Fritz Petersen, Fritz Cato Petersen, 11.3.1877-28.3.1911, teaterdirektør. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Garn.). Den unge boghandlerlærling P. nærede stor interesse for teatret, især for den administrative og finansielle side. Han arbejdede sig frem gennem alle dets bestillinger, begyndte som regissør ved provinsselskaber, blev sekretær, senere sufflør, garderobeforvalter og inspektør ved Casino og gjorde sit navn kendt i videre kredse, da han 1903 overtog Sommerlyst på Frbg. som han ledede opfindsomt bl.a. ved at lade Gustav Esmann holde konferencer der ved deres nærgående aktualitet skaffede etablissementet stort tilløb. Fra 1905 blev han direktør for Casino (den første sæson i forening med August Rasmussen) og viste sig også velegnet til at styre dette teater; han tjente en formue på Franz Lehárs operette Den glade Enke (1906) der blev forløber for de valseoperetter københavnerne siden har hørt. P. var en flittig, initiativrig direktør, en blanding af naivitet og beregning; han byggede repertoiret på Sophus Neumanns, Holger Reenbergs og Gerda Christophersens popularitet, benyttede Herman Bang som instruktør og opførte bl.a. Holger Drachmanns eventyrkomedie Prinsessen og det halve Kongerige og Adam OehlenschlägersAladdin. Men hans ærgerrighed var større end hans selvkritik, og da han trådte ind i Dagmarteatrets direktion ved siden af Vilhelm Herold og August Liebman og fantaserede om at blive generaldirektør for en koncern af samtlige kbh.ske privatscener, kom misundelsen og frygten og gav sig udslag i moralsk forargelse, da en sag mellem P. og nogle skuespillerinder gennem pressen blev ført frem for offentligheden. Affæren pustedes op og medførte, at Casinos aftenindtægt sank ned under udgiften, og skønt justitsministeriet henviste sagen til privat søgsmål og nægtede at fratage P. bevillingen, forlod han fra dec. 1910 ledelsen af begge teatre, dels af økonomiske grunde, dels fordi modgangen havde taget hårdt på hans nerver. Få måneder senere døde han, kun 34 år gammel. Hans bortgang betød et stort tab for Casino der atter gled ind i usikre forhold.

Familie

Forældre: afsk. premierløjtnant, senere kar. ritmester, grosserer Hans Ludvig P. (1822-95) og baronesse Frederikke Augusta Caroline Adeler (1836-1909). Gift 16.7.1899 i Nørre Ørslev med skuespiller Johanne Caroline Petersen, født 18. 10.1879 i Århus, død 22.12.1961 i Kbh. (gift 2. gang 1917 med skuespiller, biografdirektør Martin August Blom, 1869-1947, gift 1. gang 1908 med skuespiller Agnete v. Prangen, 1880-1968), d. af skræddermester Jens P. (1843-1907) og Juliane Edvardine Caroline Larsen (1855-1916).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Gerda Christophersen: Memoirer, 1919 121f. Rob. Neiiendam: Casinos oprindelse, 1923 69f. Samme: Casino, 1948

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig