Dansk Biografisk Leksikon

Peder Rosenstand-Goiske

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Peder Rosenstand-Goiske,  12.8.1752-6.2.1803, teaterkritiker, jurist. Født i Kbh. (Frue), død i Kalundborg, begravet sst. R.-G. blev den første danske teaterkritiker. Hans virksomhed fik banebrydende betydning, skønt han kun i knap to år (mellem okt. 1771 og april 1773) udøvede egentlig aktiv teaterkritik i sit blad Den dramatiske Journal, en efterligning af G. E. Lessings Hamburgische Dramaturgie, men en meget selvstændig efterligning. Til forskel fra Lessing, der så sit hovedformål i at drøfte de dramaturgiske grundprincipper gennem karakteristikker af de opførte skuespil og deres forfattere, satte R.-G. ind på et helt andet punkt. Han gjorde "aktionen", ɔ: skuespillernes spil (men også de kostumer i hvilke de spillede og dekorationerne der anvendtes) til "Hovedgienstanden af vor Arbeide". Hans ikke blide, men altid meget præcise og ofte udførlige bedømmelse af datidens førende skuespillere har gjort hans grønne kritiske værk til en guldgrube for senere dansk teaterhistorie der netop i så høj grad er blevet en skuespillerhistorie, men har også bidraget til fra starten at markere en forskel mellem dansk litterær kritik og dansk teaterkritik der ikke altid har været til gavn. Selv medførte R.-G. til sin kritikervirksomhed en omfattende belæsthed i oldtidens og datidens dramaturgiske litteratur der trods hans store ungdom gjorde ham til den teoretisk måske bedst funderede af alle danske teaterkritikere. Han vidste at "en usikker Theori er værre end ingen". Han grundér sin kritik på Aristoteles, Horats, Quintilian, Pierre Corneille, Alexander Pope, Henry Home (Elements of Criticism, 1762), Charles Batteux og Lessing – men dog især på tidens to meget fremragende skuespillertekniske værker Luigi Riccobonis L'Art de Théatre og Remond de St. Albines Le Comédien hvori 1700-tallets viden om skuespillerens kunst udkrystalliseredes.

R.-G. var kun 19 år gammel da han startede sin kritik og 21 da han afsluttede den. Men hans store ungdom svarede på en vis måde til det meget umodne danske teater han opkastede sig til dommer over. Han skulle efter sin fars ønske være jurist, men brugte de fire første år af sin studietid (han blev student privat 1769) til at pleje og frugtbargøre sin glødende interesse for teatrets kunst. Tidspunktet for hans offentlige fremtræden var af afgørende betydning. Skuepladsen gennemlevede vanskelige år hvor repertoiret forfaldt og personalet risikerede at gå i opløsning. Den sande komedie (hvorved R.-G. forstod Moliéres og Holbergs skuespil) truedes af hoffets interesse for fremmede trupper, især de italienske operister, og af det opdukkende syngespil i hvilket R.-G., som efter ham K. L. Rahbek, så spiren til al ægte teaterkunsts fordærv. Da han på venners tilskyndelse greb pennen som kritiker og slog sit første store slag mod Niels Krog Bredals Tronfølgen i Sidon repræsenterede han den intellektuelle studenterungdoms reaktion mod det ukritiske publikum, mod fordærvelsen i "smagen" – men tillige det dannede borgerskabs protest mod "officererne". Den affære, "den dramatiske krig", "slaget i komediehuset" som fulgte på hans første, ungdommeligt hensynsløse kritik – satte sig et litterært mindesmærke i Johs. Ewalds versificerede enakts-skuespil De brutale Klappere i hvis hovedperson, den lille student Erast der hævder pibernes ret over for det klappende parterre, man har lov til at se et poetisk portræt af den første unge danske teaterkritiker i funktion.

Men R.-G.s korte kritiske virksomhed stod overhovedet i affærernes og skandalernes tegn. Man var så uvant med begrebet en "teaterkritik" at den unge students hensynsløse domme vakte nærmest panik blandt teatrets altid forfængelige og fordringsfulde folk, tilmed da R.-G.s styrke aldrig var formen. Hans kritikker er skrevet i et sjusket og uparlamentarisk sprog med suveræn ligegyldighed over for grammatik og ortografi. Især de første af dem er skrevet mere med en pibe end med en pen. Men hans indsigt i bedømmelsen af de store holbergske og moliéreske forestillinger er i stigende grad indlysende, såvel når han dadler – som når han roser de to store Holberg-fremstillere N. H. Clementin og Gert Londemann der for ham betød indbegrebet af sand teaterkunst. R.-G.s kritik er tidsbestemt i mange af sine fordringer, han anker således bestandig over "æqvivoqver og vellystige udtryk" i Holbergs komedier, og syngestykkerne affærdiger han som stridende imod "al sandsynlighed", et begreb der i meget indsnævret forstand overhovedet er hans målestok for alt komediespil. Hvad han ønsker på scenen er "natur" – i så høj grad at "kunst" i hans mund bliver et skældsord. Tragedien havde i ham en født modstander, og det er betegnende at Johan Herman Wessels Kærlighed uden Strømper, det dræbende slag mod den klassiske franske tragediekunst i dansk teaterhistorie, opførtes netop i hans kritiske periode. Men R.-G. gør rigtigt opmærksom på at den væsentlige grund til tragediens udsatte plads i det danske repertoire ligger i mangelen på egnede fremstillere dertil – en sandhed der ikke var tidsbestemt, men bevarede sin gyldighed som et karakteristisk træk (og en karakteristisk mangel) ved vor skuespilkunst, også i mere blomstrende perioder.

I april 1773 nedlagde R.-G. sin kritiske pen, fordi "andre forretninger" gjorde krav på hans opmærksomhed og fulde arbejdskraft. 1775 tog han dansk juridisk eksamen og blev n.å. auditør ved det holstenske infanteriregiment.

Men han sigtede mod en ledende post inden for teatret. Han ønskede at blive skuepladsens administrerende direktør. Han havde misundt Bredal, nu misundte og modarbejdede han H. W. v. Warnstedt. 1778–80 udarbejdede han skriftet Kritiske Efterretninger om den Kgl. danske Skueplads med en sammenfattet karakteristik af sit syn på teatrets kunst og især på dets førende kunstnere. Overleveringen vil vide at man 1780 ansatte R.-G. som censor ved teatret mod at dette skrift der på så mange måder nedsatte skuepladsen og dens ledelse ikke så lyset. Det blev da også først offentliggjort 60 år efter – 1839 – af C. Molbech med en dedikation til fru Heiberg der ikke var tilstrækkelig teaterhistorisk interesseret til at påskønne det skarpe, men sikkert træfsikre billede R.-G. her har givet af Det kgl. teater i den "borgerlige" tid hvor de af R.-G. foragtede "larmoyante" skuespil indvarslede romantikken i teatrets kunst. Men R.-G. fik ingen glæde af sin ansættelse der i virkeligheden var at betragte som en afvæbning, en uskadeliggørelse af en frygtet kritiker. Han fik ingen egentlig indflydelse hverken på skuespillernes oplæring, på stykkernes indstudering eller på valget af repertoire, heller ikke efter at han 1786 var avanceret til medlem af teaterdirektionen, en af syv direktører. Hans vanskelige sind og skuffet ærgerrighed gjorde ham til kværulant, og han havde vel som de fleste fødte kritikere heller ikke sin styrke i den positive indsats. I stedet søgte han revanche inden for det juridiske fag. 1782 blev han overauditør, 1783 – efter at have underkastet sig latinsk-juridisk eksamen – prokurator ved højesteret hvor han førte flere bemærkelsesværdige processer, deriblandt kammerherre T. Luttichaus sag mod Chr. Colbiørnsen. Nogle af hans for deres klarhed og skarphed beundrede indlæg foreligger trykt (1789, 1791 og 1793). Men man har indtryk af at han med årene mindre og mindre følte sig på plads i tilværelsen, slet ikke da hans forbindelse med teatret 1792, samtidig med Warnstedts fald, endelig hørte op. 1794 rejste han til Kristiania som vicelagmand og avancerede 1796 til virkelig lagmand; men han kunne ikke trives i det fremmede og skaffede sig uvenner overalt ved sin hvasse tunge. Allerede 1797 "entledigedes" han fra sit embede og rejste tilbage til Danmark hvor han levede sine sidste år i Kalundborg.

Der hviler altså et tragisk skær over den første danske teaterkritikers skæbne. Men man ved for lidt om hans person til at kunne afgøre om tragedien var uforskyldt eller selvforskyldt. I sin journal (der er udgivet i en stor, statelig, fortjenstfuld nyudgave af Carl Behrens I–II og suppl., 1915–19) som i sine kritiske efterretninger udviser han det typiske "kritiske temperament". Han har en djævlesplint i øjet, et skær af arrogance og bedreviden om sin person (han er en mester i at "finde fejl") – men tillige en lysende klar forstand og et højt begreb om betydningen og værdien af en fri, faglig og intellektuel kritik. Publikums dom foragtede han hvad der virkede revolutionerende i datidens naive danske teaterverden. Han er før J. L. Heiberg den skarpeste æstetiske fagkritiker vi har haft. Men han var sikkert ikke nogen "ydende" og slet ikke nogen sympatisk person. I dansk teaterkritik lyser hans navn på grund af det indledende og opryddende arbejde han har udført. Han har i sin kritik skrevet beskrivende teaterhistorie – og læses den dag i dag med udbytte for hvad han har præsteret i sin for al teaterkritik forbilledligt motiverende kritik.

Familie

Forældre: professor Peder R.-G. (1705–69) og Marie B. Kneil (Kneyln) (1718–79). Gift 1. gang 18.10.1780 i Kbh. (Petri) med Sara Dorothea Mühlhausen, døbt 21.3.1745 i Kbh. (Petri), død 4.1.1786 i Kbh. (Petri), d. af dr.med. Gottschalk M. (1716–59) og Sara Hen-.drine Lambrecht (1721–75). Gift 2. gang 28.7.1786 i Brønshøj med Frederikke Amalie Kaas, døbt 22.6.1763 i Kbh. (Holmens), død 2.8.1821 sst. (Frue), d. af kaptajn, senere kontreadmiral Wolfgang K. (1724–78) og Frederikke A. Hagen (1743–1831).-Bror til Philip R.-G.

Ikonografi

Tegn. af Paul Ipsen, 1790 (Teatermus.). Mal. af C. A. Lorentzen (Fr.borg; højesteret). Mal. tilskrevet Jens Juel. Silhouet klippet af J. C. Weitland (Kgl. bibl.).

Bibliografi

Chr. Molbech i R.-G.: Kritiske efterretn. om den kgl. da. skueplads, 1839 XI-XX. Th. Overskou: Den danske skueplads II-III, 1856–60. Conradine B. Dunker: Gamle dage, 1871 (ny udg. Kria. 1909). Carl Behrens: P. R.-G., 1919. Rob. Neiiendam i Danm. i fest og glæde, red. Jul. Clausen og T. Krogh III, 1935 229–338. Fr. Schyberg: Dansk teaterkritik indtil 1914, 1937. Højesteret 1661–1961 II, 1961.

Læs også om Peder Rosenstand-Goiske i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Peder Rosenstand-Goiske
Peder Rosenstand-Goiske
1752-1803, første danske teaterkritiker. Rosenstand- ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Aristoteles
384-322 f.Kr., græsk filosof og videnskabsmand. ...Artikel i Den Store Danske
Heiberg
dansk-norsk slægt. Til den norske gren hører dra ...Artikel i Den Store Danske
Horats
Quintus Horatius Flaccus , 8.12.65-27.11.8 f ...Artikel i Den Store Danske
prokurator
(afledt af lat. procurare , se prokura ), person ...Artikel i Den Store Danske
Kristiania
(efter Christian 4.), navn på Oslo 1624-1925 ...Artikel i Den Store Danske
Quintilian
Marcus Fabius Quintilianus , ca. 35-ca. 98, rom ...Artikel i Den Store Danske
Sidon
oldtidens navn på den libanesiske by Saida . ...Artikel i Den Store Danske
Charles Batteux
13.5.1713-14.7.1780, fransk filosof og litterat. ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
frsch
18/07/2011
  • Læst 388 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki