Wilhelm Holst, Wilhelm Conrad Holst, 2.1.1807-4.3.1898, skuespiller, forfatter. Født i Kbh. (Petri), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). H. gik i skole hos dr. J. J. Dampe og kom dernæst i huset hos pastor Beck på Agersø for at blive forberedt til studentereksamen. Som 14-årig gik han til søs og blev styrmand 1826. Han var overordentlig smuk, havde en elegant skikkelse med en djærv holdning, blå øjne og en tydelig stemme; men det skyldtes en tilfældighed at han blev skuespiller, ingen indre trang. Jonas Collin havde lagt mærke til hans ydre der netop var hvad teatret trængte til, og fik yderligere overvundet faderens modstand – han var endnu teatrets chef- og gav H. J. C. Ryge til lærer, og 14.11.1828 debuterede han som Don Alonzo i Preciosa. Et lykkeligt scenisk ungdomsliv var hermed indledet, og allerede 1830 blev H. kgl. ansat. En sammensat "interessant" personlighed var han ikke, ej heller forskellig i sin fremstilling, men indtagende og mandig. Han udførte en hovedrolle i næsten alle skuespil, og hans sorgløse ungdommelighed stod glimrende til N. P. Nielsens helte og Ryges barske vikinger. Olav Tryggvasøn i Hakon Jarl og Oluf i Dronning Margaretha som han kreerede var blandt de roller der klædte ham bedst, og i det repertoire smeltede sømanden Nicolai Reiersen i Sparekassen, som Henrik Hertz skrev for ham, fuldkommen sammen med hans personlighed. H. var også vor første Aladdin (1839), og store folkelige successer fik han som den første danske fremstiller af Kean, Ingomar i Ørkenens Søn og titelrollen i Don Cæsar de Bazan. 1 alt udførte han over 400 roller. Men da Michael Wiehe fremstod virkede H.s deklamatoriske romantik som rutine mod sand lidenskab, og i sine senere år da han gik i lag med store karakterroller, fx Hakon Jarl, undgik han ikke det tomme bulder i spillet. H.s kunst tilhørte i udpræget grad ungdomstiden, hvad han iflg. fru Heiberg ikke selv forstod. Under hendes sceneinstruktørrégime indskrænkedes hans repertoire, og 31.5.1872 optrådte han sidste gang som baron Nilus i Jeppe paa Bjerget.

- H. var i sin ungdom også teatret nyttig som forfatter, og seks af hans nationale, nu længst forglemte skuespil blev opført i tiden 1832–47; mest lykke gjorde Slaget i Køge Bugt. To gange gik H. frivilligt med i den første slesvigske krig: 1848 kommanderede han som månedsløjtnant en kanonbåd, og 1850 deltog han som adjudant i slaget ved Isted. Siden formede han sine oplevelser til artikler og bøger, blandt hvilke Felttogene 1848. 1849 og 1850. 1852 blev et meget populært skrift der også udkom på svensk. H. var formand for selskabet De danske våbenbrødre og bevarede sit helbred usvækket i sit lange otium.

- H.s hustru Elisabeth (kaldet Elise) Holst var kun seksten år da hun fulgte i sine forældres, skuespillerparret Hegers fodspor, og forberedt af moderen debuterede som Emilia Galotti (16.12.1827). Hendes ansigt var ædelt formet med store talende øjne, skikkelsen slank, bevægelserne yndefulde. Ud fra dette ydre gentog hun det nordiske kvindeideal i dansk skuespilkunst som hendes mor og endnu tidligere madame J. Rosing havde skabt. H. var lige så statuarisk ophøjet i sit spil som hendes jævnaldrende kollega fru Heiberg var lidenskabelig og nuanceret; de to unge skuespillere dannede en for teatret lykkelig modsætning. H.s dybe stemme og nøgterne temperament forbød hende at give udtryk for heftig erotik, men figurer med et "sløret" sjæleliv kunne hun spille, og navnlig var hendes udseende fuldendt illuderende i roller som Signe i Hagbarth og Signe, Regisse i Svend Dyrings Hus. titelrollen i Johanna d'Arc og Olivia i Viola. Men hun individualiserede ikke; det var bestandig hende selv, hendes marmorhvide renhed der gik igen i de ca. 250 roller hun udførte, deriblandt Amalie i Røverne, Ingeborg i Dronning Margaretha. Sofie i Erik og Abel, Thora i Hakon Jarl. Hendes patetiske diktion passede kun dårligt i Scribes salonkomedier, men hun evnede ikke at ændre sit idealbillede. Både hun og hendes mand var udprægede repræsentanter for en deklamatorisk spillestil, og de havde som kunstnere overlevet sig selv inden de forsvandt fra skuepladsen. H. optrådte sidste gang 8.5.1870 som Ingrid i Brylluppet paa Ulfsbjerg.

Familie

Forældre: teaterchef, kammerherre Frederik v. Holstein (1771–1853) og skuespiller Charlotte Marie Birgitte Mannerup (ca. 1787–1816). (Kirkebogen har skipper Fritz H. og Charlotta Nielsen). Gift 15.4.1834 i Kbh. (Slotsk.) med kgl. skuespiller Elisabeth (Elisa) Frederikke Margrethe Heger, født 23.11.1811 i Kbh. (Slotsk.), død 8.4.1891 på Frbg., d. af skuespiller Stephan H. (1769–1855) og Eline Schmidt (Eline Heger, 1774–1842). - Far til Frits H.

Udnævnelser

(W.H.) DM. 1849. R. 1852. F.M. 1.1884.

Ikonografi

Stukket af C. V. Bruun, 1829, som Chr. IV. Mal. af J. F. Møller udst. 1833. Litografi af E. Fortling, 1841, eftermål, af J. Friedlænder. Litografi af E. Bærentzen, 1842, efter dette et par litografier, bl.a. til chocoladepapir. Silhouet af N. Chr. Fausing. Litografi 1851 efter tegn. af G. Salomon. Stengravering 1860. Træsnit 1867, efter dette et par træsnit 1872. Træsnit 1869 og af J. F. Rosenstand 1872. Mal. af H. Chr. Jensen, 1878 (Det kgl. teater), efter dette litografi og træsnit 1884. Træsnit 1880, 1896 og 1898. Klippet silhouet (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Breve fra og til Johan Ludvig Heiberg, 1862 194. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé V, 1902 197. Breve fra da. skuespillere, udg. Rob. Neiiendam II, 1912 14–18. Johanne Luise Heiberg og A. F. Krieger. En saml. breve II, 1915. – Elith Reumert: En raceslægt. Konferensråd Heger og hans sønner, 1917. C. L. N. Mynster: Nogle bidrag til lit. og æsthetik, 1871. Johanne Luise Heiberg: Et liv I–II. 1891 (5. udg. 1973–74). – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig