Peder Strangesen

Peder Strangesen,  ca. 1170-.1241, godsejer. Død i Ribe. S. ses aliende 1193 at have hørt til kong Knuds fornemste mænd og synes i de følgende år at have opholdt sig hos kongehusets slægtninge, greverne af Orlamunde og Gleichen. Under Valdemar den Store hørte han sammen med Jacob Sunesen til Danmarks mest indflydelsesrige adelsmænd. Ved sit ægteskab med Ingeborg kom han i besiddelse af Esbern Snares stærke borg, Kalundborg. Han er derfor rimeligvis identisk med den "Peder af Kalundborg" som ifølge Femernlisten i kong Valdemars jordebog var blevet forlenet med tolv bol eller hageplove på Femern, efter ham kaldt Petersdorf. S. deltog i forhandlingerne om Valdemar Sejrs løsladelse af fangenskabet 1225 og gik i borgen for løsesummens erlæggelse. Ligeledes gik han i borgen for og medbeseglede det endelige forlig med schwerinerne 1230, hvorved de unge kongesønner udløstes af fangenskabet. Senere indvikledes S. i en langvarig arvestrid med Sorø kloster. Esbern Snares søn Johannes, Valdemar Sejrs marsk, havde 1213 på sit dødsleje i Lübeck testamenteret Sorø kloster Stenløsemagle med tilliggende, men hans bror Absalon Bælg bestred testamentet og tilbageholdt godset til kort før sin død (1232). Nogle år derefter rejste S. og Anders Grosen, som var gift med en anden af Esbern Snares døtre, Cæcilie af Tersløse, igen indsigelse mod testamentet (1233) og lagde beslag på det omstridte gods som de trods dom af ærkebiskop og biskop beholdt for livstid. S. døde under forberedelse af en pilgrimsfærd til det hellige land. Han efterlod sig talrige børn, af hvilke Anders var marsk under kong Abel; en datter Ingeborg blev gift med grev Ernst af Gleichen. I sit skjold førte S. en ulv i fjerham; ɔ: Ulfeldternes våben.