Preben Neergaard, 2.5.1920-22.7.1990, skuespiller, instruktør. Preben Neergaard blev student fra Odense katedralskole 1939, og efter at have gennemgået Det kgl. teaters elevskole 1941-43 debuterede han som sekretæren i To Traade, 1943. Han forlod teatret 1947 for i de følgende år at være tilknyttet vekslende teatre og revyscener. 1952 vendte han tilbage til nationalscenen, men forlod teatret 1956 for i stedet at blive freelance skuespiller og instruktør i såvel hovedstaden som provinsen. 25-års jubilæet fejredes på Folketeatret som Oscar i Et mageløst par, 1968.

Preben Neergaard var i sin første ansættelsesperiode på Det kgl. teater stærkt påvirket af sin lærer Holger Gabrielsen der allerede 1945 lod ham spille titelrollen i Henrik og Pernille. Han havde her en flabet scenecharme og et hurtigt taletempo der lovede godt for fremtiden, og siden hen fornyede han da også de klassiske tjenerroller som fx Henrik i Maskarade. På privatteatrene voksede scenerutinen, og virkemidlerne blev mere afdæmpede, fx som radioreporteren i – og Nat skal ikke være, 1949 på Frederiksberg teater. I sin anden ansættelsesperiode ved Det kgl. teater var han en glimrende Armand i Colombe, 1952, og en fortrinlig Meyer i Indenfor Murene med sans for det naturalistiske sammenspil. Hans stærke virkelyst fik ikke tilstrækkeligt udspil på nationalscenen hvorfor han vendte sig mod en mere varieret teatervirksomhed. På privatteatrene og i provinsen varetog Preben Neergaard fortrinsvis hovedroller. På Aveny-teatret var han Macheath i Laser og Pjalter, 1958, Billy i Teenagerlove, 1963 og Richard II i den Jan Kott-inspirerede Shakespeareopsætning på Århus teater, 1968. Som Knagsted i Livsens Ondskab, 1969 på samme teater, viste han viddet og satiren, men manglede de varme undertoner der hører til figuren. Derimod spillede han den krævende rolle som kejseren i Arkitekten og Kejseren, 1969 på Boldhusteatret brillant med sikkerhed og fantasi. Den charmerende tandlæge i Kaktusblomsten på ABC, 1974 var ligeledes rammende i sin ungkarlekarakteristik.

Preben Neergaard behersker fuldt ud det komiske rollefag, men viser først og fremmest hele sit talents interessante spændvidde når han arbejder med mere dybtgående tekster. Som TV-skuespiller har han givet ypperlige præstationer, fx inden for Panduro-repertoiret hvor den naturalistiske, psykologiske spilleteknik er tilsat absurdismens farlige og ironiske undertoner. Som Adam i Adams verden, 1973, og som Henry i Louises hus, 1977 gav han således træffende karakteristika af tidens splittede borgerskab.

Som instruktør lægger Preben Neergaard vægten på det underholdende og den scenemæssige gennembearbejdelse. Cancan, 1957, på Ny Scala og Cranks, samme år på Mercur-teatret var en perfekt sammensmeltning af teaterspil og sceniske effekter, ligesom hans lystspiliscenesættelser og revyer er professionelle inden for udstyr, teknik og hurtigt replikskifte. Men også inden for det mere lødige repertoire, som fx Shakespeare, har han vist glimrende intentioner. Således var der fest og humør over Helligtrekongers Aften, 1956 på Folketeatret, og den Kott-inspirerede opsætning af En Skærsommernatsdrøm, 1970 på Ny Scala, var romantiseret og tilsat moderne virkemidler og nykomponeret musik. Stormen, Det kgl. teater 1972 var nok aktuel i sin pessimisme og mare-ridtsdrøm, men intentionerne blev ikke tilstrækkelig forløst. Hvor Preben Neergaard hos Shakespeare føler sig fri i sin tolkning er han tilsyneladende inden for Holberg mere bundet, og hans Holberg-iscenesættelser har derfor ikke indfriet forventningerne. En behændig tekstbearbejdelse af Gert Westphaler, 1964 viste udprægede evner mens Den pantsatte Bondedreng, 1967 i Århus forblev virkningsløs og bundet til traditionen. Til gengæld kom hans Holberg-kunnen ham til gode ved indstuderingen af Den poetiske Raptus, 1976 hvor den gennemtænkte iscenesættelse forlenede Det kgl. teater med en hårdt tiltrængt folkelig succes. I De Usynlige og Julestuen, 1978 var anvendt absurde elementer der vidnede om nyforsøg hos Holberg, ligesom Galileis liv, Folketeatret 1979 fornyede Brechtstilen. Siden 1946 har Preben Neergaard haft sommerengagement ved revyer og kabaret'er, og han var i en årrække cirkusrevyens hovedkraft og instruktør.

Preben Neergaard har optrådt i adskillige danske film, fx De røde Enge, 1945, Ditte Menneskebarn, 1946 og været en fremragende radiofortolker. I en periode var han lærer på Statens teaterskole. Teaterpokalen 1970.

Familie

Preben Neergaard blev født i Farum; begravet på Ordrup kirkegård. Forældre: pressesekretær ved Odense teater, cand. jur. Poul Christian Herholdt Dreyer (født 1894, død 1978, gift 1. gang 1920 med Ragna Møller, født 1896, gift 3. gang 1949 med Edith Margrethe Kirstine Burtoft, født 1916) og Ulla de Neergaard (1894-1982, gift 1. gang 1919 med revisor Erik Rathsack; ægteskabet opløst). Gift 1. gang med skuespiller Birgitte Reimer, født 8.2.1926 i Nykøbing F. Gift 2. gang med balletdanser Fritzy Koch. Gift 3. gang 1967 med Sanne Svendstorp, født 18.1.1947, d. af stadsskoleinspektør Niels Svendstorp og Agnes Marie Pedersen. Gift 4. gang 1980 i Dragsholm slotskirke med Charlotte Sass Mønsted, født 11.1.1951.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interviews i Berl. tid. 28.10.1973 og Politiken 3.10.1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig