Ebbe Sunesen

Ebbe Sunesen, d. 31.1.1208, godsejer. Død ved Lena, begravet i Sorø. S. arvede efter sin far gården Knardrup i Nordsjælland hvortil der hørte meget andet gods; således havde S. ejendomme i Herlev som han skænkede til Esrum kloster, og i Alsønderup ved Arresø. Han stod i venskabsforhold til abbed Vilhelm i Æbelholt, og denne priser i høje toner S.s ædelhed og fromhed. S. hørte til Danmarks anseteste mænd. Kong Knud IV lod ham og hans bror Anders mægle i en fiskeristrid mellem Æbelholt kloster og kronens landboer og på borgen Grønholt 1196 bevidne stadfæstelsen af dommen mellem cistercienserne i Guldholm og cluniacenserne ved Slesvig, og ligesom de andre Sunesønner (undtagen Jacob) hørte han til det broderskab af stormænd hvis navne er optegnede i kong Valdemars jordebog. Størst navnkundighed vandt S. sig som leder af den uofficielle danske interventionspolitik i Sveriges tronstridigheder 1167 var den svenske kong Karl Sverkersen, der var gift med en datter af den danske stormand Stig Hvide og Valdemar den Stores søster Margrete, blevet besejret og dræbt af sin modkandidat Knud Eriksen. Karl Sverkersens spæde søn Sverker (II) blev opdraget hos sine mødrene frænder i Danmark og blev senere gift med S.s datter Benedicte. Efter Knud Eriksens død 1195 lykkedes det Sverker at opnå kongemagten i Sverige, men 1205 måtte han over for Erik Knudsens oprør søge tilflugt hos sine frænder i Danmark som under S.s ledelse udrustede en dansk hær til hans hjælp. Også S.s brødre Lars, Jacob og Peder, biskop af Roskilde, deltog i krigstogtet. Men 31.1.1208 blev den danske hjælpehær oprevet i det blodige slag ved Lena; blandt de faldne var S. og hans bror Lars. S. og Lars blev begravet i Sorø klosterkirke. Af S.s sønner blev Johannes (død 1232) marsk, Peder (død 1256) arvede Knardrup og havde en strid med Erik Plovpenning; af de fire døtre ægtede Cæcilie Jon Reinmodsen og blev ved ham mor til Jon Litle, en anden var gift med en tysk grev Engelbert hvem folkevisen om Lenaslaget berømmer.