Peter Fjelstrup

Peter Fjelstrup, Peter Julius Fjelstrup, 24.3.1866-5.6.1920, skuespiller, teaterdirektør. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Garn.). Atten år gammel udførte F. 23.8.1884 sin første lille rolle i Fatinitza på Casino og begyndte dermed et meget uroligt kunstnerliv. Han turnerede i norske provinsbyer, søgte 1886-87 uddannelse på Det kgl. teaters elevskole, rejste i provinsen, var knyttet til revyscenen Frbg. morskabsteater hvor man lagde mærke til hans viseforedrag, og blev 1891 atter engageret til Casino. Her brød han igennem som komiker ved sin lunefyldte fremstilling af titelrollen i Charleys Tante, 1894; derefter kom han til Folketeatret i nogle år under Herman Bangs instruktion, et samarbejde som uddybede F.s evner i alvorlig retning og bl. a. satte frugt i den type fra Sydeuropas jødekvarterer, han skabte som Svengali i Trilby, og i den himmelstormende norske præst Bratt i Bjørnsons Over Evne. På Dagmarteatret gav han 1902 en af sine ypperste psykologiske skildringer som den uhyggelige ågerkarl Engstrøm i Sven Langes En Forbryder, og derfra drog han med nogle udvandrende kolleger kaldet "De Otte" til Norge, hvor han 1906-08 med vekslende held var direktør for sit eget selskab. Han berejste også de andre skandinaviske lande på hvis private scener han i de følgende år, da selskabet var opløst, optrådte som gæst. 1914 startede han Alexandra-teatret (det tidligere Morskabsteater) på Frbg., men forlod ledelsen ved sæsonens udgang, og senere var han gæst på privatteatrene og på etablissementer der grænsede til varieteen, men mod slutningen af sit liv koncentrerede han på ny sin kraft om et værdifuldt repertoire på Betty Nansen-teatret og nåede sine største kunstneriske resultater som ritmesteren i Strindbergs Faderen og Dag i Bjørnsons Daglannet, to fuldendt levende skikkelser af større inderlighed og dybere sjælelige perspektiver end de tidligere i F.s vældige galleri der også omfattede store operettefigurer som fyrst Auran i Lykkebarnet, Ko-Ko i Mikadoen, Celestin i Frk. Nitouche, mange burleske farceskikkelser, navnlig franske levemænd, og brave folkekomediefædre som Palle Blok i Pak og Volhart i Tappenstreg – i alt ca. 400 roller. Han optrådte sidste gang 2.2.1920 i Slagelse under en turné med Esmanns lystspil Alexander den Store hvis succes gennem tyve år skyldtes F.s populære figur, den slebentmuntre opvarter, en af hans bedste københavnske typer.

F. var en af de største skuespillerbegavelser i sin periode. Han havde nerve i replikken, rådede over frodig fantasi og sprælsk lune og evnede at træde ud af sin egen individualitet. Stemmen røbede ham, men han understøttede sine figurer med typiske masker og karakteristisk påklædning. Han var altid forskellig i sit spil, fordi han spillede på inspiration, hvad enten han var tilstrækkelig forberedt eller ikke. Hans natur var ubundet med et misforhold mellem talentet og fliden – derfor var skitsen hans styrke, udarbejdelsen hans svaghed. Han var i pagt med sin tids psykologi og udtryksmidler, foretrak Esmann for Moliére og syntes at Holberg var en antikveret skribent. Derfor ønskede han ikke at komme i klassisk spændetrøje, men afviste tilbud fra nationalscenen og nærede ingen ærgerrighed i retning af at skabe tradition – underkastede sig overhovedet nødigt ensemblet, men sprængte ofte rammen. Det uligevægtige i hans kunst medførte at han oplevede den skarpeste dadel og den stærkeste ros. Betegnelsen et scenisk geni vekslede med hånsordet markedsgøgler. Begge betegnelser kunne anvendes med samme ret. Han virkede undertiden som en genial kunstner der ikke fandtes betydeligere på samtidens europæiske scener, og var til andre tider så langt ud over naturens mål og måde at tilskuerne forargedes. Det djævelskab han havde i blodet, et kaos af naturkraft, fantasi, satirisk lune og drilsk respektløshed, parredes på besynderlig måde med autoritetstro, slægtsfølelse og kunstnerstolthed. Ud fra dette uligevægtige sind kunne han i den ene forestilling virke som et opløsende element og i den næste skabe en monumental skikkelse hvorom hele interessen samlede sig. Sådant hændte også i ganske små roller: i Vaarbrud fx gav han i en enkelt scene et fuldendt billede af tysk embedsmandsvæsen. Han var mangfoldigere end nogen anden skuespiller på privatscenerne, men vanskelig at rubricere. Komikeren i ham havde forbilleder i Frederik Madsen og Sophus Neumann, men den tragiske karakterskuespiller var uden noget sidestykke. Hans navn er i dansk teaterhistorie ikke knyttet til nogen klassisk linje, men det er synonymt med et ubændigt temperament og med et gyldent lune.