Olaf Poulsen

Olaf Poulsen, Olaf Rye Poulsen, 26.4.1849-26.3.1923, skuespiller. Født i Kbh. (Garn.), død i Fredensborg, begravet i Asminderød. Fra sin tidligste barndom havde P. overvejende interesse for teatret som han dyrkede ved at spille komedie med dukke og gennem dilettantforestillinger. Sit dramatiske geni tog han i arv fra faderen, en musikalsk, teaterinteresseret mand. Han indpodede sine børn dyb kærlighed til teatret og gengav med talent sine indtryk af tidens store skuespillere. Da sønnen 1865 havde taget præliminæreksamen fra Borgerdydskolen i Kbh. vaklede han mellem at blive dyrlæge eller arkitekt, men opgav tanken herom for i okt. 1866 at aflægge prøve på Det kgl. teater. Forsøget faldt uheldigt ud, men til P.s held søgte Ludvig Phister en arvtager til sine yngre roller, og da han erfarede at en ung mand havde ønsket at spille Holberg arrangerede han en ny prøve hvor P.s skæbne blev afgjort idet Phister antog ham som sin elev. Hans udseende var så barnligt at den holstenske chef, etatsråd R. Kranold, udbrød "Du er doch vel konfirmirt?". Undervisningen fandt sted på Hofteatret hvor Phister 50 år forud gik i skole hos sin mester F. Lindgreen hvis erindring gik tilbage til 1700-tallet da der endnu levede skuespillere og tilskuere fra Holbergs dage. P. var ikke blot født med det Henrik-ansigt som siden Gert Londemanns tid var klassisk i vor teaterhistorie, men besad også Henriks natur, var idérig, kåd, smidig og forslagen. Men klassisk anlagt var han ikke – af alle skuespillere beundrede han mest folketeatrets farcør Frederik Madsen – og hans forhold til litteraturen var spinkelt. Phister lærte ham Holberg-sprogets teknik hvis mål var naturlig, humørfyldt tale med motivering for hvert tonefald, og den respekt, ja ærefrygt for teksten som Phister selv havde taget i arv. Men resultatet af debuten 16.4.1867 var ikke strålende. Medens Emil Poulsens Erasmus betød et gennembrud, var P.s Jacob nærmest en vaudevillefigur, urolig og støjende. Phisters instruktion stak igennem og hindrede hans personlige udfoldelse. Kun få havde forståelsen af at Phister arbejdede på længere sigt når han gav ham den stilsikkerhed og det tekniske fundament på hvilket han i moden alder selvstændigt kunne bygge videre. Metoden var slavisk, men sund for et geni i svøb. Den fuldendte talekunst som gennem livet blev P.s store styrke lærte han i Phisters strenge skole. Han opfattede hurtigt, var frodig og sund og meget musikalsk; få forstod som han at foredrage en vise, ikke blot de komiske, fx Kejseren bor paa det høje Slot, som zar Alexander III beundrede, men også den der udtrykte fortættet gru (Svartalf i Vølund Smed). 1884 blev han kgl. ansat.

Originaliteten i P.s talent, lunet og den karakteriserende evne, brød tidligt igennem i småroller som han formede morsomt efter egne iagttagelser (svenden Lars i Genboerne; opvarteren i Badet i Dieppe), og endnu purung overtog han en del vaudeville- og syngespilfigurer, fx Peter Ravn i En Spurv i Tranedans og Klatterup i Recensenten og Dyret; de var friske i komikken og i reglen udstyret med lystige entreer der satte stemningen i vejret. Men først og fremmest blev han skuespiller i Holbergs repertoire, hvor hans virke kan deles i to afsnit alt efter som han tog Phisters skikkelse til direkte forbillede eller ud af sin frodige fantasi nyskabte figuren. Troels- og Henrik-rollerne hørte med enkelte undtagelser (fx i Abracadabra) til den første kategori. De blev i P.s fremstilling (ligesom Molières Scapin) til kløgtige og adrætte komediefigurer, handlingens drivhjul, pyntelige i påklædningen og humørfyldte i replikken, en essens af klassisk teaterlystighed, men uden dybere karakteristik. Og på samme måde var også hans Arv-roller hvortil Den pantsatte Bondedreng kan regnes, små virtuosnumre af teaterspil og meget lattervækkende, men uden sand menneskelighed og svage i dialekten. Når derimod hans fantasi og drilske lune brød igennem Phisters skole skabte han skikkelser der var lige så originale som geniale i opfattelse og udførelse. Rækken blev åbnet med Harlekin i De Usynlige, 1877, en genskabelse af de gamle maskekomedier, et af vor scenes største mesterværker. Hvert ord i monologerne blev støbt til komiske nuancer, stemmens hele register blev anvendt. Diskanten betød himmelsk elskov, bassen jordisk begær, og han foredrog serenaden som den vittigste parodi på al troubadourstil. P.s næsten holbergske nyskabning var Chilian i Ulysses v. Ithacia, 1884 hvori han under maskekomediens forklædning med ondskabsfuld, men storkomisk snusfornuft karikerede tragisk heltepatos. Også som Oldfux i Jacob v. Tyboe nåede han dybt ned i den menneskelige natur da han levendegjorde rollen som en halvgammel, reduceret, men vittig og forslagen projektmager, en fedtet, forsoldet snyltegæst, skamløs i sin smigren og halvt godmodig i sin kynisme. Ypperlig var også Per Degn i Erasmus Montanus, 1900, Marstrands figur scenisk omskabt med rig komisk fylde i tonefald, udtryk, bevægelser og pauser, en herlig personifikation af dumhed og selvtilfredshed med dybe perspektiver i komikken og så klippefast i formen at figuren blev usvækket P.s kunstnerliv til ende. Denne monumentale fuldkommenhed nåede han ikke i sine senere Holberg-skikkelser hvor man sporede reminiscenser fra tidligere figurer, men som alligevel var centralskikkelser i W. Blochs sceniske Holbergfornyelser. Jeppe paa Bjerget, 1903, Corfitz i Barselstuen, 1904 og Herman v. Bremen i Den politiske Kandestøber, 1907. Der er ingen tvivl om at P. som Jeppe kom Lindgreen nærmere end Phister der først måtte dø inden P. ville gå i lag med rollen. Han gav et naturtro billede af urmenneskeligt driftsliv og instinkt og var den "vittige" mand som Holberg forlanger, men dialekten syntes ikke så oprindelig som lunet og situationsfølelsen. Det medynkvækkende hos Corfitz fik ikke et så pålideligt udtryk som mester Hermans stupiditet og brovtende tale, men begge figurer rummede mageløse enkeltheder og var præget af P.s komiske urkraft og brede replikkunst. To små holbergske karakterbilleder føjede han i disse år til sit rige galleri der i alt omfattede 34 skikkelser, nemlig Tobias prokurator i Mester Gert Westphaler, en løssluppen farcefigur, og dommeren i Hexeri eller blind Allarm, pompøs i sin komiske embedsvigtighed. De to uerstattelige typer, Harlekin og Per Degn, spillede han hyppigst, hver 94 gange; til sammenligning tjener at han 300 gange var den komiske ræv Bjørn i Elverhøj.

Uden for Holberg havde P. afgørende betydning såvel for fremførelsen af ældre lystspil som for samtidens nyheder. Han frelste ikke få komedier fra fald ved at sætte sin vældige autoritet ind over for publikum, men det hændte også at han udleverede stykket hvis rollen ikke interesserede ham, for at dække sig selv. Ved det overdådige humør han udfoldede i de to nyskabninger, Rendegarn i En Skærsommernatsdrøm og Tobias Hikke i Helligtrekongers Aften fik teatret sine største Shakespeare-successer, og den samme sprælske evne til at fremkalde latter udmærkede også hans reproduktioner af Kristian Mantzius' spil som løjtnant v. Buddinge i Genboerne og birkedommer Krans i Eventyr paa Fodrejsen – i det hele taget blev der med årene større lighed mellem P.s og Mantzius' blodrige kunst end mellem P.s og Phisters forstandsprægede spil. Men den respekt for teksten som P. altid bevarede i Holbergs komedier sløjfede han over for nyere forfattere og tillod sig forandringer og tilsætninger der undertiden rummede lysende indfald. Et af hans aldrig opfyldte ønsker var at få lejlighed til at optræde i et af de gamle italienske improvisationsspil hvor hans opfindsomme hoved og barokke fantasi kunne få frit løb. Blandt hans mange kopier af sine samtidige var portrættet af Aug. Bournonville som dansemesteren med de nasale bilyde i Kongen har sagt det et af de vittigste, og da han engang benyttede kammerherre Edv. Fallesens ydre protesterede chefen ikke, men sagde ironisk: "Det glæder mig, at De ogsaa kan spille en fin Mand". P.s skikkelser fra samtiden var vidnesbyrd om iagttagelsesevne og virkelighedssans. Den læspende, adelige hestekender i Umyndige i Kærlighed, 1881, bragte sproget slagordet "første Sort"; etatsråden i En Skandale, 1884 var typen på en kræmmer der havde arbejdet sig frem til rangsperson uden at erhverve den tilsvarende dannelse, og grosserer Friis i Den kære Familie, 1892 kunne betegnes som generalnævneren på den gode københavnske borger; det var mennesker fra øjeblikket, præget af deres bestilling og miljø ligesom provinskøbmanden med smørtenoren i Karens Garde og præsterne i En Fallit og Under Snefog. Gamle Ekdal i Vildanden dannede ved siden af prokurator Faldsmaal i Gulddaasen et andet højdepunkt i hans kunst, billedet af menneskeligt forfald hvor det komiske viste sit indre slægtskab med det tragiske.

Denne forening af yderpunkterne fik et lige så ejendommeligt som gribende udtryk da han med oldnordisk fantasi spillede trællen Karker i Hakon Jarl, 1898, en af hans meget få Oehlenschlägerroller der blev et stykke "stenbilledkomik" (Vilh. Andersen). Den brede vælde som skaber uhygge prægede også hans mægtigste skikkelse fra de senere år, den internationale forretningsmand Isodore Lechat i Forretning er Forretning, 1904 til hvilken han hentede træk fra grosserer Francis Zachariae, og som han fremstillede med en brutal kraft der langt overgik de Féraudys mere verdensmandsprægede gengivelse af rollen på Théâtre Français. P. indrømmede gerne at W. Bloch under indstuderingen, som ofte før, havde inspireret ham. I alt spillede han 310 roller og deraf mange i gammel smilende komediemanér uden dybere karakteristik. Typisk for denne facon var hans næstsidste opgave, teaterdirektøren i Foraar og Efteraar, mens ordene i hans sidste rolle, Mammon i Det gamle Spil om Enhver, 1914, blev udmejslet med klarhed og vægt.

Fra århundredskiftet, da sygdom havde tvunget broderen bort, stod P. som dansk skuespilkunsts mester, inkarnationen af den holbergske komedie, en festlig renæssancekraft der stadig forøgede sit repertoire med frodige skikkelser. Ingen overgik ham i replikkens bredde, lune, fasthed og klarhed; kun det naive følelsesliv var ikke oprindeligt i hans kunst; på dette område stod han tilbage for Sophus Neumann, men han havde den for et geni sjældne selvkritik over for sin svaghed. Efterhånden opfattede folkebevidstheden ham som en national festskikkelse, og da han på halvtredsårsdagen for sin debut tog afsked bl.a. i brudstykker af Jeppe og Kandestøberdrengen blev han genstand for en overvældende hyldest der bl.a. medførte den største indtægt på en enkelt aften i teatrets historie, og gav sig udslag i at han – først af alle scenekunstnere – udnævntes til kommandør af de tre nordiske ridderordener. I en epilog, forfattet af ham selv, sagde han bl.a.: "Ja, Phisters Minde højt jeg ærer, og Holberg blev min anden Lærer, med disse to stod jeg i al min Tid i Pagt!". Skønt han havde undervist på elevskolen 1886-1916 og ikke savnet emner efterlod han ingen decideret arvtager til Holberg-repertoiret, men på det sidste elevhold var Holger Gabrielsen, og P.s undervisning satte tydelige spor, navnlig i P. Reumerts og Vald. Møllers replikbehandling. Fra 1877 gæstede han gentagne gange de andre nordiske landes scener. 1904 var han hovedkraften i et dansk ensemblegæstespil på Det kgl. dram. teater i Stockholm, og efter sin afsked gæstede han Norges nationalscene. På Holbergs fødselsdag 1919 viste han sig endnu en gang på Det kgl. teater som Per Degn, og denne figur højnede også nationalscenens genforeningsgæstespil til Sønderjylland under hvilket han 1.10.1920 optrådte sidste gang i Sønderborg.

P. var sin generations største skuespiller, og kun vort sprogs grænser hindrede ham i at blive verdenskendt. Genialiteten var hos ham forenet med en gigantisk arbejdsevne. Norske og svenske forfattere har vidnet at han for dem stod som repræsentanten for dansk lune og natur, men for hans landsmænd var han snarere et fænomen, noget universelt der tilhørte en komisk-fantastisk eventyrverden hvor alle dimensioner var større end her. Han gav uforlignelige billeder af det komiske i hele dets omfang. De figurer han skabte glemmes ikke af dem der så ham; de lever videre i erindringen, og kommende slægter vil høre om dem. Hans virke betød en epoke i teatrets historie der afsluttedes med ham.