Michael Wiehe

Michael Wiehe, Michael Rosing Wiehe, 23.1.1820-31.10.1864, skuespiller. Født i Kbh. (Holmens), død sst. (Slotsk.), begravet sst. (Ass.). Moderen sagde om sine sønner: "Michael er en Wiehe, Wilhelm en Rosing". Hun mente hermed ikke alene den ydre lighed, men at W. havde arvet sin fars tunge, tavse og indesluttede natur. Den drømmende tilbedelse, fortabelsen i følelsen som Adam Oehlenschläger beundrede hos Michael Rosing var W.s arv fra sin morfar. Allerede som skoledreng bad han mormoderen i Fredensborg om at måtte komme til teatret. Han måtte dog først blive voksen. Efter konfirmationen fik han plads på Vartovs kontor, blev dernæst en tid handelslærling i klædefirmaet Lund og Thorsen, men hans kunstneriske higen gav ham ingen ro i forretningslivet; forældrene tog ham med til deres dilettantspil i Borups selskab, og her fik han – som sufflør – sin første berøring med teatret. Sytten år gammel blev han antaget som elev ved sine berømte bedsteforældres scene hvor Gottlob Stage skulle give ham instruktion. Kort efter begik man den fejltagelse at lade den kejtede yngling debutere ved en sommerforestilling som Kosinsky i en scene af Røverne (22.6.1837). Trange år fulgte; kun få anede at der boede en stor kunstner i denne særprægede unge mand som ikke lignede teatrets sædvanlige aspiranter af elskertypen, men nærmest en asket. Hans profil var "faaret" og hans øjne var uens; fanatikerens glød luede i dem, men nogle påstod at han skelede. Umiddelbart indtagende som broderen var han ikke, men sky og tilbageholdende. Hans dage gik hen med statistroller, småroller og flittig udnyttelse af tiden; nogle venner troede på hans fremtid, deriblandt N. W. Gade, men først og fremmest F. L. Høedt som intellektuelt var ham overlegen.

Da teatret savnede en yngling til den unge markis i Et Ægteskab i Ludvig XV.s Tid, tilrådede Johanne Luise Heiberg at forsøge den "underlige W.", og skønt resultatet blev usikkert og famlende førte det dog til at N. P. Nielsen benyttede ham i nogle sommerforestillinger 1842. Her fik han luft under vingerne. Hans næste skridt fremad var Aladdin (30.10.1842). Den kåde dreng, som broderen Wilhelm kunne have spillet, klædte ikke W., men derimod vidste han at levendegøre den vågnende lidenskab, scenen ved Morgianes grav og vanviddets poesi. Trællen Grib i Hakon Jarl var W.s område; det kuede, indadvendte sind der pludselig slår ud i begejstringens lue og åbenbarer en ædel sjæl. Hans sceniske møde med fru Heiberg kan dateres fra 20.4.1844 da Henrik Hertz' romantiske skuespil Amanda opførtes. Det blev indledningen til den skønneste åbenbaring af mandlig erotik dansk scene har ejet. Fru Heiberg og W. supplerede hinanden, hun havde det æggende eller spottende koketteri, han den dybe inderlighed i følelsen. Deres spil satte tilskuernes fantasi i bevægelse; de fremkaldte den store spænding, den rige afveksling. Den elskov som W. fremstillede var af en anden art end den senere tider så; han attråede ikke sin elskede, men tilbad hende. Når han drømmende stod i sin sorte dragt som Hertz' Tristan eller Tadéo, Shakespeares Romeo eller Schillers Mortimer blev han det levende brændpunkt for tidens erotiske idealer. Hans skikkelser var ikke væsensforskellige; de støbtes i samme plastiske form, og han gav dem alle sin egen dunkelbløde, men mandige stemme, sin egen fortærende og dog kyske glød. Der var en moralsk højhed over ham, som den finske billedhugger Walter Runeberg har foreviget på den buste han 1861 skabte. "W. syntes os paa engang en drømmende Yngling og en myndig Mand, en stille Tænker og en Helt, en Elsker og en Asket", vidnede Edv. Brandes i sin afhandling om ham, den varmeste, han har skrevet. "Naar jeg tilbagekalder i Erindringen W.s Skikkelser" sagde Henrik Ibsen, "er det, som jeg gik igennem et Billedgalleri, fuldt af antikke Statuer. Lutter Plastik! Lutter Storhed! Jeg har aldrig set noget lignende og faar aldrig noget lignende at se." Bag W.s glød i samspillet med fru Heiberg ville publikum gerne se en personlig grund. Men han var en ukunstlet natur med et lykkeligt privatliv, alvorlig og indesluttet. Hun inspirerede ham på scenen, men han syntes at Anna Nielsen var en større kunstner. Eftertiden kan derimod i fru Heibergs memoirer og breve mærke en dyb følelse fra hendes side over for ham. Desto større var hendes skuffelse da W. 1855 sammen med Høedt forlod Det kgl. teater som protest mod J. L. Heibergs direktorat. W.s ridderlige natur bød ham at følge vennen hvis meninger om skuespilkunst han delte. Den nægtede ham også til skade for kunsten at spille Hamlet, Høedts gennem-brudsrolle. W. var meget lidt skrivende, men han efterlod dog, vel i fornemmelsen af at fru Heiberg engang ville fremsætte den modsatte mening, et vægtigt vidnesbyrd om hofteatersæsonen 1855-56. Han kaldte den vinter "et sundt Aar", fordi han fik lejlighed til at tale let og kvikt i de muntre lystspil hvoraf repertoiret bestod. Det var som at komme "fra Taage til frisk Luft" skrev han, og han mente dermed at hans mange ensartede lyriske roller ikke gav ham anledning til at udfolde nogen karakteristik. Da Heiberg træt af konkurrencen og pressens angreb havde nedlagt sit styre vendte de to venner tilbage til deres rette forum. Fru Heiberg nærede den opfattelse at W.s kunst blev ringere under Høedts påvirkning, men denne mening modsiges af kendsgerningerne. Han var under udviklingens lov; elskeren med det dybe, men af tanken beherskede følelsesliv blev en tragisk karakterfremstiller. Herom var Edgar i Kong Lear, Caligula i Fægteren fra Ravenna og sortebroder Knud afgørende vidnesbyrd. Det var ikke alene den overjordiske elskov han kunne udtrykke, men fanatisk grusomhed og skadefro glæde. Mens fru Heibergs kunst var uforenelig med begrebet alderdom kendte W.s geni ingen tidsgrænse. Hvis døden havde skånet ham ville 40ernes romantiker have udmærket sig i 70ernes og 80ernes realistiske skuespil. W. udførte ialt 252 roller; tre vigtige holberske var derimellem: Apicius i Den Vægelsindede, Leander i De Usynlige og Philemon i Det lykkelige Skibbrud. Den første var en af W.s få komiske skikkelser; den anden en nyskabning idet han lagde glød ind i Holbergs stive sprog hvorved ordene fik vinger, og Leander blev hvad han her skal være, en romantisk elsker. Og endelig var Philemon en repræsentant for åndsdannelse, skabt i Holbergs billede og derfor en værdig og overlegen forsvarer for komedierne. 30.5.1864 stod W. sidste gang på scenen som den hykleriske Joseph Surface i Bagtalelsens Skole. Skønt han var syg opfyldte han et løfte til broderen og gennemførte et gæstespil i Kristiania, bl.a. som sortebroder Knud. Bjørnstjerne Bjørnson skrev da i en karakteristik at W.s spil tidligere havde strålet af større fysisk skønhed og kraft, men at åndens adel som nu beherskede det, var som den stille klarhed man hellere vil have end sol. "Hans Fremtrædens Elegance, Replikkernes naturlige Fald, den ydre Ro i Stilling og den meget sparsomme, men fuldt betegnende Gestikulation" mente Bjørnson stammede fra Théåtre français. "Men Ordets indtrængende Magt, Blikkets dybe Troskab, Væsenets hele Vederhæftighed er hans egen – og er næppe set større paa nogen Scene eller i nogen Kunstart i Norden". Angrebet af sukkersyge vendte W. tilbage og tog ophold i Fredensborg hvor han i mange somre havde hentet sundhed til nyt arbejde. Men den sommer vendte kræfterne ikke tilbage, heller ikke efter en rejse til Karlsbad, og hjemkommen derfra døde han, kun 44 år gammel. H. C. Andersen, Carsten Hauch, Henrik Hertz og C. Molbech skrev mindedigte til hans ære.