

Familie

Lily Weiding blev født på Frederiksberg.

F: kontrabassist Poul Knud Weiding (1895-1987) og kogerske Ane Marie Gaarsdal (1895-1984). Gift 1. gang 19.12.1945 i Kbh. (b.v.) med skuespiller Sigfred Johansen, født 31.5.1907 på Frbg. (Markus), død 18.7.1953 sst., s. af musiker, kommunelærer Lars Jakob J. (1875-1949) og Signe Christensen (1876-1946). Gift 2. gang maj 1954 med skuespiller Mogens Wieth, født 16.9.1919 i Kbh., død 10.9.1962 i London, s. af skuespiller Carlo Wieth (1885-1943) og Agnes Sommer (1886-1981). Gift 3. gang 22.5.1980 i New York (fra 1966 u.v.) med skuespiller, teaterleder Morten Grunwald, født 9.12.1934 i Odense (Ths. Kingo), s. af billedskærer Karl Frederik G. (1892-1952) og Hildeborg Christiane Andersen (1903-85).

Udnævnelser

R. 1968.

Ikonografi

Tegnet i roller af Hans Bendix udst. 1962, 1968 og 1969. Tegn. af Otto Frederiksen (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Interviews i Berl. tid. 13.10.1974 og Politiken 11.1.1976 og 9.9.1979. – H. Engberg: Dansk teater i halvtredserne, [1958]. Samme: Den unge vredes tid, 1970. Sv. Kragh-Jacobsen i Berl. tid. 22.11.1966. Samme: Teateraftener, 1980. Sv. Erichsen i Aktuelt 25.7.1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig