• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sune Ebbesen

Oprindelig forfatter ELJ
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Sune Ebbesen, d. .1186. Begravet i Sorø klosterkirke. E. fulgte en tid Svend Grathe, men brød med ham og sluttede sig til Valdemar (I.). Han blev snart en af de mænd der stod kongen nærmest; hans ord blev hørt ved rådslagning, han ledsagede Valdemar til Dole til mødet med kejser Frederik og deltog år efter år i kampene i Vendland. Da Absalon blev ærkebisp gav han sin fætter E. ligesom andre af sine frænder ombud og styre i Skåne, men skåningerne krævede de sjællandske høvedsmænd fjernet og rejste sig i oprør mod ærkebispen og kongen. Efter Valdemars død stod E. sammen med Absalon og Esbern ved den unge kong Knuds side da den tyske kejser krævede lenshyldest, og afslag blev givet. Således skildrer Saxo E.s virke. En anden samtidig, abbed Vilhelm, karakteriserer ham med bibelord som "en besindig Mand", "mægtig i Gerning og Ord". – E.s forældre havde rejst en kirke af træ i Bjernede; han og hans hustru byggede af kamp og tegl en mærkelig rundkirke der vistnok har tjent bygherren og hans familie som gårdkirke. Da han døde gav han så meget som loven hjemlede, nemlig en halv hovedlod til Sorø kloster; det var jord af næsten 35 mark guldværdi, en bemærkelsesværdig gave der røber hans store rigdom. At han kunne sende to sønner, Anders som blev ærkebiskop og Peder der blev bisp i Roskilde, på lange studierejser vidner i samme retning. Foruden Anders og Peder havde han sønnerne Ebbe og Lars, der faldt ved Lena, Johannes, Torbern og Jacob samt en datter.

Familie

Forældre: Ebbe, Skjalm Hvides søn, og Rachanild. Gift Cæcilia.

Bibliografi

Scriptores rerum Danicarum IV, 1776 468 470 474f 541. VI, 1786 49. Annales Danici, udg. Ellen Jørgensen, 1920 139. Diplomatarium Danicum l.r.III,2, 1977 516-20. – Archaeologia XLVI, London 1881 246. Poul Nørlund i Festskr. til Kr. Erslev, 1927 146 163-70.