• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Esbern Snare

Oprindelig forfatter JOLR
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Esbern Snare, 1127(?)-.1204. Født i Fjenneslev, død på Sæbygård (?), begravet i Sorø k. E.S.s liv er næsten udelukkende kendt gennem fremstillingen i Saxos Danmarkshistorie hvor han spiller en hovedrolle som eksponent for den tapperhed, fromhed og fædrelandskærlighed der tjente Valdemarernes kongemagt og udgjorde dens støtte.

Efter overfaldet i Roskilde (1157) førte E.S. i et forrygende uvejr Valdemar over til Jylland og udmærkede sig i de følgende kampe bl.a. ved dristig spejderfærd; efter Valdemars sejr gik han ridderligt i forbøn for den fjendtlige hærfører Ulv (Riber-Ulv). På vendertogene omtales E.S. jævnlig som den raske og utrættelige, stundom dumdristige hærmand. Han hørte tillige til kongens fortrolige venner og rådgivere, og hans råd kunne være lige så forsigtige som han selv var forvoven; han deltog med ære i Arkonas indtagelse og Rügens erobring (1169); blandt hans krigsbedrifter dvæler Saxo især ved et tog (1170) mod kuriske og estniske vikinger hvor han under en kamp på øen Mohn i Rigabugten udviste et enestående mod og udholdenhed for at redde kongesønnen Christoffer. Kort efter drog han som gidsel til Norge, og på hjemvejen herfra havde han sin mest eventyrlige oplevelse. Saxo skildrer udførligt hvordan han i Sejrøbugten søgte at slippe forbi en hel vendisk flåde, men blev røbet af den opgående måne og måtte tage kampen op mod overmagten, og hvordan han slap ud af kniben ved at sende en mand til tops i masten og slå ild hvad venderne opfattede som signal til en hjælpeflåde. Han nåede således tilbage til Kalundborg, den af ham opførte borg ved det inderste af "Hærvig" i hvis ly en købstad snart opblomstrede; dennes enestående femtårnede korskirke skyldes ligeledes E.S. Ikke alene i venderkampene, men også i andre livsforhold stod E.S. trofast ved Absalons side. Efter dennes valg til ærkebiskop nævnes han som ombudsmand i Skåne og pådrog sig som sådan skåningernes had fordi han ikke var indfødt skåning; han hjalp (1181) Absalon med at bekæmpe det store skånske oprør. I omsorgen for slægtsklostret i Sorø nævnes de to brødre jævnsides; klostrets gavebog betegner dem som "mægtige Mænd og navnkundige over hele Landet og fremfor hele det Slægtled af Danske". E. S. gav store sjælegaver efter sine to hustruers død og testamenterede klostret sin halve boeslod, ligesom gavebogen roser ham for at han ingen indsigelse gjorde mod at broderen gav størstedelen af sit jordegods til kirker og klostre. E.S.s arvinger forholdt imidlertid i ca. hundrede år Sorø kloster hans gave. Ifølge Huitfeldt endte E.S. sit liv på Sæbygård ved at falde ned ad en trappe og brække halsen. Han overlevedes af sin tredje hustru der efter hans død stod i forhold til kong Valdemar Sejr og fødte ham sønnen Knud (1205-60). E.S. efterlod sig tre sønner og to døtre blandt hvilke den mest navnkundige var fru Ingeborg af Kalundborg.

Familie

Forældre: Asser Rig (død sidst i 1140erne) og Inge. Gift 1. gang med Holmfred. Gift 2. gang med Ingeborg. Gift 3. gang med Helene, d. af den svenske hertug Gudorm. – Far til Ingeborg (død 1267). Bror til Absalon.

Ikonografi

Afbildet på historie-mal. af scener med tvillingebrødrene i vuggen, af A. A. Müller, 1832 og af Agnes Slott-Møller, 1928. Endv. tegn. af S. Abildgaard, 1756, efter forsvundet mal. fra ca. 1570. Statuette af H. V. Bissen (glyptoteket). Radering af L. Frølich ca. 1844. Mal. af Dankvart Dreyer, 1851, og af C. L. Jessen ca. 1863.

Bibliografi

Scriptores rerum Danicarum, udg. J. Langebek IV, 1776 463-531. Scriptores minores, udg. M. Cl. Gertz II, 1922 (fot. optr. 1970) 443-92. Saxonis Gesta Danorum, udg. J. Olrik og H. Ræder I–II, 1931-57. Sakses danesaga, 1925. – Poul Norlund i Sorø I, 1923-24.