Christian Danneskiold-Samsøe (teaterchef)

Christian Danneskiold-Samsøe, Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe, 29.8.1836-1.11.1908, teaterchef. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet i Elmelunde. D.-S. blev student 1855, privat dimitteret, og cand. polit. 1861. Han ejede 1863-74 Annerup, 1863-1900 Christiansholm ved Klampenborg og fra 1894 Nordfeld, Ålebækgård og Klosterskov på Møn. 1869-76 var han hofchef hos kronprins Frederik, (Frederik VIII). Da han efter Edv. Fallesens død i aug. 1894 blev ansat som chef for Det kgl. teater tiltrådte han en vanskelig stilling. Fallesen der havde hersket enevældigt blev ikke mindst i slutningen af sin chefperiode genstand for stærke angreb både ud fra kunstneriske og økonomiske synspunkter. Ministeriet greb nu tilbage til en tidligere velkendt form inden for teatrets administration idet man delte magten mellem en administrerende chef og en kommitteret der skulle varetage den kunstneriske ledelse. Som kommitteret valgtes Peter Hansen, og da han 1899 trak sig tilbage konstitueredes Einar Christiansen som direktør. Da D.-S. tiltrådte sit embede var han kun lidet kendt af den store offentlighed der fandt at det egentlig var at genoplive et forældet system at sætte en tilfældig adelig godsejer i spidsen for Det kgl. teater; men den meget kunstinteresserede greve, der snart blev en forgrundsfigur i det københavnske liv viste hurtigt at han ejede gode betingelser for at varetage sit embede. Han havde betydelige administrative evner og arbejdede med megen klogskab på at bringe balance i teatrets regnskab; derimod blandede han sig aldrig i den kunstneriske direktions dispositioner. Ved hans død blev der skrevet følgende om den fornemme og noget tilknappede "teatergreve:" "Han var i det Hele en intelligent Mand, der var i Besiddelse af et klogt og frit Syn; og havde ikke hans medfødte Tilbageholdenhed og en vis Sky for at vove sig ud været til Stede, vilde Grev D. være blevet en betydelig Kraft, der havde evnet at føre den Talescene igennem, der var et af hans kæreste Ønsker i de senere Aar". Bl.a. gennem sit ægteskab med en kusine til maleren Kr. Zahrtmann var D.-S. blevet en varm beundrer af malerkunst, og han ansås for en fin kender af gammel kunst. - Hofjægermester 1862.