M.D. Petersen

M.D. Petersen, Johannes Marius Dines Petersen, Professor Labri, 5.8.1863-10.3.1935, gøgler. Født i Nyborg, død i Odense, begravet sst. (Ass.). Markedsgøgleren Professor Labri blev som dreng i Nyborg kaldt for Skræp Marius, fordi han altid gik og skræppede op. I et af sine erindringstryk fortalte han mange år senere: "Jeg kom i 14 Aars Alderen i Skomagerlære i min Fødeby, og tænk Dem, jeg sad virkelig paa den trebenede i fem Aar og gloede ind i en med Vand fyldt Glaskugle. Fra min spæde Ungdom var jeg besjælet af en brændende Længsel efter at blive Artist, og det lykkedes mig endelig at opnaa Ansættelse i en omrejsende Cirkus Mundus." Hans karriere startede da han som 17-årig kom til Wismers omrejsende vokskabinet, og i halvfemserne blev han lampepudser hos Cirkus Bergman fra Slagelse og i baron Vilhelm Knuths Cirkus Guillaume. Han lærte sig forskellige småtricks, bl.a. nummeret med æggeposen serveret med mystiske sving af tryllestaven. Uden noget særligt talent for magien kunne han også manipulere så mønter og smågenstande forsvandt og kom frem igen. Som markedsrejsende antog han selv sit kunstnernavn: "Jeg har jo arbejdet som Lappeskomager, og fra det Lapperi, hvori jeg var Professor, fremtryllede jeg saa Professor Labri." Han var en personlighed, selv om mange nok ville karakterisere ham som en naiv særling, og han præsterede det kunststykke som den første her i landet at træde frem fra gøglernes hidtil anonyme række og skabe sig et navn der var kendt af hvert eneste menneske der fulgte med i døgnets begivenheder. Aviserne skrev lange artikler om ham, så han var en myte allerede mens han levede, og som det går med den slags er myten ikke blevet mindre med årene. P. var i sine velmagtsdage klædt standsmæssigt på i sort diplomatfrakke og høj silkehat, og på paraden foran teltet duperede han publikum med sine eventyrlige vrøvlemonologer der i virkeligheden byggede på en gammel folkelig tradition. Han lirede valsen af med en tør gnækkende stemme der kværnede monotont næsten ud i ét. Hans forestillinger var fyldt med fup og fiduser, og publikum godtog dem kun fordi det var ham. Trods sin ret svage stemme kunne P. fra omkring århundredskiftet og en snes år frem samle et stort publikum, men da den elektriske højttaler blev almindelig på markedspladserne hen i tyverne, var det sket med professoren der nægtede at bruge dette nymodens skidt. Det gik hurtigt ned ad bakke med forretningen der jo kun bestod af hans snakketøj og en stump jordslået teltdug. Træskelettet til teltet lejede gøglerne dengang af transportmæssige grunde af den lokale tømrer, men desværre glemte professoren jævnligt at betale for ydelsen. Den slags uregelmæssigheder stillede generelt gøglerne i et dårligt lys og var bl.a. medvirkende til at de markedsrejsende organiserede sig, så de fik mulighed for at holde justits i egne rækker. Uden for markeds-sæsonen tjente P. lidt ved at sælge religiøse skrifter til landbefolkningen. På sine rejser solgte han også nogle tryk på fire sider som handlede om hans rejseoplevelser og hans levnedsbeskrivelse. De indeholder mest anonyme uddrag fra dagspressen. Gennem en menneskealder spillede han rollen som gøglernes ukronede konge. Han boede i Odense fra ca. 1903 til sin død, og sidste gang han optrådte var på Skt. Knuds marked i Odense 1933. Her blev han begravet og danske markedsrejsende satte en sten på graven. – P. har gennem sine vrøvlemonologer beriget vort sprog med flere blomster som fx Frikadellens flugt over plankeværket og myten om Vorbasse krigshavn. Til minde om denne kaldes vejen der fører hen til gadekæret i Vorbasse nu officielt for Havnevej.