William Gerner, William Marius Gerner, 9.9.1862-31.10.1899, skuespiller. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet sst. (Ass.). Efter som ung manufakturhandlermedhjælper at have spillet dilettantkomedie, bl.a. på det tidligere hofteater, debuterede G. 16.12.1885 på Casino som Fritz i Molt Wengels vaudeville Kusine Lotte. Støttet af sit friske ydre og sin kønne sangstemme aspirerede han til at blive elsker i borgerlige skuespil, men hans fremstilling to år senere af Fritz Triddelfitz i Landmandsliv på Dagmarteatret røbede hans ejendommelige komiske evne. Hans talent fik fuld udvikling efter at han 1892 kom til Frbg. morskabsteater og Nørrebroscenen hvor han ved siden af Frederik Jensen snart blev hovedkraften i den årlige sommerrevy. Her repræsenterede G. i mange-forklædninger en udpræget side af det københavnske humør. Hans komik var naiv-barok, såre godmodig og overmåde lattervækkende; den beroede bl.a. på sindssvage betoninger af ordene, men det ulogiske og bagvendte var netop uimodståeligt i hans mund. Genialei glimt lyste i hans forsorne lune, ikke mindst når han næsten mere talte end sang sine viser hvoraf flere blev landskendte, fx Til min gamle Væltepeter, 1895, Den er for tyk, 1896, Lattervisen, 1898 og hans svanesang Jeg kan tydelig se Sverige, 1899. G.s evne bundede i et barnligt, lyrisk bevæget sind der var letsindigt og uden enhver beregning. Han optrådte sidste gang i revyen Paa Livets Keglebane få aftener før han døde i sin bedste alder. Hans begravelse udfoldede sig til et kæmpemæssigt folkelivsbillede der vidnede om at han var populær som kun få skuespillere og talte beundrere i alle samfundslag.

Familie

Forældre: snedkersvend, senere forvalter Nicolai Eberhart G. (1838-84) og Nielsine Marie Østrup (1842-1911). Gift 25.10.1889 i Kbh. (b.v.) med Wilhelmine (Willy) Jensine Sørensen, født 10.8.1865 r Kbh. (Frue), død 26.11.1918 sst., d. af arbejdsmand Jens Sørensen og Sophie Vilhelmine Olsen (gift 1. gang med Poulsen).

Ikonografi

Relief af Rasmus Andersen (Teatermus., gravstenen). Foto.

Bibliografi

København 21.9.1896 og 2.11.1899. Vilh. Petersen: Foran og bag kulisserne, 1931. Axel Henriques: Ja, tiden går-, 1931 32-35.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig