Lise Ringheim, 15.5.1926-25.9.1994, skuespiller. Lise Ringheim begyndte tidligt at optræde som jazzsanger både herhjemme og i udlandet, gennemgik 1948–50 Det kgl. teaters elevskole og har siden, fraset årene 1975–80, været knyttet til dette teater. Hun viste sig hurtigt som et meget alsidigt talent, moderne af type, men med sin perfektible dygtighed let at placere også i det klassiske repertoire. Hun havde desuden to oplagte aktiver i sit attraktive ydre og i sin glimrende sangstemme – nogle af sine bedste roller har hun haft i operetten og musicalen, vittigst som kaptajnens datter i Pinafore, 1955, mest brillant som Hanna Glawari i Den glade enke på Scala, 1969, mest gribende som skuespilleren Heather i den amerikanske musical I morgen er jeg på vej, 1980 der indviede Det kgl. teaters nye foyerscene.

Lise Ringheim lod sig fra starten ikke spærre inde i noget specielt rollefag, skønt hun med sin lidt nøgterne poesi og sit vittige, til tider skarpe lune havde usædvanlige betingelser for at fremstille den unge pige og den unge kvinde af i dag. Hun er heller ikke gået af vejen for den rene komik hvad hun første gang viste som bondepigen Agnete i Som man behager, 1951 og senere bekræftede som en stærkt karikeret Mette i Kærlighed uden strømper, 1973. Men først og fremmest havde hun det held at Det kgl. teater hurtigt op gennem 50erne lod hende spille roller som gav hende chancer for at udvide sit talent i mange forskellige retninger. Leanders usynlige i Holbergs De usynlige, Judith i Maxwell Andersons High Tor, kæmpekvinden Josie i Eugene O'Neills Måne for de mislykkede og Lady i Tennessee Williams Drømmen om Orpheus var de vigtigste stadier på vejen. Lise Ringheim frigjorde i disse roller poetiske og dramatiske kræfter man næppe havde tiltroet hende, mens hendes udvikling i 60erne snarere gik i retning af det vittige og ironiske, ofte kombineret med en kølig erotisk udstråling. I den klassiske komedie viste hun denne side af sit talent som Arsinoe i Misantropen – som hun første gang spillede i Sam Besekows iscenesættelse 1963 og atter i Ingmar Bergmans 1973. Men mest hjemme følte hun sig utvivlsomt i det moderne drama – især måske i de roller hun i denne periode spillede på fjernsynet, fx i Harold Pinters Kollektionen, i Marcel Aymés Retten på vrangen og i Marcel Achards Må jeg lege med?

I kraft af sin kunstneriske modenhed og mangesidighed faldt det hende ikke vanskeligt lidt efter lidt at glide over i det noget ældre rollefag, selv om flere af de primadonnaroller hun 1975–80 spillede uden for Det kgl. teater kun delvis klædte hende – fx i Høfeber og Mågen på Århus teater. I denne periode optrådte hun sammen med sin mand Henning Moritzen i et to personers showprogram vist både herhjemme og i USA og i komedien Samme tid næste år på Det ny teater – som par var de i forvejen kendt over hele Danmark som ægteparret Per og Bitten i radioserien Karlsens kvarter. Men for ingen af dem betød disse år borte fra Det kgl. teater den inspiration og fornyelse, de vistnok havde regnet med. Og det føltes derfor naturligt at de 1980 vendte tilbage til nationalscenen hvor Lise Ringheim allerede i sin første sæson gjorde sig stærkt gældende, bl.a. i den ovenfor nævnte musical I morgen er jeg på vej samt som Alice i Det danske teaters opførelse af Kjeld Abells Vetsera blomstrer ikke for enhver. Hendes repertoire på fjernsynet har været mindst lige så vidtspændende som på teatret, og i Radioteatret har hun ofte været anvendt. Derimod har filmen forholdsvis sjældent taget hendes evner i brug, selv om hun modtog en Bodil for sit spil i besættelsesfilmen Den sidste vinter, 1960. Som jazz- og visesanger er hun vedblevet at optræde bl.a. med tekster af Poul Henningsen og Klaus Rifbjerg.

Lise Ringheim modtog Frederik Schybergs legat 1954, Poul Reumerts legat 1962, Tagea Brandts rejselegat 1967 og Henkel-prisen 1978.

Familie

Lise Ringheim blev født på Frederiksberg og er begravet på Frederiksberg ældre kirkegård. Forældre: skuespiller Arvid Ringheim(1880–1942) og Jenny Marie Kristiane Olsen (1893–1954). Gift 1. gang 20.12.1950 på Frederiksberg (b.v.) med skuespiller, sceneinstruktør Hans-Henrik Krause, født 13.3.1918 i Hellerup (gift 1. gang 1941 med Inge Hvid-Møller, 1912-70, gift 3. gang 1957 med cand. jur. Marianne Borch, født 1932), s. af politimester Richard Christian Krause (1878–1945) og Johanne Elisabeth Pontoppidan (1884–1961). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 1971 med skuespiller Henning Moritzen, født 3.8.1928 i Tårbæk, s. af grosserer Carl Peter Christian Moritzen (1888–1945) og Emmy Bolvig (1893–1968).

Udnævnelser

R. 1966.

Ikonografi

Tegnet i rolle af Helge Refn udst. 1966 og 1976. Tegn. af Mette Valentin udst. 1975. Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig