Jens Kistrup

Jens Kistrup, 30.11.1925-8.1.2003, teaterkritiker. Født i Kbh. (Trin.). I en artikel i Festskrift til Jens Kruuse (1968) med den programmatiske titel Om at være teaterkritiker modstiller K. to kritiske typer: Anmelderen med et "program" (Svend Borberg) og anmelderen med "det pædagogiske talent og den udogmatiske åbenhed" (Frederik Schyberg). K. tilhørte selv sidstnævnte kategori. – K. var student fra 1943, magister i litteraturhistorie 1949 efter året i forvejen at have fået Kbh.s univ.s guldmedalje for en afhandling om den danske romantisme. 1946-92 skrev han anmeldelser i Berlingske Tidende, først af film, siden af teater og litteratur. I otte år (1956–64) var han avisens kronikredaktør, og han varetog fra begyndelsen af 60erne med en kort afbrydelse redaktionen af litteraturstoffet. Fra 1960 leverede han en fast ugentlig kommentar, den såkaldte "klumme". Fra 1992 var K. teaterkritiker og fra 1999 og frem til sin død teaterkritiker ved Weekendavisen. Ifølge egen angivelse tilhørte K. en generation der ikke snublede i starten, etablerede sig hurtigt og aldrig gjorde oprør. Generationen før var de kulturradikale, generationen efter fostrede studenteroprøret – ind imellem ligger "ikke en fortabt, men en for kritisk generation". I de to udvalg af klummer og kommentarer -Forvirringens tid, 1965 og Vi gjorde aldrig oprør, 1973 – vendte K. sin vittigt irritable, velargumenterede kritik mod de omgivende generationers mytedannelser, den "ukritiske sympati", de forudbestemt "rigtige" meninger: "Man kan og skal ikke fornægte sin egen fortid, men man bør heller ikke forblive i den. Det er nødvendigt stadig at omvurdere værdierne" – dette "forsvar for troløsheden" var karakteristisk nok det nærmeste K. kom et program han kunne være trofast imod.

Schyberg var forbilledet for K.s teaterkritik – den analytiske stringens, evnen til at fastholde et helhedssynspunkt og samtidig skelne mellem værkets enkelte elementer- men allerede i sin anden sæson som teaterkritiker ved tidsskriftet Perspektiv (1953–61) gjorde K. op med "Schybergs tragiske forsøg på at gøre teatrets verden identisk med den omgivende virkelighed". Teatret skal ikke fungere "til ære for en lille kreds af specialister og entusiaster", det teatralske er ikke et mål i sig selv, men et middel "så at teksten får en ny mening og en større mening". Citatet tilkendegiver såvel et synspunkt på scenens som på kritikerens virksomhed. For K. var teatret især dramatikerens medium, og hans gennemgang af det danske drama fra første verdenskrig til i dag i Politikens Dansk litteraturhistorie, 1966 (revideret udgave 1978) er en mønstergyldig oversigt, klart proportioneret, koncis i detaljen. Den dramatiske tekst var udgangspunktet for K.s teaterkritik, hvad der forklarer hvorfor hans anmeldelser "virker ikke så meget visuelt og auditivt som intellektuelt". Ordene er Hans Brix' om Schyberg, men de har gyldighed også for K. der citerede dem i sin kløgtigt disponerede afhandling Hans Brix og teatret, 1969.

I sin bestræbelse for at videregive meningen bag tekstrealisationen fungerede K. mere som "rekommandør og appetitvækker end censor og karaktergiver". Han så anmelderens opgave som "led i en større journalistisk-publicistisk-pædagogisk virksomhed, der går ud på at orientere folk, vække deres interesse." Kritikeren skal være "en pædagog for voksne, en kommentator og inspirator, popularisator og informator, som andre mennesker kan have en vis tillid til, som de måske kan lære lidt af, men som de bestemt ikke behøver at være enige med, endsige at følge i tykt og tyndt." Karakteristikken – givet i et svar til Elsa Gress (Berl. Tid. 20.10.1974) – sammenfatter den "afmystificering" af anmelderrollen K. bidrog til i den efterschybergske periode. – Ud fra samme grundholdning fungerede K. som en kyndigt animerende formidler af den moderne litteratur. 1984-86 var han formand for Statens kunstfonds litterære udvalg.

I en "forvirringens tid" har sandheden mange sider: Det afgørende problem for kritikeren er "i virkeligheden, hvilken sandhed han når frem til ved at holde disse mange sandheder op mod hinanden," hedder det i en artikel af K. Om anmeldelser i Arte Nyt (januar 1976). K. så sin opgave i denne nuancering af debatten. Med ironisk skarpsyn, humor og moralsk intensitet vovede han "at se forvirringen i øjnene" – teatrets, litteraturens, tidens sammenstødende meninger -for at bidrage til at klare begreberne uden dogmatisk forenkling. Et udvalg af hans artikler og klummer om teatret er udgivet i Kistrups teater, 1985, Jens Kistrup med det hele, 1998 og Teatret omrids, 2000. K. har modtaget flere priser, bl.a. Publicist-prisen 1983, Kjeld Abell-prisen 1995 og Danske teaterforeningers hæderspris 2001.