Niels Hiersing Clementin

Niels Hiersing Clementin, 2.12.1721-4.1.1776, skuespiller. Født i Hvorslev ved Randers, død i Kbh. (Nic.), begravet sst. (Høyers kgd. ved Nic. k.). Da C. 1740 var blevet student fra Viborg studerede han teologi som sin slægt og havde, vidner Fr. Schwarz, flere gange prædiket før han 1747 blev aktør i den yngre v. Qvotens bande der opførte skuespil på dansk og tysk i St. Kongensgade inden komediehuset på Kgs. nytorv blev åbnet. Vi ved ikke hvornår han optrådte første gang på Den danske skueplads; det er muligt at han på selve åbningsaftenen 18.12.1748 udførte skrædderen i Dobleren og Philidor i De tre Rivaler da hans navn i gamle regiebøger står opført for disse roller, men der gik i hvert fald nogen tid inden alle fik den forståelse af hans begavelse som hans kolleger Marcus U. Hortulan og Utilia Lenkiewitz straks nærede, og som gav sig udslag i at de anbefalede hans ansættelse. Året 1750 betød hans gennembrud, idet han med afgjort held spillede både mester Hermann i Den politiske Kandestøber og Vielgeschrey i Den Stundesløse til hvilken rolle Holberg gav ham anvisning på at iagttage en renteskriver der var et typisk stundesløst menneske. C.s replik var gennemtænkt i alle detaljer, og hver situation blev udnyttet til det yderste. Peter Cramer har som den eneste efterladt os to billeder af ham, oven i købet i en komedie af Holberg. Han fremtræder i en af sine hovedroller som Jeronimus i Maskaradesom en ret høj, kraftig mand der ifølge Peder Rosenstand-Goiskes "Den dramatiske Journal" ejede et livfuldt ansigt, store øjne og en udtryksfuld mund. Dette ydre, præget af et tørt lune og et talende blik, svarede fortrinligt til Jeronimus'erne, Corfitz, Per Degn og andre gammelmandsroller, men derimod ikke til Jacob v. Thyboe og Diderich Menschenskræk hvis brede tale han ikke beherskede. Foruden hos Holberg fandt C. navnlig hos Moliére figurer der var beslægtet med hans talent, og hvoraf han med et diskret valg af midlerne kunne skabe mesterværker af sand karakteristik: Harpagon i Den Gerrige, Argan i Den indbildt Syge og Argante i Scapins Skalkestykker. Disse roller blev i hans udførelse endog beundret af hoffets franske skuespillere, og at Holberg satte pris på hans kunst, kan vi se deraf at han lod ham udbetale et gagetillæg. Det rørende lå uden for C.s område, men inden for sin begrænsning var han en stor skuespiller, og det filigranarbejde han nedlagde i sine figurer gjorde ham til mønstret for det yngre slægtled, især for Fr. Schwarz. I den Holbergske komedie repræsenterede C. både tåbeligheden og den vittige forstand; virkningen af hans komik forhøjedes fordi han til medspiller i reglen havde sin modsætning, den sprælske og uberegnelige Gert Londemann. De tog som Jeronimus og Henrik "hver sin Halvpart af Holbergs Natur" (Edv. Brandes). - Typiske for C.s nøjagtighed er de næsten kalligraferede skriftlige arbejder han har efterladt, især en Samling af Danske Comoedier, som ere oversatte af andre Sprog og opførte paa den Kongl. Danske Skueplads en afskrift i elleve bind (Det kgl. bibl.), udført med mosaikagtig udpensling. Den ro og orden der prægede hans færd på scenen og i livet gjorde ham velegnet til efter Iver Als at blive den der sørgede for "indretningen" af forestillingerne i hvilken egenskab hans arbejde uden tvivl hvilede på de principper som L. Riccoboni fremsatte i "L'art du Théâtre" (1750). 4.12.1775 optrådte han sidste gang som Geronte i Det gavmilde Testament -det samme skuespil hvori Londemann et par år forud havde afsluttet sit kunstnerliv. C. står som ordensmesteren blandt det første løse kuld af nationalscenens kunstnere; han var refleksionens og situationsfølelsens tidligste repræsentant på vor skueplads.